• Sara Hoejslet

Siden sidst + ting jeg undres over + sprogkoks



Jeg tager tilløb. Til et skriv, der trækker langt ind under min overflade. Fordi jeg er i gang med en proces, der gør det samme. Pudsigt nok virker det til, at mit tilløb bliver bedst, hvis jeg holder det let. Fjerlet. Så mens jeg processer, kommer her en tre i en’er: 1) Lidt fra den perlerække af begivenheder, vi har fornøjet os med i de seneste uger. 2) Et par undrende danske øjenbryn, der lettere rynkede oppe under hårgrænsen også får lov at få en stemme. 3) Lidt guf fra den stigende mængde af sprogkoks, der sniger sig ind i vores vokabular.

1) Siden sidst har vi:


*Inviteret drengene en tur i Cirkus Texas. Vores forberedelser bar frugt, og vi havde en fest. Ellen var den mest mageløse cirkusprinsesse, og jeg har stadig blå mærker efter klovnens mange mislykkede artisterier.


*Været til skotsk aften hos nogle af vores naboer. Jeg nævner i flæng: Haggish. Wiskeysmagning. Kilt. Sækkepibe. Folkedans. Selv om jeg ikke er den store danser, var jeg markant bedst til det sidste (det foregik før wiskeysmagningen).


*Afholdt top-dansker-søndag. Først med finalen i verdensmesterskabet i herrehåndbold. Det var vitterligt verdensklasse. Så ud at fejre sejren med super frokost på en klassisk amerikansk café, der ligner et nedlukket skodsted udefra, men indeni var super sprødt, frisk og lækkert. Og naturligvis – gode gamle IKEA at slutte dagen af på… Åh nej, jeg er ikke god til det, men vi fik dejlige grønne planter til huset, og de pynter.


*Sat Ellen op i tid i skolen, så hun nu får Specials med (musik, formning og gymnastik på skift) samt når at have to sprogundervisningssessioner på en dag. Det gør en kæmpe forskel. Hendes kreativitet blomstrer i fuld flor og bliver virkelig næret i skolen, og det samme gør hendes engelsk. Hun er begyndt at tale meget mere i skolen, og hun kommer hver dag hjem og beretter om de nye ord, hun har lært. Den anden dag foregik det sådan her:


Ellen: ’Mor, jeg har lært et nyt ord i dag!’

Mig: ’Ej, hvor godt. Hvad var det så for et ord?’

Ellen: ’Tree.’

Mig: ’Tree? Lærte du ikke også det den anden dag?’

Ellen: ’Jooo, men nu har jeg lært at sige little tree!’


Dagen før havde hun lært to ord: Candy & cake. Very useful! Little tree smeltede på en eller anden måde mit hjerte lidt mere.


*Været til basketballtræning og kamp med drengene tre gange. De er på begynderholdet sammen med en flok drenge, der lige som dem selv ikke har gået til basketball før. De andre drenge har vist aldrig rigtig haft en bold mellem hænderne før. You do the math! Resultat = tabte kampe. Er der noget, vores drenge ikke gider, så er det at være på det tabende hold. Så de fighter. Lærer. Rykker sig. De er endda begyndt at gå hen til en af naboerne et par gange om ugen for at få lidt ekstra træning og lære reglerne bedre at kende (kunne man bare tage ved som i håndbold, så var det ingen sag!). Men øvelse gør mester, og vi kan allerede se en kæmpe forskel. Vigtigst af alt så har drengene fået smag for sporten; og man kan se det i hele deres måde at gå til det på. Så bliver nederlagene mindre, og det gør ikke helt så ondt at tabe.

Værre er det så for moren! Jeg formår ligesom ikke at fatte, at vi nu sidder på sidelinjen og er tilskuere til et boldspil, jeg absolut intet aner om. Så jeg kæfter op i lige så høj grad, som jeg altid har gjort til håndboldkampene. Jeg lyver ikke, forleden lavede Valdemar det der tegn, hvor hånden kører frem og tilbage foran halsen ud til mig. Død over kvindemennesket! Jeg har efter den oplevelse bestemt mig for at sidde og presse læberne sammen med alle ti fingre i samtlige 4x8 minutter. Og jeg har mareridt over, hvor mange traumer, jeg nok allerede har påført mine stakkels drenge!


*Taget et 6 timers laaaaaaaaangt online teorikursus og været til køreprøve for at få et Texas-kørekort. Vi bestod begge køreprøven, som foregik i en af de ældste og mest lurvede biler, jeg endnu har set herovre. Med en motorsagkyndig, der snakkede uafbrudt. Jeg kan næsten ikke undlade at fortælle, at Kim bestod med 91 ud af 100, mens jeg bestod med 98! Yes, I am officially the better driver. Hvem havde troet det? (Jeg kan så sagtens undlade at fortælle, at Kim var oppe først og lige nåede at overdrage alle fælderne på vores hemmelige sprog dansk). Og ja, de to minuspoint fik jeg i min parallelparkering - surprise!


*Haft en dansk familie til brunch (Kims kollega, hustru og to børn). Det var så hyggeligt, og børnene glædede sig virkelig meget ved udsigten til samvær med nogle, man kunne tale dansk med! Oven i købet havde de både hjemmelavet hindbærsyltetøj og hjemmelavede hindbærsnitter med. Lækre sager som på en eller anden måde bare bliver endnu mere lækre herovre, fordi det smager af hjemme. Hjemme… jeg tænker over, om det tipper på et tidspunkt. Om hjemme bliver her. Jeg håber i hvert fald inderligt, at det OGSÅ bliver her. Sådan inden alt for længe. Let’s see about that.


*Været til fødselsdagsfest for en af drengenes kammerater i en kombination af et bowlingcenter og en spilarkade. Og lige der midt i bip bip, lys, blink, pizza, sved og skinnende børneøjne stod jeg og fik en yderst berigende snak med kristne, amerikanske Susie og buddhistiske, japanske Rika om tro, religion og spiritualitet. Syret! Og meget hjertevarmende.


*Haft familieråd angående det faktum, at Valdemar konsekvent bliver kaldt enten Voldemort eller Vladimir herovre. Ikke af ond vilje, det er nok bare svært at dreje tungen anderledes, men Valdemar synes ret selvfølgeligt ikke, at det er det fedeste i verden. Løsningen er derfor blevet, at Valdemar må tage sig et amerikansk navn, ganske som kineserne gør. Han har bestemt sig for Val, hvilket jo bare er en forkortelse. Men den kan udtales. Så nu skal hans omgangskreds bare have afinstalleret Voldemort/Vladimir og kodet Val ind i stedet. Det sker ikke lige over night.


*Været til Super Bowl-aften hos vores amerikanske venner. Vi var en stor flok, alle medbragte noget spiseligt, man skovlede op på sin tallerken og plantede sig i det imponerende home cinema for at se kamp, spise og drikke. Jeg fik lært en god del om American football den aften. Og om uformelt samvær amerikaner-style. I like!


*Været til den første hot yoga time ud af forhåbentlig mange. Den her gælder kun mig (ha ha, dør næsten af grin ved tanken om Kim til hot yoga). Jeg tror, at jeg svedte mere, end jeg har gjort de sidste tre år. Sammenlagt.


Nu glæder vi os til at være værtsfamilie for to gymnaster fra Verdensholdet. De kommer på fredag, og drengene mener, at det må betyde fritagelse fra skole og alt muligt. Let’s see about that, too!


2) Det med de undrende øjenbryn:


Der er meget, der er anderledes her. Og anderledes er neutralt, uden dømmen. Så er der de ting, som er fantasiske. Det er positiv bedømmelse. Og endelig er der nogle ting, som jeg har virkelig svært ved ikke at vende tommelfingeren bare en lille bitte smule nedad til. Mest fordi jeg synes, at det har nogle omkostninger for især vores kære fælles klode, som jeg så gerne vil, at vi tager ordentligt vare om. Men også for os selv og hele vores fysiske apparat, som vi kun har til låns og derfor må passe ekstra godt på. Jeg går til det med humor – her kommer første del af ting, jeg undrer mig over:


*Størrelsen på vores vaskemaskine. Jeg skal virkelig lade være med at vaske i RIGTIG mange dage for at fylde tromlen bare nogenlunde op. Ofte er jeg nødt til at vaske, selv om den kun er halvt fuld. Og der er ikke en halv-fuld-knap. Oveni er den så topbetjent, hvilket betyder, at jeg nærmest må lette fra jorden for at nå det sidste tøj på bunden. HVEM er de maskiner bygget til?


*Mængden af skrald. I vores kvarter får man tømt skraldespande TO gange om ugen, mandag og torsdag. Vi har en kæmpe skraldespand samt en til plasticflasker og en kasse til pap, dåser, glas. Vi køber ikke plasticflasker, så den skraldespand er aldrig ude. Pap og glas har vi lidt af hver uge, ikke meget. Vores skraldespand fylder vi knap op på en uge, så det er ikke hver gang, vi kører den ud. MEN samtlige naboer kører hele artilleriet frem, mandag og torsdag. Og det skønt de typisk har TO store skraldespande plus en til flasker plus en til genbrug. Lågene kan næsten aldrig lukkes. Nu har jeg ikke ligefrem været ovre og rode i nogens skraldespand, men jeg FATTER det ikke! Hvordan kan man producere så meget skrald på så kort tid? Forbrugsmønstre og spisevaner er afslørende anderledes (i knap så neutral forstand) her!


*Afstande, der tilbagelægges i (STORE) biler. I Texas er ALT stort. Og mange strækninger er lange. Men jeg forstår ikke, at man, når man nu er så heldig at bo klods op ad skolen, alligevel vælger at køre sine børn i skole. Og holde i kø. Og udstøde alt muligt hostefremkaldende for de stakkels mennesker, der står med skilte og dirigerer trafikken, og for alle dem, der trods alt vælger at gå eller cykle. For slet ikke at tale om dillen med at starte bilen for at køre hen og tømme postkassen. What on earth? Vi taler altså om bittesmå postkasser, der højst står rundt om hjørnet og umuligt kan indeholde mere, end selv en toårig ville kunne bære hjem.


Nå, det her skal tages i små bidder, kan jeg mærke. Så hermed overgang til


3) Sprogkoks:


Det her morer vi os over dagligt. At blive fanget i sprogenes sammenblanding, bogstaveligt talt.


Valdemar var forleden ved at berette om en bog, de læser i skolen i et forløb om historisk fiktion. Bogen handler om 2. verdenskrig og har Ellen og Anne-Marie (bedstemors navn) som hovedpersoner. Den har grebet begge drenge meget. Valdemar fortalte begejstret om alt dette, og jeg spurgte, hvad det mere er, der gør bogen så god. Valdemar svarede: ’Jamen mor, den tager jo plads i København!’ Og jeg blev lige der en tand mere lykkelig, fordi hans svar siger mig, at han – i hvert fald på nogle områder – er begyndt at tænke primært på engelsk (takes place = foregår), som han så oversætter tilbage til dansk, her meget direkte.


Ellen har mere sådan en jeg-opfinder-bare-selv-ordene-tilgang. Hun er begyndt at tale kludresprog med en fin, amerikansk accent, når vi leger, hvilket giver mig muligheden for at svare hende på engelsk (pt. leger vi frisør og skole). Da jeg forleden spurgte hende, om hun havde sagt til sin sproglærer, at hun er glad for de klistermærker, hun får hver gang, hun har gjort det ekstra godt, svarede hun imidlertid: ’Mor, hun er jo en engler’. Og en engler er sådan en, der kun taler engelsk, og som man derfor kun kan tale engelsk med. Det ved enhver da. Men altså, vi kommer tættere og tættere på rent faktisk at kommunikere sådan helt virkeligt med de engler der. Og på søndag har hun sin første legeaftale med en helt rigtig engler.


Alle tre børn bruger nu mere mom and dad end mor og far. Det får mig heldigvis ikke til at føle mig mindre som deres mor. August og Kim har ofte svært ved at finde de danske ord, og jeg selv – det er vist pretty obvious – oplever også, at mere og mere melder sig på engelsk først. So be it. Jeg husker, hvor rædselsslagen min kære far var i sin tid, da jeg efter flere års studiefokus på fransk og især engelsk, vendte tilbage til at skulle skrive på dansk. Alt hans hårde arbejde i mine spæde skriveår, og så var dette, hvad det kunne blive til! Det resulterede i en ekstra lille lektion ud i stavning og kommatering. Jeg håber, at han læser med, derfra hvor han er nu, og at han ikke ryster alt for meget på hovedet. Det er en rejse på alle planer, vi har kastet os ud i. Også en sproglig rejse. Og hvis det betyder et miniopgør med gamle konventioner, så hurra. Jeg tror på, at man hylder frigørelse og frimodighed i himlen.


Over and out på et fjerlet fjolleindlæg, der vist mest af alt signalerer, at alt er godt.


All is well.


Bisou,

Sara <3




122 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon