• Sara Hoejslet

Skolegang og dannelse



I aften tordner det i Katy. Regnen skyller vedvarende ned ad ruderne, lynene lyner himlen kortvarigt op, og bragene er lange og brølene. Kim er ude at rejse. Mine børn sover trygt og godt. De to store på samme værelse, som de har gjort det stort set hele deres 11 år lange tvillingeliv. Den mindste i sin fars side af sengen.


Jeg er vågen. Ikke anspændt og bange. Bare ekstra vågen. Opmærksom. Så nu har jeg sat mig med min te og vil lade den opmærksomhed dale ned i ordene her. Som den sne, der åbenbart stadig falder lidt af i Danmark. Det føles vigtigt. Nogle overvejelser omkring skolegangen her og om dannelse generelt i et måske lidt anderledes perspektiv presser sig på.


Når ikke det er tordenvejr, skinner solen for det meste nu. Her er varmt, sommeren er på vej, om under tre uger får børnene sommerferie. I næsten tre måneder. De glæder sig. Skolen er så småt ved at gøre klar. De store har store tests. Den lille har lidt mindre tests. I denne uge er der teacher appreciation week, hvor man er velkommen til at medbringe en ting som tak til sin lærer for året, der er gået. Herovre underviser lærerne på ét klassetrin, så næste år er det nye lærere, og der skal siges pænt farvel. På fredag, i anledning af morsdag på søndag (endnu en STOR ting her), er alle mødre i kindergarden (0. klasse) inviteret til spa-event (se den fine invitation på billedet øverst). Så Ellen og jeg har leget med make-up, neglelak, læbestift og hårdutter, så vi ligesom er klar (det gik overraskende godt med neglelakken).


Inden for bare den sidste måned, har der på skolen desuden været Dads & Dudes (aften for far og sønner), field trip (tur ud af skolen), carnival (tivoli på skolens legeplads), field day (kæmpe sportsdag på skolen), library week (bogudsalg), muffins with mom (fælles morgenmad), indsamling til flere forskellige velgørenhedsting mm.


Jeg skriver det ikke for at udtrykke overvældelse, men mere for at give et indtryk af, hvor meget der rent faktisk sker på vores skole af extra-curricular activities, som man måske kan kalde dem på engelsk. Det er ikke begivenheder, man behøver deltage i, men der er en stærk kultur for samhørighed og let’s have fun together, og det er sider af skolelivet her, som for mig at se balancerer den insisteren på hurtig og massiv læring, der også hersker. Så vi deltager i det meste.


Børnene har nu været her så længe, at de er begyndt at få karakterer (de to store) på lige fod med deres klassekammerater. Tidligt, tidligt at få karakterer i 4. klasse set med danske øjne (det starter nok faktisk længe før 4. klasse her). Og farligt måske, hvis det ikke bliver sat i en sund kontekst derhjemme. Det samme med mængden af tests, der kontinuerligt er en del af dagligdagen. Ikke bare de store STAR-tests i slutningen af skoleåret, men også alle mulige større og mindre tests i alle fag i løbet af skoleåret. Jeg er ikke og har ikke været i bekymringsmode omkring det. Det ville bare smitte børnene, og desuden har vi alle haft brug for at sanse, hvordan tingene fungerer her, før vi kan danne faste holdninger omkring det. Det er min oplevelse, at alle tests bliver brugt direkte og konstruktivt ind i undervisningen og arbejdet med den enkelte elev. Vores børn er så heldige at få ekstra sprogundervisning, fordi de som tilflyttere fra et andet land kører et ESL-spor (English as a Second Language). Og her tages der bl.a. fat i noget af det, testene viser, at der kan arbejdes mere med. Så alle er med, on the same page.


Men har de mange tests en pris? Har lærerskiftet en pris? For ikke at tale om, at alle klasser også kun er for ét år ad gangen? Når jeg stiller de spørgsmål, kan jeg hurtigt blive trukket ind i sådan en ’det-går-ud-over-kontinuiteten-tankegang’. Kontinuiteten i undervisningen uden mange afbræk til tests; i at have de samme lærere fra år til år; i at skabe vedvarende venskaber og se de venner i klassen hver dag. Men det føles som om, at den konklusion går kontra på det, mine børn oplever i det daglige. Som om den er gravet frem fra et gammelt kritisk sted i min hjerne, som ikke har lyst til at tage andre nuancer med i betragtning. Ikke at jeg nu vil til at gøre det amerikanske skolesystem til bedre end det danske. Det ved jeg for det først alt for lidt om begge til at gøre, og for det andet er det faktisk det direkte modsatte, der er min pointe her: jeg vil IKKE favorisere, bare prøve at lande mine betragtninger lidt.


Men hvorfor så sammenligningen her? Fordi den føles vigtig. Som en hjælp til at se, hvad mine børn henter og har hentet. Og som en åbner ind i nogle betragtninger om dannelse generelt.


Ja, der er kønsopdeling i en del af de aktiviteter, der afholdes på skolen. Ja, den er tydelig i påklædning, farver og kaldenavne. Og ja, jeg synes, at det kan betragtes som et tidligt led i en større samfundsmæssig og kønsmæssig problematik.


Ja, der bliver sendt mellem 3 og 5 sedler hjem hver uge, foruden det børnene har arbejdet på i ugens løb. Sedlerne er kalendere, invitationer, informationer, alle printet på farvet papir og sjældent på begge sider. Igen: tidligt led i en større miljømæssig problematik.


Ja, PE (physical education, det tætteste vi kommer på idræt) foregår i enorme grupper på omkring 100 børn ad gangen, der er ingen omklædning og intet bad bagefter. De sveder så heller ikke, fordi udfoldelsesgraden i gymnastiksalen naturligvis mindskes med antallet af elever, der skal være der samtidig. Læg det sammen med den i danske øjne aldeles ulødige kost, der serveres i skolens kantine, og som langt hovedparten af børnene indtager hver dag. Samt den udendørs legeplads, der kun bruges i godt vejr. Er der regn, optræk til regn, eller spor efter regn, holdes børnene inde, hvilket står i skærende kontrast til de gange, jeg har hentet mine børn i dansk skole og børnehave i tunge, våde flyverdragter, mudrede støvler og med frisk luft i lungerne. En gang til: tidligt led i en større sundhedsmæssig problematik.


Ja, mine enæggede tvillingedrenge afvejer ikke grundighed og hurtighed på samme måde, det ses (overraskende) lidt i karaktererne, og de kan ikke undgå at sammenligne. Det kan vi som forældre heller ikke. Jeg ønsker IKKE, at de karakterer og arbejdet bag skal blive et led i en større relations- og præstationsmæssig problematik mellem dem, så den her går jeg direkte ind i, mens jeg fejer mere for egen dør og gør mit derhjemme hvad angår de fire andre (og det skal man jo gøre først, men spørgsmålet er, om det er nok i disse sammenhænge?)


På den anden side:


Aldrig har jeg fået så mange mails med så anerkendende ord om mine børn, som fra deres nuværende lærere. Ord, som fanger børnenes personlighed og fortæller mig, at de bliver SET.


Aldrig er mine børn kommet hjem i samme grad som nu og har fortalt om, hvordan de er blevet belønnet for god opførsel, fagligt eller socialt.


I dag var det Ellens tur til at få en såkaldt WOW ticket. En særlig anerkendelse, som ligger over de sædvanlige blå sedler, der uddeles til dagligt for god indsats, og som kan byttes til alt lige fra blyanter til frokost med læreren. Ellens WOW blev hun sendt i computerrummet for at modtage, mens det samtidig blev filmet og sendt live ud i alle klasser. Så August og Valdemar har i dag siddet sammen med hele deres klasse og glædet sig over at se deres lillesøster tone stolt og lidt genert frem på skærmen. Og hun var umådeligt stolt, da hun kom ud fra skolen i dag med et stort WOW klistermærke på tøjet.


Aldrig har så lidt af vores snakke centreret sig om udfordringer med andre i klassen eller ærgerlige hændelser, hvor enten mine eller andre børn eller begge parter har gjort noget dumt i skolen.


Skolen, hele skoledistriktet her, arbejder med såkaldte core essentials. En ny for hver måned. I hver klasse får en elev så hver måned en pris for at have levet særligt op til den pågældende værdi. Nogle eksempler fra de forgangne måneder: compassion, self-control, service, individuality, hope, perseverance. Månedens essential bliver introduceret af skolens counsellor (skolerådgiver), holdt i fokus af lærerne og evalueret med uddelingen af prisen i de enkelte klasser.


Vi har herhjemme konstateret, at dette insisterende fokus på at fremhæve det gode på alle måder virker mere konstruktivt end den ofte langvarige centrering om problemerne, vi oplevede i skolen i Danmark. Det får ganske enkelt børnene til at gøre sig mere umage på mange områder. Og videre endnu håber jeg på, at blikket for det, der kan fremhæves som godt, bliver et, mine børn også tilegner sig.


At kunne se det gode i andre. Og i sig selv.


Det må og skal mindst stå på linje med det fokus på at klare sig fagligt godt, der hersker her. Langt mere end i Danmark. Nok fordi det er mere nødvendigt end i Danmark. Alting tæller og bliver lagt på den vægt, der afvejer din fremtid – kan du komme på college, eller kan du ikke? Hvis ikke der er penge i baglandet (og det er der i mange tilfælde ikke, fordi college her er det direkte og dyre modstykke til at tage en SU-berettiget universitetsuddannelse i Danmark), så er alt op til dine karakterer og dine evner udi sport. For så kan du MÅSKE få et scholarship.


Men når de at finde sig selv i ræset, de unge mennesker? De starter tidligere i skole her; er langt inde i high school, når vi er i gang med at afslutte 9. klasse i Danmark, og er ofte færdige på college helt i starten af tyverne. And then what? Her i Katy, som er en meget pæn Houston-forstad, møder jeg hver eftermiddag ved skolen en kæmpe flok af kvinder, der lige som mig er stay-at-home-moms, som ikke har arbejdet siden de fik børn, trods diverse college degrees. En del fædre også. Der er mange one-income families. Og det virker som helt nødvendigt, når jeg hører om, at hvordan børnene skal køres til dance, soccer, baseball, extra classes, tutoring etc. MANGE gange om ugen. Hvilket så igen bevirker, at deciderede legeaftaler er en sjældenhed, fordi der ikke er tid i hverdagen. Det prioriteres ikke. Har det så en konsekvens for udfoldelsen af evnen til at være tæt med andre mennesker, også over tid og igennem meget? De dybe venskaber? Det ved jeg ikke endnu.


Pyh, så strammer det i mig. På både barnets og den voksnes vegne. Og det kan jeg slet ikke tillade mig at lade det gøre. For jeg bor i det frie valgs land! Og selv om jeg da også synes, at min lille pige skal have lov at gå til art classes, så vælger vi ikke den helt store travlhed til. That is not why we are here.


Dannelse. Tænkeevne. Skelneevne. Det sunde valg. Det sunde offer. Jeg mærker nok i stigende grad, som jeg selv udvikler mig, at der er ting, jeg har ansvaret for at tilføre i alt det her. Sjovt nok talte jeg i går med Camilla Nymand, som jeg tager min uddannelse hos, om at den i langt højere grad er en inddannelse. En træden længere ind, på nye måder, en aflæring i lige så høj grad som en tillæring. En kommen tættere på mig selv og de store forbindelser, og ikke (bare) en kognitiv mestring som mange af mine tidligere uddannelsesforløb.


Jeg er pt meget optaget af bl.a. Brenée Brown, der i mange år har studeret skam, mod og sårbarhed, og som nu i høj grad historiefortæller sin forskning (hvis ikke du har set hendes talk, der lige nu er at finde på Netflix, så drøn derind, den er tankevækkende, tårevækkende, hjerteåbnende). Brenée viser, at mod og sårbarhed, courage and vulnerability, er det samme – at du ikke kan være modig uden også at være sårbar. Og at hele livet egentlig handler om at være netop de to ting; om at turde gå ind i arenaen og blive set for alt hvad du er. At turde falde. Og rejse sig igen.


Jeg ELSKER, at verden (i hvert fald noget af den) kan have sådan nogle samtaler nu. Det er et sundhedstegn. Og jeg mærker, at dét for mig er den helt store vægt. Den, der afvejer selve livet, og ikke bare din uddannelsesvej. Hvor meget tør du mærke, hvad der (også) er dig? Og hvor meget tør du vise det frem? Ikke i et hastigt like-baseret anerkendelsesridt, men fordi du ved at lade dig se, inviterer andre til at lade sig se. Og fordi det er det smukkeste og tætteste, vi kan komme på hinanden og på at overkomme os selv.


Der er samtaler, vi må have i vores familie. Enkeltvis og tilpasset. Der er møder og gensidig seen, vi endnu har til gode. Det her liv tilbyder læring – uddannelse og inddannelse – på så mange planer. Altid. Både når vi er allermest ivrige for og allermest trætte af at skulle lære. Og når vi er alt derimellem. Noget læring er på bagkant, noget på forkant, noget er gentagelsens fortjeneste, og noget indfinder sig som et nyt perspektiv lige midt i det hele. Og af det hele vokser vi. Også af forskellene.


Livets skole – ha! Tak for lektionen i en sen aftenstund. Nu er regnen stilnet af og bragene har lagt sig. Jeg vil ind og tage min lille datters hånd – og knurre hø til geden, som min kære svigermor siger, med gedigen midtjysk accent.


Bisou,

Sara <3



68 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon