Septembersol, stilhed og tankestrejf

Så skriver vi medio september, blid efterårsstart i Danmark og stadig meget solrigt og sommerligt i Texas. Vi er langsomt ved at finde tilbage i en form for hverdag oven på de sidste 6 måneders hjemmeskole og sommerferie og coronapåpasselighed i én stor familiær pærevælling.

Vores basser er med stor forsigtighed startet rigtig i skole igen efter de første tre uger hjemme i muttis skolestue, og det er de alle tre meget begejstrede over. Det samme er moren, som dog lige måtte knibe en tåre og vænne sig til den abnorme stilhed i huset.

Drengene går nu i Junior High, og det er på alle måder en kæmpe omvæltning, som de har været klar til. De cykler af sted om morgenen med henholdsvis klarinet og trompet på nakken, har skabe på gangen, har langt mere ansvar for egen læring, skal selv holde styr på klasser og lokaler og lektier og bliver ikke holdt i hånden på samme beskyttende måde som i Elementary School. På trods af travlhed og stramt program tolker de det ubetinget som frihed, og det er sejt, synes jeg.

Ellen går nu i 2. klasse og elsker det. Også selv om det er med maske og håndsprit og alle mulige forholdsregler. På trods af dem lagde hun sig med en ordentlig forkølelse efter bare tre skoledage. Jeg tænker, at bakteriekulturen var blevet noget ensporet og sart efter 6 måneder kun os fem. Heldigvis er det ikke corona (hvilket skal testes og dokumenteres, før man overhovedet må begynde at tænke på at returnere til skolen). Og helt stille er her jo så heller ikke lige nu, fordi hoste og snotnæse og online skolearbejde giver et vist lydtæppe. Så det veksler.

I det hele taget har vi nok taget hul på et skoleår, som bliver meget vekslende og anderledes end de tidligere. Ligeledes med farmandens arbejde, som stadig udføres fra hjemmekontoret. Men sådan tipper båden, og stadig føles det som om, at vi roligt glider fremad. Det er godt.

Det er også famlende, uvist, med mange ubekendte faktorer og store undringer og spørgsmålstegn. Sådan tror jeg generelt livet som expat-familie er, og med coronakrymmel på toppen bliver det ikke et mindre bagværk at bide over. Men så tygger vi noget mere, mærker noget mere, prøver bare at tage det i lidt mindre bidder.

Vores fantastiske tur i autocamper i sommerferien var lidt, som når Ronja Røverdatter genfinder sin elskede skov efter en lang vinter i røverborgen og skriger sit forårsskrig. Det var, som om vi blev levende igen, og eventyret bare ventede på os. Naturen er et af mit livs helt store eventyr. Vi blev i den grad mindet om, hvorfor vi også er her, og det gjorde godt oven på lang tids coronagnaven indeni.

Vi har bestemt os for, at vi ikke vil gå og blive bitre og ærgerlige over, at en del af vores udstationering foregår på de her præmisser. Situationen er ens for alle, og vi kan ikke klage. Det ved vi, og det er vi taknemmelige over. Så når det nu ind imellem stadig gnaver, så er det ikke på øv-vi-bliver-snydt-måden, men på grund af savnet og uvisheden - hvornår mon vi får lov at rejse igen? At komme hjem? At få besøg her? Hvornår får vi lov at se familie og venner igen? At mærke dem? At være der rigtigt for dem i både det glædelige og det svære? Vi var så privilegerede og forkælede med mængder af besøg i det første år, så det er en meget langstrakt kold tyrker, det her.

Som jeg har skrevet før, så er den også af det gode, fordi vi i endnu højere grad er tvunget til at nære os selv, og det dør man ikke af, tværtimod. Men det betyder også, at de store spørgsmål trænger sig på:

Er det det værd? Er prisen for høj? Går det ud over børnene? Skal vi tilrettelægge det på en anden måde? Kan vi overhovedet det i denne tid? Mon det her land formår at vælge en anden retning til november? Er den her kurs overhovedet forenelig med vores værdier? Osv.

Det er mest bare spørgsmål uden egentlige svar. Toner, der svinger lidt i systemet. Vigtige toner, tror jeg. For alternativet er skyklapper og tomme tønders buldren. Og det er der eddermame nok af her lige nu.

Ligesom det er meget lidt konstruktivt at hænge i fortiden, er vi også nødt til at lade være med at opholde os tankemæssigt ude i fremtiden hele tiden. Den findes ikke engang endnu som andet end plateauer af tanker og planer, der hele tiden er til forhandling. Så jeg ser det lidt sådan, at jeg går derud, plukker måske lidt bær, eller sår nogle frø, og så må jeg tilbage, uanset om bekymringer prøver at holde mig fast, eller dagdrømme søger at drive mig længere endnu.

Mine sessioner og min videre uddannelse er gode måder at hente mig selv tilbage på. Det samme er det magiske skrivekursus, jeg er startet på. Mens drengene fornemmer frihed, så giver min skriveskole mig en større følelse af forpligtelse. Men fordi det er at forpligtige mig på min hjertedrøm, så mærkes det udelukkende godt og rigtigt. Og meget nærværende.

Og så har vi aftalt, at den nære fremtid, den som nuet allerede rækker blidt ind i, skal have lidt mere fokus. For at kalde variation, oplevelser og afbræk ind. For trivslens skyld. Så vi planlægger små og længere ture i de kommende forlængede weekender og korte ferier. Tager os sammen for at det hele ikke skal blive så forudsigeligt, at det nærmest er lige meget, hvilken tid hovedet befinder sig i. Ryster posen og slår en streg i sandet, som Valdemar siger.

De siger så meget vigtigt og skørt og sjovt, de tre. Højest griner vi, når det kommer ud i en skønsom sproglig blanding. Ellen omtaler konsekvent drengene ‘the brothers’, uanset hvilket sprog hun lige gebærder sig på. Og drengene synes, at det er irriterende, når den anden ikke lige ‘pay’er attention’ eller gider ‘at show’e det, de sidder med’. Ellen vil gerne fortælle, hvad der lever ‘på bunden af the ocean’ (‘Mom, did you know…’ er sådan hun begynder cirka hveranden sætning), og Augusts ordstilling giver bidemærker i min tunge. Det er underholdende. Især når det lige bliver krydret med trompettrut og klarinetskalaer!

Mens der bliver snakket så meget om, hvornår vi kommer tilbage til normalen efter corona, eller om at vi netop ikke skal tilbage til normalen men har en unik chance lige nu for at skabe en radikalt anderledes verden, så må ruten nødvendigvis starte lige her og lige nu. Med de valg, vi træffer for vores nu. Ansvaret er globalt, ja, men det er også dødlokalt. Det har matrikelstørrelse. Kan aflæses i et køleskab (melder nogenlunde ok) og på den ugentlige rapport over, hvor meget tid man har brugt på de sociale medier (melder langt fra ok). Og på uendeligt mange andre personlige variabler.

Det er det ansvar, jeg går og tumler lidt med og bliver tænksom over. Det, der trækker mig ud i fremtiden og hælder bekymringer ind i min øregang. Og sender mig kærligt retur med beskeden om, at der er flere skridt at gå, mere bevidsthed at hente ind, flere valg at træffe for vores nu. Og kun dermed for fremtiden.

Selvfølgelig er der det. Always.

Jeg gider godt. And so vi tager hul!

Bisou,

Sara <3