• Sara Hoejslet

Vores hjem, vores hjerte (25.01.2018)


Billedet er fra lige efter vores hus var blevet bygget

Vores drenge er her i januar blevet 10 år. Deres første runde fødselsdag, som selvfølgelig skulle fejres efter alle kunstens regler. Og ad flere omgange. Lillesøster har meddelt, at når hun bliver fem, vil hun også have fire fødselsdage!

En af fejringerne var med vores kære familie. Vi fyldte huset med 30 skønne mennesker, som alle står os nær. Vi satte flag op langs vejen, pyntede kager, strøg de rød- og hvidternede duge og tændte levende lys. Grin og snak. God mad og vin. Børnenes leg og røde kinder. Nøj, hvor stod mit hjerte åbent den dag og aften. Ad flere omgange blev jeg oversvømmet af varme følelser af lykke og taknemmelighed. Tænk at dette er mit liv. Fyldt med så megen glæde og godhed.


Det er helt sikkert, at vores elskede hus er perfekt til at skabe dejlige rammer om en god fest. Vi har holdt en del nu, og jeg elsker, når folk stimler sammen om vores stor køkkenø. Nogle laver mad, andre nyder en kold øl eller et glas vin, nogle sidder, andre står, nogle får stukket kniv, skærebræt og mango i hånden, og andre driller kærligt og hapser løs af hummus, grønt og chips. Fællesskabet er muligt i vores hjem.

Samhørigheden.

Da vi sad ved bordet den aften, kom jeg til at tænke på, at kom der nogle og stod og kiggede udefra og ind (ikke så sandsynligt, eftersom vi bor laaaangt ude af en grusvej i den skønneste fred), så ville de ikke kunne undgå at mærke den varme stemning strømme imod sig. De ville se lysene reflektere sig i de mange glas, de ville svagt kunne høre latteren og de ville kunne se børnenes leg, der foregik i samtlige rum i huset. De ville få lyst til at komme ind og være med om bordet. Og de ville mærke, at lige her fik livet og tiden fylde.

Fødselsdagen blev en åbenbaring for mig. Fordi jeg, endnu engang, fik lov at mærke taknemmeligheden over de rammer, vi har skabt her i engen. Og fordi jeg også mærkede snerten af… af hvad mon? Usikkerhed? Sørgmodighed? Tvivl? Nej, ikke tvivl. Måske bare en stille undren over, at jeg virkelig er parat til at bryde alt dette op for en stund og vende blikket i en anden retning.


For det er jeg. ’Du ved hvad du har, ikke hvad du får’ siger et gammelt mundheld. Jeg synes, at det bliver lidt en spændetrøje at tænke sådan. En begrænsning. En fastholdelse. Så vil jeg heller tilslutte mig Kirkegaards: ’At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet.’ Ikke fordi vi på nogen måde ville miste livet (skrumpe ind, blive bitre, grå, kedelige og uden noget at sige hinanden), hvis vi blev hjemme. Det håber jeg da i hvert fald ikke! Men jeg tror på, at tingene sker af en grund. At muligheden har budt sig, fordi der er noget, vi skal ud og hente. Som skal løfte os, udvide os, berige os. Også selv om det virkelig er at miste fodfæstet for en stund. Og også selv om det tæppe, vi selv vælger at trække væk under os, er så smukt vævet og står vores hjerte så nær.


Jeg aner ikke, hvordan det f.eks. vil være at fylde år i udlandet. Jeg aner ikke, hvor længe der vil gå, før vi føler en samhørighed med nye bekendtskaber. Jeg ved ikke endnu, hvad der bliver vigtigt for vores familie, og hvordan vi vil forholde os til de traditioner, vi har bygget op over en årrække, og som aldrig vil kunne blive helt det samme ude. Vil vi søge at komme så tæt på som muligt? Eller vil vi tænke radikalt og skabe en helt anderledes fest? Let’s see.


Lige nu bliver jeg ved at sige til mig selv, at tre år væk fra andedammen vil være sundt og godt for os. Iført ja-hat og positivt gebis. Men jeg kan også mærke, at andre realiteter banker på, når det, der virkelig virker i vores liv, blomstrer sådan for øjnene af mig. Som ved fødselsdagsfesten. Så sniger min samvittighed sig ind på mig, og i mødet med den mærker jeg sådan et dybt suk indeni. Åha. Det er nogens liv og trygge rammer, vi står og rokker ved. Vores og vores børns. Og til dels også vores nære families.


Can we, really?


How could we not?


Jeg er ikke i tvivl inderst inde, men jeg får lov at mærke dybden af vores beslutning i alle disse følelser og overvejelser, og jeg tror, at der er godt for noget. Jeg får testet styrken i mit eget ja til udstationeringen. Igen og igen. Og det er god træning til den dag, vi pludselig står der, og det er virkelighed.


For real.

49 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon