• Sara Hoejslet

When life gives you lemons... / Intet er så skidt, at...



Vi skal have lige have os en snak. Har I tid? For vi har noget at fortælle. Noget som er vigtigt for os, og som vi gerne vil dele.

Vi tager den helt korte version først, og så den længere bagefter, med alle årsagssammenhængene og de pudsige sammentræf (eller smukke synkroniciteter). Så kan man selv vælge, hvilken version, man er til.

Helt kort:

Vi skal flytte fra vores skønne hus her i Katy, Texas i slutningen af marts. Og ved udgangen af året flytter vi tilbage til Danmark.

Den lange, med følelser og tanker og processer og hele pivtøjet:

Forrige fredag aften, midt i at Kim var med drengene til baskettræning, og Ellen og jeg tøsehyggede, modtog jeg en mail fra vores udlejer. En virkelig fint formuleret mail, der ikke desto mindre slog som en knytnæve. Deres situation har ændret sig, et stort job venter her i Houston, så de vender hjem fra Australien den 1. april og ikke som først udmeldt i sommeren 2022. Og de vil have deres hus tilbage. Med det samme.

Vores kontrakt var på 2 år, den er udløbet for længst, og vi har siden kørt på måned-til-måned basis. Derfor var de i deres gode ret til at sende denne fint indpakkede knytnæve af sted.

Den ramte mig lige i maven, og et øjeblik føltes det som om, at alt foldede sig sammen. Jeg fik Ellen godt i gang med noget kreativt, jeg ikke engang husker, hvad var, og strøg så nedenunder for at ringe til Kim. Jeg sagde vist mest f… og s… virkelig mange gange. Tårer og fortvivlelse. En følelse af ikke at kunne overskue noget som helst. En panikagtig leden efter en måde at skrue tiden tilbage og umuliggøre denne situation. Kort sagt: jeg gik i chok.

Kim gjorde lidt det samme, men vi pressede os igennem vores familiefredag, fik puttet vores uvidende unger, og satte os så og så ubehjælpsomt på hinanden. Vi var uden vrede, faktisk også uden uretfærdighedsfølelse, blot kunne vi begge mærke, at det vel nok havde været rarere, hvis vi selv havde kunnet få lov at bestemme, hvornår vi skulle herfra. En art sorg over at skulle sige farvel til huset, omgivelserne, poolen, og livet her spandt sig om os og hjalp os til virkelig at forstå, hvor uendeligt glade vi har været for tiden her, og hvor meget vi har at være taknemmelige over.

Huset har givet os mulighed for at have familie og venner på skønne, lange besøg, det har givet os udfoldelsesplads, det har dannet rammen om en masse nye traditioner, som vi har tilføjet i vores familie, det har huset store flokke til kobberbryllup og julefrokost, det har været en perfekt og tryg corona-ramme, det har givet os timevis af sjov og leg ude og inde, og det har taget os alle i sin store, varme Texas-favn og lært os, hvordan man slapper af her med pool og bbq og uformelt, venskabeligt samvær.

Der kom en snert af ‘har vi overhovedet værdsat det her nok?’, hvilket førte direkte over i en opgivende følelse af på ingen måde at have lyst til at skulle til at pakke alt ned og flytte.

Og så det store: Hvor skal vi flytte hen?

De af jer, som har læst med på bloggen, ved, at vi igennem nogen tid har været i gang med at tage denne store beslutning. Vi har mærket og sanset, tænkt og talt, fornemmet at det ikke er USA for evigt, men lidt endnu. Derefter Danmark og huset i engen og hund og kat og håndbold og skolegang, og så langt inde en varm lyst til måske at gøre det igen engang: vove, springe, lande, åbne, tage ind, leve. Nyt sted. Samme os.

Derfor er det klart, at meldingen fra ejerne bragte denne beslutning endnu tættere på. For os var det ikke bare et spørgsmål om at finde et andet hus og flytte et par gader væk. Nej, det var: skal vi så flytte til Danmark nu? Eller til sommer, når skoleåret er slut? Eller til jul og finde noget midlertidigt? Eller binde os i en ny lejekontrakt et andet sted og blive mindst til næste sommer?

Og så åbnede der sig en marianergrav af: hvad med Kims nye arbejde her? Hvad med børnenes skolegang? Er det bedst at være med fra starten af et nyt skoleår? Hvad med muttis skriveskole og de næste tre kursusmåneder, som der med kæmpe bogstaver var skrevet ‘SKRIVE FIRST DRAFT’ på? Hvad med vores ledige hus i Danmark? Og ikke mindst vores familie og venner? Og hvad med vores venner her? De planlagte rejser? Drengenes ønske om at nå at spille American football i skolen? Og Ellens forudsigelige reaktion på udsigten til at skulle sige farvel?

Tillæg alle disse spørgsmål det faktum, at boligmarkedet er så godt som dødt herovre. Der er intet i vores kvarter, så vi risikerede også endnu et skoleskifte ved at blive. Hvilket vi under ingen omstændigheder ville være med til. Og hvad med alle vores ting og 2 gange flytning inden for relativt kort tid? Plus, selvfølgelig, hele det økonomiske aspekt.

Vi besluttede os for at sove på det. Ingenting bliver nemmere af træthed. Never.

Jeg sov nu ikke meget. Hverken den eller de efterfølgende nætter.

Det, som var mest mærkeligt for mig, var, at jeg simpelthen ikke kunne mærke, hvad der var det rigtige at gøre. Jeg plejer at have et ret godt indre kompas. I krisesituationer handler både Kim og jeg roligt og klart (som f.eks. da bilen brød sammen i det mørkeste ingenmandsland langt fra alting på vores Thanksgivingtur). På den lange bane er vi gode til drømme, planlægning og effektuering. Men det her sted midt imellem - der var ikke tale om en egentlig krise, men det var omvendt en kæmpe, mangepuklet kamel, der ganske hurtigt skulle sluges og fordøjes - det følte jeg mig utrænet i. Det var svært at se den rette vej videre. Et chok gør netop det: overaktiverer hele det sympatiske nervesystem og tåger klarheden til.

Jeg prøvede at tage nogle af mine spirituelle redskaber i brug, men mængden af tanker var som en rivende flod, jeg ikke kunne komme op af. Jeg blev bare revet med. Så jeg kogte mine afklaringsforsøg ind til bare at finde grounding og ro via yoga og vejrtrækning og bestemte mig for, at så måtte klarheden komme, når den var klar.

Og så gik vi ellers i gang, Kim og jeg, med at opstille scenarier. Vi måtte have alt på bordet, alle muligheder, vende og dreje, og så måtte vi komme frem til en løsning. Vi valgte aktivt, at vi ikke ville panikke og træffe en overilet beslutning. Ja, det skulle gå hurtigt, men vi fornemmede begge, at hvis vi pustede tid ind her til en start for at opstille et ordentligt beslutningsgrundlag, så ville det være godt givet ud bagefter. For tvivl er sådan en energisluger, og den skulle vi ud over for at kunne skride til reel handling = nedpakning bagefter. Det eneste, vi reelt vidste, var, at vi skulle ud af huset. Om noget der føltes som 30 sekunder.

Lørdag morgen skrev jeg med tårerne trillende i en mail til skriveskolen, at jeg ikke kunne alligevel. I hvert fald ikke lige nu. Den dedikation, der blev krævet, og som jeg har bygget op til siden september sidste år, kunne jeg ikke give lige nu, og jeg ville for alt i verden ikke gøre det halvhjertet. Hvem ønsker at udleve deres inderste drøm halvhjertet?

Skriveskoleleder skrev så smukt tilbage og udsatte mig, til vi er landet i et stabilt set-up. Inderligt tak.

Vi tog søndag til kombineret VM-finale i håndbold og afgørende snak om fremtiden hos Kims chef. Spændingsniveauet for begge var nærmest lige højt. Lige så inderligt tak for dyb forståelse og villighed til at tænke løsningsorienteret og sætte familien først.

Vi havde samtidig gang i at undersøge alle muligheder for at finde anden bolig, lige fra airbnb, leje af møbleret lejlighed eller hus, leje af tomt hus, placering, køretid til skolen, praktik i hverdagen. Jeg skrev og snakkede med skoler, ejendomsmæglere, expat housing konsulenter og mange flere. Kim og jeg havde lange samtaler, som cyklede rundt i pros and cons, og som ofte sluttede med: ‘Lad os sove på det.’

Hele tiden kunne jeg ligesom betragte mig selv lidt udefra. Minde mig selv om at trække vejret. Fange mig selv og hjælpe mig selv til at undgå at ryge tilbage i opgivenhed og handlingslammelse. Huske mig selv på at komme ud at få luft, at spise, at svømme i min elskede pool og lade den friske mig op. Det gik op for mig, at jeg var ret frygtbaseret i min måde at forestille mig diverse scenarier på:

Når jeg tænkte på det scenarie, at vi skulle tage hjem til sommer, blev jeg bange for, at vi kun ville komme halve hjem og fortryde inderligt, at vi smuttede så hurtigt bare på grund af et hus.

Når jeg tænkte på, at vi skulle tage hjem til jul, blev jeg bange for, at vores børn ikke kunne starte skole halvvejs inde i et skoleår, og at det kun ville gøre det endnu sværere for dem at returnere til Danmark.

Når jeg tænkte på, at vi skulle blive længere endnu, vred det sig i mig ved tanken om især vores bedsteforældre.

Jeg havde godt af at få øje på al den frygt, for den skurrede helt imod min grundantagelse, at der nok er en mening med de ting, der sker, og at der i hvert fald altid er en mulighed for at hente noget ud af det, udvide os, lære mere om os selv og livet.

Da først jeg fik øje på de indre knuder, kunne jeg begynde at trække over mod tilliden og troen på, at det nok skulle ordne sig på bedste vis. Som jeg gjorde det, begyndte der at komme hul igennem til hjælpen og klarheden.

Jeg kom til at smile, da jeg pludselig huskede, hvordan jeg selv havde ytret mig om, at det virkede skævt at bo i dette kæmpe hus og samtidig have udgifter til et tomt hus i Danmark. Særligt nu hvor corona alligevel umuliggør de besøg, som vi også valgte huset i forhold til. Jeg huskede, hvordan jeg en uge forinden på vej til basketkamp grinende havde foreslået, at vi da bare kunne flytte ind i det lejlighedskompleks, vi passerede, i stedet. Og jeg huskede, hvordan vi jo sådan set selv havde skubbet processen i gang for længst, som jeg også har skrevet om ad flere omgange her på bloggen, og ligesom var nået frem til en overordnet beslutning. Jeg er lykkelig over, at vi var kommet så langt inden, så det at skulle flytte fra huset ikke blev en afgørende faktor i den immervæk langt større beslutning. Universet svarer. Ikke altid med det svar, du ønsker mest, men med det, du i det store perspektiv har mest brug for eller gavn af. Always. Sådan vender det for mig.

Ad omveje havde vi fået kontakt til en flink mand, der har hjulpet expats i området i årtier. Vi forhørte os på et møbleret hus frem til sommerferien, men det var desværre allerede lejet ud. Vi ledte videre, men torsdag morgen, uafhængigt af hinanden, fik Kim og jeg samme idé: hvad nu hvis huset kunne lejes efter sommerferien? Så kunne vi finde en lejlighed frem til sommerferien, tage på vores planlagte autocamptertur, dernæst til Danmark og nyde sommeren og pakke alle vores møbler ud, som i mellemtiden ville være ankommet med container, så komme tilbage hertil i august, bo i det lejede hus frem til jul og stille og roligt få det sidste med på alle fronter, og så farvel.

Jeg havde ringet til manden, da Kim kom hjem fra sin løbetur, og dagen efter var vi ude og se huset. Nu er kontrakten for august-december til gennemsyn, vi har samtidig fundet en god lejlighed i et lækket kompleks, som vi flytter ind i i slutningen af marts og frem til sommerferien. Og bedst af alt: vi er alle på linje.

Vi valgte at inddrage børnene ret tidligt, da vi selv havde skåret det lange bliv-minimum-til-næste sommer-scenarie fra og stod tilbage med denne sommer versus til jul. De var ikke med til at bestemme, om vi skulle herover. Men de skal høres i beslutningen om, hvornår vi skal retur. Det føles mest respektfuldt.

Deres reaktioner var rørende. Drengene lurede lynhurtigt, at hvis vi tog hjem til Danmark, så ville det betyde, at farmand skulle arbejde til sent ud på aftenen hver dag grundet tidsforskellen, ligesom han ville skulle rejse i 1-2 uger ad gangen hver 6. uge. Valdemar konstaterede, at så ville de gå fra at have haft far rigtig meget til slet ikke at have ham. August kunne se fordelen i at kunne nå en rejse mere i den Thanksgivingferie, som vi ville nå at få med, hvis vi blev. Og de kunne begge i den grad godt lide tanken om, at de ville kunne nå at være med til skolesæsonen i American football. Deres drøm siden vi kom her. De ville også gerne hjem til sommer, det havde også været fint for dem, uden tvivl. Men udsigten til at blive få måneder mere og så få alt det med, den vandt. De sagde også, at de jo aldrig har prøvet at bo i lejlighed, og det var sikkert fint nok at prøve (fitness-center trækker).

Vores lille, skønne Ellen var helt anderledes følelsesladet. Det lille væsen, som var den, der havde det allersværest ved at flytte herover, er nu den, der har det allerhårdest ved udsigten til at skulle sige farvel. Hun græd og græd. Ikke bare over huset, men over at skulle sige farvel til sin skole, sine lærere og sine venner. Vi sad med hende og lod det hele komme, og jeg mærkede igen, at det er dette spænd, vi har sat vores børn og os selv i; det er denne konsekvens, det har.

Og vi rummede det sammen. Ellen sagde til mig, at hun var så ked af, at hun så mange gange har sagt, at hun synes, at skoledagene er lange, for først nu forstod hun, hvor meget hun elsker sin skole. Hun fandt på, at hun ville lave en lille bog med billeder af sine lærere og venner, så hun aldrig ville glemme dem. Hun græd og krammede mig, og vi snakkede om, at det jo så heller ikke nødvendigvis ville være lige nu, men først når hun også havde prøvet at være en 3. klasses skolepige.

Vi talte også om, hvad det så er, vi vender hjem til. Familie og venner. Hus. Hundehvalp. En anden måde at gå i skole på. Et nyt kapitel.

Men et nyt kapitel kan ikke begynde, før det, man er i gang med, er skrevet færdigt.

Som en god veninde sagde til mig i dag, så er det bare så vigtigt, at vi lytter til Ellens tempo i det her. Det er unægteligt meget større for hende at skulle forlade USA, fordi hovedparten af hendes bevidste liv er foregået her. Hun har ganske enkelt ikke den samme danske referenceramme, som drengene og vi voksne har.

Vi føler, at vi på den måde, vi sammen er kommet frem til, lægger op til en blid, glidende overgang. Først ud af huset, så lidt til Danmark og gøre klar, så tilbage og opleve lidt mere her og tage ordentlig afsked, så til Danmark, hvor vi ikke skal leve to måneder uden vores ting, men hvor det hele venter på os.

Det er godt for Kim’s arbejdssituation. Det giver forhåbentlig mutti mulighed for snart at vende tilbage til skrivningen. Det giver Ellen tid. Det giver drengene en stor sportsfjer i hatten. Bedsteforældrene i Danmark havde indstillet sig på, at vi først kom hjem til næste sommer, så de er også glade.

Det er en balanceret løsning, hvor vi får os selv mere hele med hjem og får udlevet dette once-in-a-lifetime-USA-eventyr rigtigt. Også selv om det selvfølgelig stadig bliver svært til den tid. Vi har længe sagt, at vi skal make the most of it, særligt nu hvor der ikke er oceaner af tid tilbage. På en måde har vi med med al denne hurlumhej fået hjælp til virkelig at make the most of it ud fra den klassiske devise om, at det først er, når noget er ved at forsvinde, at du forstår, hvor meget der faktisk er at værdsætte. Ikke at vi ikke har værdsat det i meget høj grad, det har vi virkelig, men det hele er ligesom trådt frem i et blødere, finere lys nu, hvor alting rykker tættere på. Ikke bare huset, men også hele vores levemåde og alle vores nære her. Hjertet åbner sig lige lidt mere, og det er ikke nogen skade til. Never.

Og… så er der alle jer uendeligt søde, som har udsat planlagte besøg, og som vi sammen har krydset fingre med i håbet om, at det måtte blive muligt inden længe. Jeg håber og tror, at I forstår. Corona blev en streg i expat-regningen. Men en nuanceret streg. Vi ville have elsket hvert et besøg, men sådan skulle det ikke være. Ikke i denne omgang.

Børnene lander lige så stille i, at vi skal flytte og tage afsked med vores hjem gennem to et halvt år. Vænner sig til tanken. Vi taler om det. Vender perspektivet, når det trænger. Vi er helt enormt stolte af dem og deres evne til at stå i stormvejr. Eller i forandring. Og vi ved nu, at de selvfølgelig nok skal klare at starte ny skole midt i et skoleår. Det gjorde de også, da vi kom her, og hvert år ændres klassesammensætning og lærerfordeling herovre, så hvis der er noget, de har erfaring med, så er det at starte i en ny klasse.

Kims arbejde er også yderst tilfreds med vores beslutning. Tilbage er så mutti her. Med en stor klargørings- og nedpakningsmundfuld foran sig. Jeg har besluttet mig for, at den skal være konstruktiv. Jeg har tid, jeg behøver ikke at stresse eller gå i offerrolle; jeg holder fast i mit arbejde og mine sessioner, og så går jeg ind i den her fase som en energetisk proces. Min kære veninde sagde forleden, at jeg på bedste Marie Kondo-vis skal spørge mig selv ‘Does it spark joy?’, når nu jeg skal gennem hele dette kæmpe hus og tage stilling til, om hver enkelt ting skal til Danmark, med videre her, gives til genbrug eller smides ud.

Does it spark joy?

Det er et smukt lille spørgsmål, som rækker langt ind i hele arbejdet med energi og bevidsthed. På samme måde som udsagnet ‘When life gives you lemons, make lemonade.’ Eller den jævne danske ‘Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.’

Så jeg sætter noget godt i ørene, smøger ærmerne op og glæder mig over, at vi fandt en vej til at lave lemonade. Vores egen dansk-amerikanske udgave. Det gør vi jo. Always.

Bisou,

Sara <3



207 views0 comments

Recent Posts

See All