You never know, but fly anyway

Kæreste alle <3

På tide med et lille pip her fra vores ende af verden.

Vi er lettet, fløjet fra reden (efter at have gjort den rigtig fin til dens nye beboere), har bygget en midlertidig meget mindre rede frem til juni, og vi ved endnu ikke helt, hvor vi flyver hen herefter.

Det har på mange måder været noget af en turbulent tur, og vingefjerene skal lige pudses lidt. Pyh ha! Det at skulle sige farvel til vores skønne amerikanske hjem, koblet med hastigheden, det skulle foregå med, tillagt uvisheden forude - det har alt sammen sendt os lidt i loops, og jeg har ærligt talt været lidt rundtosset.

Vi fik taget en god afsked med huset. Fik rundet af, som vi begyndte: med spark til dåsen i et komplet tomt hus, hvor latteren rungede. Vi så vores ting køre af sted i en kæmpe truck, og vi ved ikke, hvornår vi ser dem igen. Vi flyttede de få ting, vi har beholdt herovre, ind i lejligheden. Hængte vores fotokalender op på væggen, satte et par familiefotos op på hylden, og bum, her bor vi så nu. Det hele gik meget hurtigt og indebar samtidig et stort stykke arbejde.

Kim er omstillingsparat som bare pokker. Han har banket et nyt hjemmekontor op i et hjørne på et af de to værelser, og der er han så forsat, hvor han slap. Børnene har arvet det omstillingsgen. De har indrettet sig fint med deres få ting, og har været med til at finde nye, gode rutiner i hverdagen.

Jeg selv kan dybest set også finde mig til rette nærmest hvor som helst, omend hele processen har slidt lidt hårdere på mit system. Men det lander nu. Nok allermest i en erkendelse og accept af, at det er, som det er, og ingen tager skade af en mellemstation i ny og næ. Jeg læste forleden, at man kan vælge at anskue ventetid som forberedelsestid. Det ændrer hele perspektivet. Så det leger jeg med.

Jeg forbereder mig nok mest på at være forberedt på, at jeg ikke kan vide, hvad jeg skal forberede mig på. Og det er jo egentlig det smukke ved livet.

Vi har nu boet i lejligheden i en lille måneds tid, og vi har erfaret, at det her kan vi også godt. Nogle gange føles det lidt som at være på ferie, som forleden da børnene og jeg havde leget et par timer i poolen og så gik retur. Der blev jeg lige ramt af fornemmelsen af at være på ferie og bo i en ferielejlighed. Andre gange, som når vi sidder fast i trafikken om eftermiddagen, sukker vi lidt mere og glæder os, til vi slipper for køreturen både morgen og eftermiddag.

Børnene klarede selve overgangen hertil ganske flot. Og meget forskelligt. Valdemar syntes ikke, at noget som helst var specielt fedt, og det gav han udtryk for. Hos ham skal det bare ud, så letter det. August prøvede alt, hvad han kunne på at være til gavn. Han er den pragmatiske hjælper. Ellen var så begejstret over de fine puder, og over at ejeren endda havde været så sød at give os fem spisebordsstole! Hendes evne til at se det positive i alt er uovertruffen.

Børn spejler jo deres forældre, og jeg har grinet over, at jeg kan genfinde alle tre umiddelbare reaktioner på flytningen indeni mig selv. Men ingen af os har sat os i et hjørne og mugget i længere tid ad gangen - vi får det bedste ud af det og har fokus på, hvad tiden her så kan åbne for os. F.eks. har vi for længst fundet et drøngodt pizzeria til at levere den obligatoriske fredagspizza. Vi har fundet en helt jungleagtig park lige om hjørnet, som med det samme omfavner en og tager en langt væk fra byens puls. Vi udforsker Houston noget mere, hvilket vi ikke har gjort det store i so far. Finder nye caféer og små, hyggelige steder. Og nyder at vi er gået fra fem til to badeværelser at holde rene (evnen til at se det positive i alt!)

Min surdej overlevede flytningen. Ovnen her kan bare ikke bage surdejsbrød, men med lidt hiv og sving kan den bage surdejsboller, og så kører vi bare med det. Nu skal den så stå sin næste prøve med en fødselsdagskage til Ellen om få dage, men glipper det, er der mange leveringsdygtige steder. Vi sover tæt, men vi har gode senge. Vi kører langt, men vi hører god og meget høj musik på vejen. Vi mærker, at det er en crazy drejning, det hele lige tog, men vi griner lidt af det, trækker vejret og finder fred med det. You never know.

Vi får alligevel ikke det hus i efteråret, vi havde fundet i første omgang. Og selv om alle vores ting er sendt over Atlanten, får vi ikke udleveret vores container til sommer som planlagt. Vi kan fortoldningsmæssigt ikke få vores ting, før vi flytter til Danmark. Sådan er reglerne, og det blev vi så informeret om temmeligt sent i processen. Så planen om at bruge sommerferien i Danmark på at pakke ud og rykke på plads i bindingsværkshuset i engen har vi også måttet slippe. Vi kender lige nu ikke engang rækkefølgen på vores sommerferieplaner, om det bliver autocampertur eller Danmark først, nu hvor vi ikke længere skal matche det med ankomsten af en container. Det kommer lige an på et forecast. Kim ved endnu ikke, hvilket job han returnerer til. Og dybest set heller ikke, om det bliver i Danmark. Det gør det nok, but you just never know.

Så rigtig meget er meget åbent. Og jeg minder mig selv om, at vi har været her før. På en måde. Dengang vi havde sagt ja til at blive udstationeret, men i 3/4 år ikke vidste, hvor vi ville havne og bare ventede på, at noget godt åbnede sig et godt sted. Dengang var det en dans mellem tanker (mange tanker) og tillid. Og det er det for så vidt også nu. Jeg ved, at jeg ikke kan kontrollere det, og at vi når allerlængst ved bare at læne os ind i det i tillid. Men det forhinder nu ikke en stædig lille del af mig i at forsøge. Så den dans har jeg observeret mig selv danse på det sidste. Her hjælper det med forberedelsestiden mig igen, fordi der ligesom er en anden energi i det. Jeg venter ikke bare. Jeg overgiver mig nemmere til, hvordan livet vil leves lige nu, og til det, som det har i vente til os.

‘Nå, det er sådan livet vil leves lige nu.’

Den sætning gør så meget godt for mig. Den kom til mig i forgårs, da jeg var ude at gå en tur, inden jeg skulle til min første mammografi nogensinde. Desværre ikke bare sådan en obligatorisk en, men en jeg skulle til, fordi jeg for fem uger siden, lige midt i flytning og pres og logistik, fandt en knude i mit ene bryst.

Shit.

Det gjorde ikke ligefrem mængen af tanker mindre. Heller ikke lysten til at forsøge at kontrollere mig ud af det. Og da slet ikke frygten, forkantssorgen, den smertefuldt store kærlighed til min lille familie.

Samtidig var der også en ro i mig. En fornemmelse af, at jeg var ok. En følelse af, at der var og er noget at lære i hele denne oplevelse for mig, som jeg ikke behøver for alvor at blive syg for at hente. Ikke at forstå som at få sat en skræk i livet. Snarere som at få et stræk i livet. Måske et tiltrængt et.

Så jeg har danset min dans i flere dimensioner, og på min gåtur forleden kapitulerede jeg. Pludselig kom ordene ud af munden på mig: ‘Jeg overgiver mig. Lad det komme, som kommer.’

Det var, som om en mægtig strøm af energi skyllede gennem mig. Jeg blev rørt, og jeg mærkede noget lette. Jeg tror, at jeg trængte gennem i hvert fald et lag af frygten.

For pludselig erfarede jeg, at det her ikke handlede om, at livet måske var ved at trække sig. Men om, at det vil leves på en anden måde lige nu. Og jeg var i stand til at rumme, at den måde så måske, måske ikke ville rumme en sygdom. Det var okay. For livet vil leves.

Jeg har kun én gang før i mit liv mærket så inderlig en overgivelse. Så fuldstændig en accept vævet ind i uendelig kærlighed. Sorgen er kærlighedens andet ansigt. På onsdag er det min fødselsdag, og på den dag er det præcis 9 år siden, at jeg måtte føde og sige farvel til den lille pige, som jeg ventede, men som ikke tog hele rejsen hertil. Den nat, den fødsel, det farvel… overgivelse. Complete surrender.

Jeg sad på brystkræftcenteret indhyllet i en blød, opvarmet morgenkåbe og lod hele mit liv rulle sig ud indeni. Min lille pige, som er blevet så meget mere for mig. Alt det, jeg arbejder på at skrive en bog om. Mine andre fantastiske fødsler og mine tre vidundere. Mig selv som barn. Mødet med Kim. Mine elskede forældre. Generationerne før dem. Mine seje søskende. Mine kære venner. Alle har jeg talt for lidt med på det sidste, fordi det er mit mønster: at trække mig lidt, når tankerne bliver for mange, og jeg skal finde vej. De delte historier. De mange perspektiver. Oplevelserne, store og små. Drømmene. Altid drømmene. De tog til i styrke der i venteværelset. Livet vil leves. Og vi må være modige. Mod er for mig en spirituel størrelse, fordi den er knyttet tæt op ad tillid. Tillid, tro og accept.

Jeg har en knude i mit ene bryst, men det er ikke kræft. Det er heller ikke en vandcyste. Måske er det simpelthen blot noget, der har været der altid. Så nu holder vi bare øje. Trækker vejret. Takker videnskaben. Og livet. Der er en tone af taknemmelighed i mig. En stille, blid tone. Den gør noget ved min dans. Ved mit blik på verden. Der er så meget, som er så uendeligt smukt. Og lidt skørt. Og ret sjovt. Og til at klare.

I går havde en ny fin bil på vores indhegnede parkeringsplads fået stjålet alle fire fælge i løbet af natten. Ejerne vågnede op til deres skinnende nyerhvervelse, dækløs og klodset op på sten. Boltene var pænt efterladt ved siden af. Det var desværre et virkelig sjovt syn, som vi grinte meget af. De tog det flot, ejerne. I dag har smuksakken fået nye hjul på. Og ved poolen blomstrer de fineste røde roser.

Selv her i vores midlertidige, lille, godt proppede rede er der så meget smukt, skørt og sjovt. Og til at klare. Og når fjerene er pudsede, flyver vi videre. Vi lader livet og modet sætte kursen.

Bisou,

Sara <3

You do not have to be good.

You do not have to walk on your knees

for a hundred miles through the desert repenting.

You only have to let the soft animal of your body

love what it loves.

Tell me about despair, yours, and I will tell you mine.

Meanwhile the world goes on.

Meanwhile the sun and the clear pebbles of the rain

are moving across the landscapes,

over the prairies and the deep trees,

the mountains and the rivers.

Meanwhile the wild geese, high in the clean blue air,

are heading home again.

Whoever you are, no matter how lonely,

the world offers itself to your imagination,

calls to you like the wild geese, harsh and exciting -

over and over announcing your place

in the family of things.

-Mary Oliver, Wild Geese