• Sara Hoejslet

Når verden lader vente på sig (09.02.2018)


Om at være frustreret over ikke at kunne finde ud af sine frustrationer



Advarsel: Kraftige følelser og markante eder forekommer i dette indlæg, så læs kun med, hvis du ikke er for sart!


Hårdknude. Myoser i sindet. Hvordan havnede jeg lige her? Lader fingrene vandre på tastaturet i håb om, at noget visdom indfinder sig til den trængende.


Status, begyndelsen af februar:


Far: Kører på arbejde 7.15. Kommer hjem ca. 19. Tidligst. Arbejder efter putning. Og måske en løbetur. Okay. Travl. Lidt fraværende. Forståeligt.


Børn: Børnehave og skole. Fritidsaktiviteter. Legeaftaler. Lektier. Fastelavn. Lave om på værelserne. Ene tvilling vil snart gerne sove på eget værelse. Anden tvilling ked af det helt ind i hjertet. Lillesøsters humør som en lavfront med byger og pletvis sol. Eller omvendt

.

Udstationering: Ikke ét skridt nærmere end før jul. I repeat: Ikke ét (så det er nok hér skoen trykker, vil den opmærksomme læser lure).


Mor: Bliver tilbudt arbejde (foredrag, workshops, undervisning) – siger nej/måske/afventer. Arbejder med sin spiritualitet på clairvoyanceforløb = åben, sårbar, nye indsigter, meget dedikeret. Mærker sin egen og andres energi endnu mere end før. Gave og ansvar.


Tanker (udpluk!): Hvad hvis vi slet ikke bliver sendt af sted? Hvad hvis de bare tilbyder ham chefjobbet herhjemme, og vi så skal blive? Hvordan vil jeg have det med det? Hvordan vil han? Han vil sige ja, ’selvfølgelig!’ Vil det være en spand koldt vand i hovedet? Eller en lettelse? Føles mest som en skuffelse. Hvor får jeg luft under vingerne? Jeg elsker min frihed. Jeg har set udlandet som en frihedsbooster. Men lige nu er jeg også fri til at gøre en masse for mig her. Hvad er egentlig hvad?


Følelser: Mor bliver spurgt ofte: har I hørt noget nyt? Og mor svarer: nej ikke endnu. Og mærker, at det godt nok kunne være rart snart at blive mere afklaret. Mor kommer til at lukke sit ønske ud som spørgsmål. Far føler sig presset, fordi mor tit spørger: har du hørt noget nyt? Og far hører ikke noget nyt lige nu. Far arbejder. Og har meget, meget travlt. Mor bliver ked af, at far bliver irriteret. Mor bryder sammen foran børnene. Mor tænker: er det sådan her, det bliver? Hvis jeg ikke kan klare det bedre end det her, så kan vi lige så godt blive hjemme. Så skal vi ikke om på den anden side af kloden. Fandme heller bryde sammen og drukne momentant i andedammen end i Atlanterhavet. Eller i Stillehavet for den sags skyld.


Erkendelser: Jeg er nødt til at arbejde med at finde ud af, hvorfor det er så vigtigt for mig at få en afklaring. At rykke nærmere. At lade det vokse mere og mere frem. Jeg kan i hvert fald ikke være sådan her over for nogen. Heller ikke mig selv. Der er lag, jeg ikke har erkendt i det her endnu. Vis jer venligst, for mor er sick and tired of crying, worrying, and waiting for something that is probably not going to show itself just yet anyway.


Så okay, hvad handler det egentlig om?


Måske forholder det sig sådan, at ventetiden og den manglende afklaring efterlader mig i en art limbo, hvor der er en masse ting i livet her i engen, jeg kan se, at jeg og vi ikke kan fortsætte med. Og andre jeg og vi ikke kan starte op på. Stort og småt: træning, en ønsket clairvoyanceuddannelse, terapeutisk praksis, børnenes sport, musikskole, arbejdstilbud, høns, havehus…

…Okay, listen bliver faktisk ikke alenlang. Og mens jeg sidder og skriver, får jeg også tanken: ’Hvorfor egentlig ikke? Du kan lige præcis, hvad du vil, Sara!’ Hvad pylrer jeg sådan for? Vi er på vej på eventyr. Og ja, måske lader verden vente på sig. Måske bliver jeg udfordret af ikke at vide en skid. Og af at have en mand, der arbejder så ufatteligt meget. Og af at jeg ikke kan tale med mine børn om det endnu. Og af at vide, at vi bliver savnet. Og kommer til at savne. Og af at jeg har alle de her tanker og drømme for mit eget arbejdsliv, som er under opsejling, men som der også stadig er så meget uafklarethed omkring, fordi der er en proces i gang inden i mig, som jeg ikke ved hvor ender. Og af at jeg elsker mit liv og min familie og mit hjem og også bare ved, at der er mere. Der er mere til os. Det er der bare. Flere niveauer. Mere mening. Større nærvær.


Åh nærværet.


AHA!!!


Det er gået lidt af fløjten. Lidt meget. Lige nu drømmer jeg om nærvær på ekspeditioner ud i nyt land. Sådan ude i fremtiden. Men det nærer jo ikke meget andet end min utålmodighed. Hvad med nærværet nu og her? Det nærvær, som er forudsætningen for al trivsel her i engen? Jeg er nærværende med mig selv og mine interesser. Farmand er nærværende med sit arbejde. Drengene er først og fremmest nærværende med hinanden og kan være lidt svære at nå ind til. Ellen søger nærværet. Meget. Hun laver gaver til os. Mange gaver! Hun vil gerne lege. Hun vil gerne spille. Og jeg gør også alle disse ting med hende. Men er jeg nærværende? Jeg tror det ikke. I hvert fald ikke så nærværende, som jeg kunne være, hvis ikke alt dette rumsterede inden i mig. Hvis ikke jeg havde hovedet så meget oppe i røven og var så opslugt af mit eget forløb, min egen proces.


WTF!!!


Så handler min utålmodighed egentlig mere om dette? Om familietrivsel, morrolle, tilstedevær, nærvær NU OG HER? Kan jeg i virkeligheden ikke vente på verden, fordi jeg allerede er rejst ud i fremtiden og slet ikke kan finde ud af at være her lige nu?


Det er, som om jeg er fløjet højt op over alting i en helikopter. Og der sidder jeg så og skuer ned. Kan se dit og dat, retninger, processer, ventetider, muligheder, mulige vanskeligheder. Og hvad så? Hvad kan jeg overhovedet bruge alt det til, hvis jeg ikke kan finde ud af at svæve ned, lande den skide helikopter, forlade området og træde ind i det her liv, som er mit, og som KUN er mit lige nu. Der er ikke andet end lige nu. Og hvis ikke lige nu er tilfredsstillende, så er fremtiden da uvæsentlig. Så er det på lige nu, jeg skal have mit fokus.


OKAY SÅ!!!


Der ER sikkert flere lag i dette. Det er der jo altid. Men lige nu er det her jeg lander. Og smøger ærmerne op. På mindful-måden, selvfølgelig! Lad mig være nærværende. Opmærksom. Kærlig. Medfølende. Stærk. Glad. Forventningsfuld. Taknemmelig. I tillid. Lad mig MÆRKE dette liv. Lad det flyde i mine årer og fylde mig op. Fortrænge utålmodigheden. Limbotilstanden. Den er ikke skabt af andre end mig selv.


Verden lader sgu da ikke vente på sig! Verden er lige her. Hos mig. Hos os. Og det kan jeg lige så godt lære nu, for ellers vil den bare udeblive på udstationeringen også. Eller den vil føles forkert. Og vi vil længes hjem – til ’den verden vi kender’. Nonsense! Nu åbner jeg mig for bare at være. Med mit fokus på at holde balancen. Og på at stoppe kværnen, når den løber løbsk

.

Sindet er en sælsom konstruktion. Der selv kan finde på at konstruere nærmest hvad som helst. Spøgelser. Luftkasteller. Idylliseringer. Helvede x 47. Indtil vi (jeg!) selv kommer på banen og begynder at bruge det bevidst til at skabe vores eget nu og her. Når vi tager kontrol over vores tanker, kan vi faktisk flytte bjerge. Og gøre verden til et bedre sted. Jeg er f.eks. lige fløjet tilbage fra fremtiden. Og har tilladt min verden – den verden, der er her lige nu – at blive bedre. For mig selv og for min familie. For når mors tanker er dybe, ægte, selvkærlige og u-selvhøjtidelige, så kommer der mere flow i mors livsårer, og det strømmer i den usynlige navlesteng, jeg har til min familie. Og så flyder lykken, og tålmodigheden, og følelsen af at være beriget allerede.


TAK for hjælpen <3


Bisou,

Sara



21 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon