Vi lever i hvert fald

Hvor er det mærkværdigt, som tiden under corona står nærmest helt stille og samtidig går utroligt hurtigt.

For et øjeblik siden var det tidlig marts, og det spirrede frem med blomster, fuglefløjt og sommerdrømme.

Så skyllede Covid-19 ind over som en skyggetsunami, der fandt ind i alle revner og sprækker af den menneskelige eksistens og lagde alt og alle i blød. Hver for sig.

Forsigtigt vovede vi os efter lang tid og dybe dyk i egen hule ud og fandt få og helt, helt uundværlige corona-venner, som vi kunne skvulpe rundt sammen med.

Og det har vi gjort. Skvulpet. Vi har grillet og grinet, svømmet og skålet, fisket og fejret, leget og larmet. Vi har levet midt i overlevelsen.

Kalenderen siger nu midt juni. Varmen i Texas ligeså. Alt er ikke, som det skulle have været, og alligevel er det helt fint. For vi lever, og vi har det godt.

Coronaen har givet os nye, dybe venskaber, tid i lange baner, en hverdag uden planer og pres, nye, gode kombinationer af familietid og arbejdstid, og ikke mindst mulighed for at mærke andre lag af expat-tilværelsen. For uden besøg, rejser og den konstante væren i gang, hvordan er det så egentlig at være os og være lige her? Når det hele får lov at lukke sig lidt mere om sig selv og ikke i lind strøm bliver næret udefra?

På en besynderlig måde er det som om, at coronaen har givet os den første regulære smag af hverdag. I en tid hvor absolut intet er, som det plejer, har vi fået lov at fornemme almindeligheden. Den ene dag tager den anden, alle har de mere eller mindre samme indhold - motion, pool, mad, leg, skærm, samtaler, krydret her og der med en legeaftale, en gåaftale, en middagsaftale, en soveaftale, en lørdagstur til en ny fiskesø, eller en søndagstur på stranden.

Og det er godt for os. Jeg tror virkelig på, at det er godt. Lidt rutiner, lidt kedsomhed, lidt længsel, lidt kreativitet, lidt af det hele i al almindelighed. For sådan er det også at være flyttet til et andet land. Vi har bare haft skruet fuldt op for besøg og eventyr og derfor måske ikke mærket det så meget eller så længe ad gangen. Dette er bare en anden side af den tilværelse, som vi sikkert var landet i før eller siden alligevel. Og som jeg sætter pris på, at vi er landet i nu, fordi jeg tror, at vi trængte til det.

Vi kunne godt have brugt det meste af vores tid på at ærgre os over, at vi ikke kom til New York, til Danmark, til Florida denne sommer. At vi ikke fik lov at få alle de knus og kram og nyopgravede kartofler, som vi havde set frem til. At vi ikke fik alle forårets og sommerens besøg her og kunne byde på sus og dus og varme, glade dage.

Vi kunne godt have brugt tiden på at blive rigtig bange, fordi tallene nu igen stiger her, og alting har lange udsigter. Fordi dette lands skyggesider vedbliver at vælte frem, og dybe, dysfunktionelle strukturer vækker protest og oprør. Fordi den politiske håndtering lider af ekstrem mangel på netop politisk håndtering.

Men det gør vi faktisk ikke. Bruger tiden på det, altså. Vi taler om det, søger at blive klogere og udvide egen horisont, tager vores forholdsregler. Og lander igen og igen ved, at så mange har det så svært, og at vi er meget heldige.

Vores Katy-bobbel er intakt på godt og ondt. Nationaliteter, religioner, kulturer, farver lever side om side, hilser godmorgen, smiler og er sammen om at oprette og vedligeholde samhørighed. ‘Vi kan godt det her’ er stemningen på morgenturen rundt om søen. Det giver tryghed.

Og samtidig er Katy i al sin forskellighed også enormt konform. Alle, der bor her, er velstillede, alt er pænt og friseret, alle forhaver ligner hinanden, alle huse har de samme farver. Det rejser så til gengæld, i hvert fald i mig, nogle stille strømninger af utålmodighed og leverpostej. Og hvis der er noget, jeg altid har frygtet, så er det at have leverpostej flydende i årerne. ‘Jeg vil mere’ er mit indre modsvar, uden at jeg endnu helt ved, hvad dette mere er for mig og for os.

