• Sara Hoejslet

What’s up? Siden sidst




Okay, lad mig sige det med det samme: der er RIGELIGT at se til, når man vælger at takke ja til en udstationering!


Min honey sammenligner det med et maraton, hvor vi nu er nået til slutspurten. Jeg ved ikke, hvor mange der reelt spurter i slutningen af et maraton (hvis jeg stadig trak vejret, ville jeg kravle), men på en eller anden måde føler vi, at vi har så stor en gulerod foran os, at vi faktisk har spurtet for alvor, siden vi var på orientation trip i september.


I DAG, den 16. oktober 2018, faktisk næsten helt præcis et år efter, at Kim blev bedt om at gå hjem og vende muligheden for en udstationering med mig, har vi så været på Den Amerikanske Ambassade i København og er blevet visumgodkendt. Det føles så godt og rigtigt, og også som en ekstrem lettelse. For vores visum er adgangsbilletten til alt det, vi har forberedt i ugevis: leje af hus, indskrivning på skole, flytning af vores inventar, beslutning om endelig rejseplan og meget mere. Det føles næsten som at have fået medaljen, inden målstregen er nået.


Og jeg synes faktisk, at vi fortjener den medalje! Som begrundelse, og hvis nu nogen skulle gå med udstationeringsovervejelser, kommer her et random udpluk af ting, der er foregået hos os i den seneste tid:


· Udvælgelse af hus, samtaler med amerikansk ejendomsmægler, forhandling af kontrakt, nervepirrende venten til visum var i hus (nu kan vi endelig skrive under).


· Planlægning af flytning, besigtigelse af indbo, KÆMPE sortering samt til- og fravalg fra ende til anden. Hvad skal ud, hvad skal ikke med = opmagasineres, hvad skal med via hhv. skib, fragtfly, eller kuffert? Alt endevendes.


· Klargøring af vores hus til udlejning. Samtaler og koordinering med håndværkere, maling af bindingsværk, færdiggørelse af diverse løse ender (diverse her = mange!)


· Afskedskomsammen hjemme. Med alt hvad dertil hører.


· Gentagne besøg på genbrugsstationen (den får en selvstændig prik, fordi jeg er blevet så selvstændig, at jeg nu selv kører derud med stadig flere gennemsigtige sække fyldt med gammelt, som ikke skal med videre).


· Visumklargørelse. Laaaaaang proces. Maaaaange formularer at udfylde. Åh, lettelse igen.


· Medical check samt vacciner. Temmelig mange. Overraskende faktisk.


· Møde med revisor.


· Diverse telefonmøder med A-kasser, fagforeninger, sygesikring, pensionsselskaber og mange, mange flere.


· Opstart af clairvoyanceuddannelse for mit vedkommende (et strålende fint modtræk til al den maskuline handlingsenergi. Sjælsjublen indeni).


· Jeg kunne blive ved, men slutter bare lavpraktisk her med at nævne indkøb af ny postkasse til bindingsværkshuset (tiltrængt!) samt af to fine, nye flagstænger med Dannebrog til at tage med til Houston, når vi skal holde fødselsdag. Eller fejre ankomsten af skønne gæster hjemmefra :-).


Samtidig er der så mange mennesker i vores liv, som også burde have en skinnende medalje af det pureste guld:


· Alle de herlige mennesker, som hjælper os med at få vores elskede bindingsværkshus i engen til at blive helt klar til vække daglig glæde i en anden families liv i tre år.


· De skønne folk i USA, som åbner døre for os og får os til at føle os så velkomne.


· De fantastiske mennesker i DK, som strækker sig ekstra langt for vores skyld.


· Mine uni-piger for at komme fra nær og fjern for at sige farvel.


· Min absolut mest gakkede veninde for til uni-pige-farvellet at producere metervis af USA-Texas-guirlande og dekorere sit hjem helt ud på badeværelset.


· En anden af mine dejlige veninder for kærligt at kalde mig tilbage fra min radio silence.


· Vores fantastiske venner, som har insisteret på, at vi måtte ses en sidste gang inden afgang. Og dem som bare fortsat er lidt i denial sammen med mig, fordi farvel er uoverstigeligt.


· Vores store, udvidede familie, som kom til vores afskedskomsammen og bar over med mine tårer, som allermest var af kærlighed og taknemmelighed over deres ord, deres gaver ladet med symbolik og deres nærvær.


· Vores elskede forældre, som er så dybt involverede i vores proces, at det lige nu, i en kærkommen sen skrivetime, bringer tårerne frem i mine øjne.


· Og ikke mindst vores tre børn, mine stjerneskud, som mærker forandringen nu; som tør give udtryk for både det spændende og det svære; og som hver især bærer deres hjerte med i tillid til os. Pyh, det er stort for mig.


TAK af hele mit hjerte <3.


Jeg tror faktisk slet ikke, at der er tale om en slutspurt. Det her er begyndelsen. Begyndelsen på vores eventyr, som bliver så fint, så fint. Tempoet skal ned igen. Og det inden så længe, selv om der selvfølgelig også vil være rigtig mange ting at tage hånd om i USA i starten. Familietiden skal op. Helt op i nye højder. Der skal plaskes i poolen og synges højt i bilen, når vi tager på tur. Der skal leves og leges. Og så skal der nydes, for vi er SÅ heldige. Ikke bare over at få denne oplevelse; men lige så meget over, at mange har lyst til at komme over og dele lidt af det hele med os; og ikke mindst over alle dem og alt det, der venter os, når vi en dag kommer hjem igen.


Nu venter den sidste uges nedpakning. Derpå afhentes alle vores ting, og vi har så de sidste 14 dage i vores hjem i en noget primitiv udgave. Den 11/11 sætter vi kursen mod Houston, og når vi sidder der i flyveren, alle fem sammen, for sådan var det alligevel bedst, mærkede vi, så vil vi garanteret føle, at målstregslettelse og startforventninger flyder sammen, og vi vil smile og klemme hinandens hænder og være utroligt dejligt meget på vej.


Bisou,

Sara <3



170 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon