Nytilflyttere

Et solskinsvarmt blogpip fra Dubai. Vi har nu været her i en måned, og jeg fik lyst til at sætte mig og lave en opdatering her, ikke mindst for min egen skyld. For det går stærkt lige nu, der er rigtig meget logistik, vi forsøger at få styr på, vi danner nye relationer, vi lærer vores nye hus og hood at kende, vi får snart vores første besøg fra Danmark, og i næste uge også vores container. Jeg er lidt træt i hovedet af at hvirvle rundt i alt dette, men slet ikke på en dårlig måde. Det er blot en anelse overvældende, og i den situation ved jeg, at jeg gør bedst i lige at samle tankerne, gøre status og mærke efter.

Vi har boet i huset i godt en uge nu. Nogle dage med gas, andre dage uden. Ligeså med internet. Nu er vi up and running, børnene sover på egne værelser, vi har et bord at spise ved, et stort køkken at kokkerere i, og en pt helt tom have, som der så meget bekvemt kan spilles fodbold i.

Vi (Kim) har fået Emirates ID. Vi (Kim) har fået bank. Vi (Kim) har fået kørekort. Man må lægge i parenteserne, hvad man vil. Så mangler vi bare mutti her og resten af banden. Vi griner lidt ad de mange ture frem og tilbage til forskellige instanser og kontorer. Kørekortet krævede ikke mindre end fire ture frem og tilbage mellem øjentestdamen og kørekortsdamen, før der var bingo. Vores irske genbo sagde den anden dag, at han egentlig synes, at det er relativt nemt at flytte til Dubai for at arbejde - hvis bare man lige kunne holde fri den første måned for at få styr på alt. Det er ikke helt forkert, kan vi konstatere!

Skolen har taget rigtig godt imod børnene, og de er lige så stille ved at omstille sig til nye undervisnings- og læringsformer. Og så gør det naturligvis en enorm forskel, at børnene kan sproget denne gang. Drengene klør på med de mange projekter, der nu fylder i stedet for de ugentlige individuelle tests i USA. De har f.eks. lige skullet designe tre højhuse og indarbejde alle mulige krav og elementer. I Science har de afholdt første gruppepræsentation af et projekt om rummet. Det går rigtig fint med ikke at være i samme klasse, og de finder vej. Ellen er glad for sin klasse også, men hun synes nogle gange, at dagene i skolen er lange (samme længde som i USA, på nær om fredagen, hvor alle har fri kl. 12 - fantastisk). Vi taler om, at sådan føles det nok især, fordi alt er så nyt. Hun lærer fransk og arabisk, og det har vi det sjovt med, selv om det også er svært! Jeg hedder nu mor (dansk), mom (fed amerikansk accent) og mum (stærk britisk accent). Mrs. Wild, som er Ellen's nye lærer, er britisk, og Ellen suger bare til sig som en svamp. Hun drøner rundt i accenter og sprog og har en fest. Jeg lytter og ler og mærker den gave, det her er. Det er lykken for os alle at kunne gå ud i solskinnet om morgenen, cykle tre minutter til skole langs med vand, grønt, heste, ænder, geder og får, sige godmorgen til en masse, man allerede kender, for så at smutte ind på skolen.

Drengene er blevet ældre, kan vi godt mærke. De danner fine relationer i skolen, nyder området her, som de kalder oasen (og det er det vel egentlig også, bogstaveligt talt), tager i fitness, bruger tid på lektier og madlavning, glæder sig til at få sig indrettet på værelserne og til at komme i gang med at spille basketball. De mærker også den nye frihed - går selv på cafe om eftermiddagen, cykler selv rundt i kvarteret og udforsker, kører lige op og og handler det, de mangler. Sådan var det ikke helt i USA. De er i gang med at finde ud af, hvem de er, og det er ikke altid lige nemt. Nok ikke mindst fordi der altid er en, der ligner en så meget, og så alligevel ikke. De er utroligt tætte og påvirker hinanden på godt og ondt. Jeg kan se mig selv så meget i ønsket om at gøre det godt på alle områder, og jeg håber, at det at lande her vil give dem mere luft. Vi voksne er ved at finde ud af, hvordan vi bedst kan være forældre til de her to skønne teenagere, og hvordan vi skiftevis skal gå lige ved siden af / bagerst og puffe lidt i ryggen / forrest og vise vejen… Følelsen af ikke at være rigtig landet endnu har vi nok alle. Vi er kun lige startet, og der er så meget, der ligger og venter på os. Bl.a. gav vi drengene en vild tur i ørkenen til deres fødselsdag, og den glæder de sig til. Jeg tror, at vi tager på den sammen med en dejlig dansk familie her, der har børn på drengenes alder og lidt ældre. For oplevelser tætner.

Ellen elsker tirsdage, for der går hun til ridning, også lige her, hvor vi bor. Og ellers drøner hun rundt mellem husene sammen med sine veninder og deres små brødre og vågner med et smil på læben om morgenen. Det gør mig så glad. Hun havde meget få legeaftaler i USA og aldrig nogen, der bare var spontane. Sådan er samfundet der slet ikke gearet. Det er det til gengæld her, og jeg bliver varm indeni over at se, hvordan hun griber friheden og nyder samhørigheden med andre. Selvom en lille del af mit moderhjerte selvfølgelig skælver lidt ved tanken om, at vi nok bare kommer til at se hende mindre og mindre fra nu af. But that’s the name of the parenting game.

Fra ingen af de tre basser hører vi brok over at være her, udtryk for at de hellere ville være blevet i USA, eller dyb længsel efter Danmark. Jeg tror, at de har processet rigtig meget på forhånd, imens vi boede lidt på må og få i den sidste tid i USA. Jeg fornemmer også, at vi alle går lidt med følelsen af at være kommet tættere på Danmark, hvilket i sig selv føles dejligt. Vi er spændte på for alvor at tage hul på udforskningen af Dubai og omegn. Lige nu er praktikken nødt til at have plads, og så fylder vi hullerne ud med glimmer (eller sand!), som dagsformen er til det. Vi har været på verdensudstillingen Expo 2020 en enkelt gang, og det var storslået. Der er til mange flere dages spændende underholdning, inden de lukker ned igen i slutningen af marts. Vi har fundet en dejlig strand og set et hav af vilde malls. Burj Khalifa og Marinaen med børn, samt ørkenen og den famøse fredagsbrunch (nu på lørdage, fordi man er gået over til en arbejdsuge, som vi kender den i vesten) har vi stadig til gode. Og meget, meget mere.

Udover at pakke ud, fare rundt, og fylde køleskabet konstant, nyder jeg at gå ture her, nogle gange selv, nogle gange i selskab med en eller flere af de skønne danske damer, som bor her, og som har taget umådeligt godt imod mig. De hjælper og deler og informerer, og det er bare en kæmpe kontrast til følelsen af at stå helt alene, som ramte mig, da vi lige var kommet til USA. Man mødes til kaffe og snak på kryds og tværs, deler stort og småt, er med når man har tid og lyst, og det føles vidunderligt frit. Og så gør sol, palmer og blå himmel mig bare glad.

Forleden aften var Kim henne på fodboldbanen her i The Sustainable City og spille en times mandehørmende fodbold, inviteret med af vores danske nabo. Han kom hjem svedig og virkelig glad over, at den slags sammenhold findes her, også for hannerne.

Vores hus er lyst, åbent, og perfekt til os fem. Vi har ikke pool i haven som i Texas, men der er pool lige om hjørnet, plus fodboldbaner, tennisbaner, cykelbane, legepladser osv. Ganske som det var tilfældet i Texas, er byggekvaliteten her ikke den samme som i DK. Og der er stadig en masse småting, som vi forsøger at få ordnet. Noget går lynhurtigt (f.eks. maling og fugning af fliser), andet ganske langsomt (f.eks. at få gas). Det virker nogle gange lidt tilfældigt, alt efter hvem man lige taler med, men også det må vi lære at sno os i, og lidt kneb har vi allerede luret.

Vi er selvfølgelig stødt på en masse andre kulturelle forskelle allerede, både mellem Danmark og Dubai og USA og Dubai. Det har vi det også sjovt med. Der udnævnes ingen vinder, vi analyserer bare. Holdt helt upolitisk, kan vi konstatere, at trafikken er vild(ere) her, mens maden er tiptop(pest). At bo i falaffen-slaraffen-land er simpelthen en kæmpe glæde. Vi er blevet nødt til at indføre en falaffel-pointskala, og så mæsker vi os i grønt, dadler, figner, hummus, farverige juices, god kaffe og en vældig international restaurantscene. Drengene cykler efter croissanter hos den franske bager, og Ellen kører en italiensk pizza ned uden skrupler. Kim er ude i arabiske grilltallerkner, og drengene og jeg tester de mange fyldige supersalater og retter med solgule poached eggs. Vi må konstatere, at USA har forkælet os godt, og det kommer bestemt ikke til at blive mindre her. Især for sådan en halvvegetarisk, glutenfri fidus som mig er her alt, hvad min mave begærer.

Jeg er i det hele taget oprigtigt vild med den diversitet, der er her. I Dubai generelt, og også lige her på vores egen gade i The Sustainable City. Vi bor tre danske familier, en irsk, en britisk, en italiensk/svensk, en arabisk - og så en masse, jeg ikke kender endnu. Jeg studerer folk og suger til mig af sprog, accenter og faconer, og det pirrer mit sprogøre på skønneste vis. Supermarkederne bugner af eksotisk og velkendt, separate afdelinger med svinekød, honning i kæmpekrukker, og dadler i svimlende mængder. Jeg er slet ikke kommet i gang med at bruge de mange leveringsapps endnu, fordi jeg stadig synes, at det er en oplevelse at handle ind.

Savner vi USA? Faktisk ikke sådan helt vildt (endnu) - igen tror jeg at det skyldes, vi havde et langt og inderligt farvel. Savner vi vores venner i USA? Ja det gør vi! Jeg tror, at vi var klar til springet, vi havde taget tilløb længe, men vennerne, samværet, de dybe snakke og det at være en del af hinandens liv, det savner jeg. Helt på linje med vores mange skønne relationer i Danmark. Men jeg ser der allermest som den kæmpe gave, det også er. Og jeg nyder sådan at mærke kimen til nye, tætte venskaber her.

Vi ved stadig ikke, hvad vi gør med konfirmationer, sommerferie, hundehvalp og øvrige store beslutninger. Mange bestemmelser har vi valgt lige at skyde lidt ud i fremtiden, dels fordi der ikke er mental kapacitet lige nu, og dels fordi vi simpelthen har brug for at bo her lidt for at mærke rigtigt efter.

Min bogskrivning og skriveskoleuddannelse har lidt hårdt de sidste mange uger, desværre. Men det er det med mental kapacitet igen. Plus selvfølgelig hjemmeskoleuge, flytning og alt det ovennævnte. Kun en sporadisk sætning her og der er det blevet til. Men den står i kulissen, bogen, og trækker i mit ærme og hvisker: ‘Kom nu, jeg er også flyttet med.’ Ikke på skam-dig-måden. Mere som et lille vindpust af kreativitet og lyst til at skabe. Jeg glæder mig inderligt til at få mit skrivested skabt her og til at ‘kunne gå på kontoret’ igen. Jeg glæder mig også til at genoptage mine terapier og til i det hele taget til at sætte skub i den del af mit arbejdsliv. Men first things first. Sådan må det være.

Så status er: Vi er godt ankommet, godt igang, godt på vej. Nogle ting er med babysteps, andre ting med syvmileskridt. Vi tjekker ind med hinanden, læner os ind i den erfaring, vi har med os, og prøver at være rummelige over for de bølger, der selvfølgelig kommer af forskellig karakter. Jeg mærker langt indeni, at det var det rigtige, vi gjorde. Og at det her nok skal blive rigtig godt. Det er en god motivation.

Jeg fornemmede så stærkt tilbage i september på vores besøgstur, at det var i The Sustainable City, vi skulle slå os ned, hvis det blev muligt, og vi er alle ovenud taknemmelige over, at det blev det. Her er ganske enkelt dejligt, folk er åbne og imødekommende, og der er masser af aktiviteter for alle. Plazaen med dens caféer er super hyggelig, og alt hvad vi har brug for i hverdagen er helt tæt på, plus vi når de fleste steder i Dubai på under en halv time. Dertil kommer selvfølgelig hele den bæredygtige profil, som både byen (der mere føles som en slags moderne landsby) og skolen har. Det gør bare noget godt for mig, at jeg ved, at vi har solceller på taget, at alle parkeringspladser har det, at der er affaldssortering, at vandet genbruges, at der dyrkes grønt og lokalt og økologisk i de mange domes osv. Og ikke mindst at børnene nu dagligt skal indtænke bæredygtighed ind i de ting, de beskæftiger sig med i skolen. Jeg og vi har stadig til gode at lære det hele endnu bedre at kende, og jeg er også godt klar over, at vi rider lidt på honeymoon-bølgen (man har vel været til undervisning hos en kulturkonsulent!). Men vi har også en vis erfaring med os og et sammenligningsgrundlag, og jeg må bare sige, at jeg er glad og tilfreds med at være her nu.

Må lige runde vejret også: Mageløst. Sol, blå himmel, 27 grader. Fuglekvidder, poolbesøg, t-shirts, shorts og kjoler. Nogle morgener er lidt køligere, men altså hverken Houston- eller DK-temperaturer. Til gengæld går vi jo heden i møde, men det tager vi med ro. Håber at vi trods alt har varmet lidt op med tre år i Humid Houston.

Nu skal de langhårede teenagere op og klippes for første gang hos den lokale frisør. Fingers crossed!

Bisou,

Sara

Efterkommentar: det gik så fint hos den parfumerede frisør!