Så der er nye, spændende indre spænd at undersøge, samtidig med at taknemmeligheden over netop at være trygge og have det godt midt i alt dette selvfølgelig er kæmpe stor. Ikke mindst fordi vores kære i Danmark også har det godt.

Følelserne omkring det at leve dette expat-liv bølger frem og tilbage, og det har de sådan set gjort hele tiden. Intet er entydigt, så meget har jeg i hvert fald sanset. Men lige nu er vi lige her, og det er måske faktisk alt, vi behøver at vide og være. Når alt ligger åbent, men intet er åbenlyst rigtigt, som en kær veninde udtrykker det, så er lige nu lige her nok det eneste sunde sted at opholde sig.

Vi keder os i øvrigt heller ikke for alvor. I hvert fald ikke målt i antallet af besøg på skadestuer i den seneste tid.

Jeg nævner i flæng: forstuvet fod, allergisk øjenreaktion, brækket tommeltot, flænge i hovedet, møde med stingray.

Skadestuen er sådan set det sidste sted, man har lyst til at opholde sig i denne tid, men der har ikke været noget at gøre. Ellens flænge på toppen af hovedet efter et barsk møde med poolkanten var en slem forskrækkelse for os alle, hvorimod vi efterhånden er ved at være vant til diverse forstuvninger, brud og allergiske reaktioner. Men hun er så sej, den lille mus, uendeligt tapper midt i blod og panik og hast. Og alt helede heldigvis helt, som det skulle.

Derfor var det også en kæmpe glæde at kunne køre til stranden få dage efter, at hun havde fået sine klemmer ud. Første tur til havet for at bade i år, og ja, vi var kåde som kluntede køer, der bliver lukket på forårsgræs. Høje på horisont, bølgeskvulp og ‘sidste mand i er en rådden banan’ stormede vi hvinende, tumlende og klodsede ud i havet, og der fik min store, stygge menneskefod åbenbart forskrækket en stingray så meget, at den gik til angreb og stak sit giftige spyd ind i min ankel.

Hvem havde troet, at badeturen kun skulle vare tre minutter? At ingen ville komme længere ud end til knæene? Og at jeg skulle stifte bekendtskab med en smerte værre end noget, jeg nogensinde har prøvet? Vi fattede simpelthen ikke lige først, hvad der var sket, halvdumme danskere, som vi er. Men meget hurtigt røg vi til et nærliggende hospital, og der havde jeg så min første tur på skadestuen iført intet andet end badedragt. Jamen, hvorfor ikke?

Heldigvis heler også dette sår, som det skal, giften er håndteret, og jeg er en sørøverhistorie rigere. Så dette er ingen klagesang. Eller en lang liste over, hvor ondt tiden gør. Det er snarere en hyldest til dette sælsomme liv og til det underfundige i, at for hver gang vi overlever, så lever vi lidt mere.

Lige nu planlægger vi sydstatstur i autocamper. Vi glæder os ufatteligt meget til at komme på vejen igen. Børnene er begyndt at pakke, selv om der er en måned til. De ville så gerne have været i Danmark denne sommer også. Det ville vi alle, så det har været en lang og svær beslutningsproces. Men USAs grænser er lukkede, og vi ville ikke kunne komme ind i landet igen, og sådan gambler vi ikke. Derfor er det skønt nu at have denne tur at se frem til; det er herligt at mærke børnenes begejstring; og det er stort at se dem overkomme sig selv igen og igen, når det hele lige strammer lidt.

Vi har sagt til dem, at om ikke før, så tager vi hjem og holder jul. Så kan det godt være, at der ikke venter os nyopgravede kartofler, men så brunede da. Og lige så mange knus og kram. Mindst. Vi har i hvert fald opsparet en meget stor mængde at dele ud af.

God sommer og lev nu livet. Det er for dyrebart til at blive passet alt for meget på.

Bisou,

Sara <3