• Sara Hoejslet

På kanten af sommer



Varme majhilsener fra Houston, hvor vi har det godt. Vi er muligvis ved at få lidt lejlighedskuller, men vi kompenserer ved at gå ud at spise umanerligt tit, madører som vi er. Her er så mange lækre steder, og vejret og den lykkelige corona-retning herovre har virkelig fået os ud af vores hi.


August er nu gået fra krykker til støvle, som han slæber rundt på sammen med trompeten, fordi Valdemar har meddelt, at hvis August kan gå uden krykker, så kan han så sandelig også bære sin egen trompet. Det var nu heller ikke helt nemt for Valdemar med armen i skinne at tackle både sin egen saxofonkasse og Augusts trompet-ditto. Men det var et tragikomisk og latterfremkaldende syn at læsse dem af på skolen om morgenen, de to sårede vildbasser.

Ellen spiller fodbold konstant. Træning, kamp, og med farmand (og eventuelle kampdygtige brødre) på græsset uden for lejligheden. Hun scorede forleden sit første mål i en kamp, og det var sådan cirka lige så stort som havde hun fundet løsningen på verdens miljøproblemer. Hendes små arme røg i vejret i en rus af glæde. Faren råbte af jubel. Hele forældrerækken gjaldede hendes navn. Og jeg fik som altid tårer i øjnene over vores lille mirakel. Her er hun i udkokset efter-kamp-version.


Det fik også tårer i øjnene, da August og Valdemar, vores to andre mirakler, blev hædret på skolen med uhyrligt flotte priser for at være lige præcis dem, de er, og for hver dag at træffe gode valg, inspirere andre, gøre deres bedste og vise vejen. Deres kvindelige science teacher var så stolt af dem begge to, at der måtte billeder til. Hun trak dem varmt og resolut tæt ind til sig, en på hver side, med kommandoen: ‘Make me look skinny, boys!’ Jeg havde aldrig tænkt på, at man også kan bruge store, dygtige tvillingedrenge på den måde, men så ved man det.


Lærere og vicerektor har ringet og skrevet og berettet om de her to drenge, som var de vitterligt mirakler af en anden verden. Jeg har tudende labbet det hele i mig, hældt det på imaginær flaske, og tænker nu på det som lidt Joof-inspireret glimmer, jeg kan drysse ud over de stunder, der er knap så magiske. For dem har vi også.

Kim arbejder nu både hjemmefra og fra kontoret, der så småt er ved at genåbne. Det er en langsom overgang, men han trives med det og kunne såmænd nok sidde på en banegård og arbejde, så opslugt han er.

Jeg går meget lange ture i min junglepark, hvor fuglene synger, blomsterengene vajer i vinden, og floden glider roligt af sted. Den park opvejer faktisk næsten de lange køreture for mig lige nu. Nøj, jeg nyder det. Også på trods af at jeg ikke har den helt for mig selv. Jeg har mødt flere slanger, og jeg bliver lige overrasket og panikken hver gang. Også selv om slangerne tydeligvis har lige så travlt som mig med at komme væk.


Jeg er blevet så forkælet her på det sidste, og det opvejer også køreturene lidt. Fødselsdag, bryllupsdag, morsdag. Det er egentlig lidt en skam, at de ligger så tæt, for man bliver da helt forvænt! Børnene havde lavet de sødeste kort og kreative udfoldelser til morsdag, Kim ligeså til vores bryllupsdag, og begge gange var de der igen, mirakeltårerne. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg bestemt også forkælede Kim. Han fik et nyt plasticcover til sin mobil. $4 fra Walmart. Og det passede ovenikøbet! Og så lader vi den feministiske tale om kønsroller, arbejdsfordeling, brødbagning, børnebringning, rejseplanlægning, vask, indkøb og rengøring ligge. For jeg er mega godt gift, vi er begge overraskende bevidste, vi hjælper hinanden, og intet af alt det her var muligt, hvis det ikke var for gemalen min.


Noget, der til gengæld trækker gevaldigt ned på kørekontoen, er den fuldstændig forskrækkelige måde, der køres på her tættere mod storbyen og væk fra vores velfriserede, børnevenlige Katy-forstad. Der er altid en eller flere biler, der drøner over for rødt, biler snor sig ud og ind af banerne, og ligeså gør de mange tiggere, der holder til tæt ved de store veje, ingen bruger deres blinklys, bilerne er ofte ramponerede og bulede, og så den værste: mobilos er alt alt for tit i brug og drager øjnene væk fra vejen. Det er ikke for sjov at fragte de førnævnte mirakler igennem det virvar to gange om dagen, og jeg længes pludselig efter alle de langsommelige soccer moms i deres store, sikre, skinnende rene biler. Det er mærkværdigt, at der kan være så stor forskel, ikke bare på trafikkultur, men i det hele taget på så lille en afstand. Vi er ikke i tvivl om, at vi vil tilbage til Katy at bo i efteråret, bare for at slippe for den køretur. Og også for at komme tættere på skolerne og vennerne.

Jeg har haft flere alvorlige samtaler med min indre snob, for det ER godt for os alle at se, at livet i USA er så meget mere end forstadsfacaden. Men jeg er også bare et menneske med hang til bekvemmelighed og gode sager; en livsnyder om man vil. Og jeg vil først og fremmest gerne forsøge at skabe den rette kombination af sikkerhed og eventyr for vores tre poder. Vi nærmer os måske en art kompromis, snobben og jeg, hvor bevidstheden om egne privilegier og lysten til at hjælpe på den måde, man allerbedst kan, et langt stykke hen ad vejen retfærdiggør, at man står ved de privilegier, man har, og nyder dem. I energitermer handler det om vibrationer og frekvenser og om, at vi aldrig hjælper nogen ved at dæmpe vores egen vibration. Tværtimod. I øvrigt er vi alle altid bare på vej, på vores egen rejse mod at genfinde og turde vores eget lys, vores eget værd, hvilket mange kloge folk har udtalt sig om i forskellige versioner, se fx Marianne Williamson og Glennon Doyle nedenfor.

Musikken er med til at holde vibrationen høj på vores daglige køreture. Her er et lille udpluk af vores alsidige playliste. Vi har komponeret den sammen, børnene og jeg, og den opmærksomme og minimalt musikkyndige læser vil bemærke, at det mest er tekster med budskaber og gods i, vi går efter. Hvis altså musikken kan sit kram på lydsiden også. Så er genre og periode ligegyldigt:

Michael Jackson: Man in the mirror

Ava Max: Kings and Queens

Halløj i klosteret: Oh happy day

Clean Bandit feat. Zara Larsson: Symphony

Andrea Bocelli & Celine Dion: The Prayer

Mariah Carey: Hero

Jason Derulo: Savage love

Og mange flere. Vi er ikke kræsne!

Solen og varmen er ankommet for fuld skrue, vi har fået fregner på næser, hænder og knæ, og huden er blevet gylden af de mange gåture og svømmeture i poolen. Jeg er blevet ven med det her forårsklima, og jeg er spændt på at se, om det går lige så godt med det danske sommervejr. For om et par uger kommer vi til DK, og vi glæder os!

Børnene og jeg ankommer i slutningen af maj, kort efter at de har fået sommerferie. Kim kommer små to uger efter. Måske får vi lov at rejse direkte retur til USA medium juli. Måske skal vi fjorten dage før af sted og dandere den i Mexico, før USA vil lukke os ind. Det får vi ikke svar på, før vi er i Danmark og kan ansøge om indrejsetilladelse på den amerikanske ambassade.

Vi skal bo i bindingsværkshuset i engen. Måske får vi lov at få udleveret vores møbler, måske skal vi låne os til senge, gafler og skåle til friske danske jordbær. Det kommer der forhåbentlig en afklaring på i denne uge.

Vi skal ses med dem, der har tid og lyst. Kim og jeg har begge været færdigvaccineret siden april, og vi følger selvfølgelig retningslinjerne. Vi skal grine og snakke og gå lange ture og bade og spise nye kartofler og friskbagt rugbrød og meget mere.

Børnene skal have lov at lege med deres venner. Og det skal de voksne også. Kim skal også arbejde, for sin egentlige ferie afholder han først, når vi kommer retur til USA og skal på vores tredje store autocampertur.

Denne gang, vores sidste sommer her, skal den selvfølgelig have hele armen. Så vi sætter kurs mod først New Mexico, drypstenshuler og sandørken, og derefter mod Arizona, Nevada og Utah, hvor den ene fantastiske nationalpark efter den anden venter på os. Grand Canyon, Zion, Bryce Canyon og Arches er nogle af de store highlights på turen, som i øvrigt også inkluderer en dag i Las Vegas. For det her land er det hele; storslået og skævvredet, givende og krævende, ægte og fake, og vi må have det meste med.

Ud over alt dette dejlige går meget af vores tid lige nu med at kigge ind i fremtidens krystalkugle og forsøge at få øje på det, der lige så stille begynder at tone frem. Ikke blot for efteråret her i USA, men også for tiden derefter. Jeg kan ikke sige så mere lige nu, men jeg lover at folde udførligt ud, når vi lige om lidt forhåbentlig har en afklaring.

Glædelig maj til jer alle og på snarligt gensyn kære, skønne Danmark.

Bisou,

Sara <3

Marianne Williamson in A Return to Love:


“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, 'Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous?' Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Glennon Doyle in Untamed:


“I am a human being, meant to be in perpetual becoming. If I am living bravely, my entire life will become a million deaths and rebirths. My goal is not to remain the same but to live in such a way that each day, year, moment, relationship, conversation, and crisis is the material I use to become a truer, more beautiful version of myself. The goal is to surrender, constantly, who I just was in order to become who this next moment calls me to be. I will not hold on to a single existing idea, opinion, identity, story, or relationship that keeps me from emerging new. I cannot hold too tightly to any riverbank. I must let go of the shore in order to travel deeper and see farther. Again and again and then again. Until the final death and rebirth. Right up until then.”




56 views0 comments

Recent Posts

See All