Tid og sted og nye balancepunkter

Julen er ovre, et nyt år er i gang, på søndag bliver vores to drenge 12 år, og lige nu blæser det op til fuldmånestorm i ellers velfriserede Katy.

Luften er trykkende, der er torden under opsejling. Og noget trykker også lidt i mig, uden at jeg helt ved hvad. Så nu får det lidt skriveluft, og så må vi se. Indre uvejr behøver det i hvert fald ikke trække op til.

Jul, 2020, 12 års fødselsdag, Danmark, USA.

Tid og sted er mærkværdige størrelser. Tiden går. Eller kommer. Steder er noget ydre, geografisk. Og noget indre, tilstande vi kan lande i.

Nogle taler om, at tid og sted helt ophører i andre dimensioner. At vi som mennesker på planeten Jorden har brug for tid og sted som rationalitetsrammer, vi kan udfolde os inden for. Men at vi i mere sjælelig og energetisk forstand opererer anderledes og uden sådanne rammer.

Jeg får nogle gange lov at mærke lidt ind i de dimensioner i mine sessioner. Og lige der føles det som det mest naturlige i verden, at vores gængse rammer flyder ud, og sammenhænge viser sig på tværs. Jeg glider bare med, nysgerrig, åben og selv lidt ude af fast form.

Og samtidig er jeg og vi jo netop dét – mennesker med en tilsyneladende fast form. I en bestemt tid og på et bestemt sted.

Måske er det i virkeligheden dét, der trykker lidt i dag: det med både at være sjælelig energi og fysisk menneske med personlighed, krop, historie og forpligtelser. Forenelsen. Balancen. Inde eller ude af flow.

Fra mange sider skrives der om, at årsskiftet har store justeringer med sig. Som om vi alle har fået til opgave at finde nye balancepunkter. Balancepunkter, der indeholder et andet blandingsforhold mellem sjælelig energi og menneskelig personlighed. Det er vores kollektive udviklingspunkt lige nu.

Og jeg mærker det indeni, når jeg kommer ind og får fat. Som dette tryk. En stille summen, som en kalden på mere ærlighed, mere ansvar, mere renhed.

Og derfra starter tankerne om tid og sted.

På mange måder virker det så tilfældigt – at vi er lige her, lige nu. I Texas, januar 2020. Chancen bød sig, omstændighederne var rigtige, vi greb den, men kunne måske lige så godt ikke have gjort det. Det er underligt at lege med tanken om, hvordan det så ville have været. Hvem vi ville have været. Hvad vi ikke ville have oplevet, om vi ville have følt, at vi manglede noget.

Samtidig har jeg trænet længe i ikke at betragte noget som helst som en tilfældighed: hvem jeg møder, hvad jeg bliver opmærksom på, hvilke ord der hæfter sig i min hukommelse, hvad vi oplever, hvor vi er, hvornår, når noget smerter, når noget trykker, når idéer lander, når smukke tilstande folder sig ud.

Tænk engang hvis det alt sammen sker for at bane vejen for, at den sjælelige energi kan komme endnu mere til udtryk gennem det menneskelige filter. Tænk hvis vi kan bruge det hele på vejen mod vores næste balancepunkt. Tænk hvis det er dét, som det hele mere eller mindre drejer sig om.

I dét perspektiv får alt et andet skær. Den stille trykken indeni bliver mere meningsfuld. Taknemmeligheden over julens fantastiske oplevelser med min familie bliver endnu større. Tanken om de mange måneder, der går, til vi ses igen, bliver mere tålelig. Det faktum, at vores drenge skal fejre deres fødselsdag i et andet land end det land, de er født i og elsker højest, bliver en slags ekstra fødselsdagsgave, som de måske først får pakket rigtigt ud om flere år.

Allermest mærker jeg dog, at jeg inderligt synes, at denne klode, som huser os alle i tid og sted, fortjener at blive opfattet som mere end blot en tilfældig træningsplads til udvikling af nye balancepunkter. Eller rettere, så tror jeg faktisk, at Jorden kun meningsfuldt kan være den træningsplads fuldt og helt, når vi bevidst anerkender den for at være det og dermed åbner for at lade endnu mere sjælelig energi strømme hertil. Det lader faktisk til at være missionen for rigtig mange, og således går det hele smukt i ring.

Det enkelte menneskes bevidsthed og den kollektive bevidsthed skubbes kraftig til lige nu. Det må godt kunne mærkes. Vi er her, og vi er her sammen. Vi bærer ansvaret, hver især og sammen. Vi er ikke alene, vi er bare på vej. Altid.

Bisou,

Sara <3