Når ordene vækker mig

Jeg er vågnet meget tidligt denne julemorgen. Det er fredag den 28. december 2018. Jeg sidder nu på mit kontor, kun med skæret fra skærmen samt julelysene uden for mit vindue. Hele min familie sover endnu. Langsomt gryer en ny dag. En ny dag, som har potentiale til at blive den bedste endnu. Som hver dag har. Hvis jeg vil det. Hvis jeg husker det. Hvis jeg slipper nok inden i og uden for mig selv til at udleve det. En magisk juledag fyldt med kærlighed.

Det er kærligheden, der strømmer i mig her til morgen. Kærligheden, der vækkede mig og lokkede mig herind. Kærligheden, der har et budskab, som skal skrives ud gennem mine fingre lige præcis nu.

Jeg elsker, når det sker. Når jeg bliver trukket i på den måde og ikke selv bestemmer. Når jeg må gøre plads til strømninger af ord og følelser, som vil igennem. Når jeg bliver lille i alt det store. For mig er det energiarbejde, der rykker mig så tæt på min inderste sandhed, at jeg røres, vækkes og åbnes for at tage ordenes budskab helt ind.

Her det digt, som fandt vej, mens lyset ankom:

Within my heart

I carry the beat of other hearts

My loved ones

Who are here with me

Those who are far away

But still so close

Those whose own hearts

No longer beat

To the rythm of Life

But instead add tones

To the hymn of the Universe

Within my heart

I carry an entire orchestra

And this Christmas morning

Every instrument has come alive

Every being that I have ever loved

Passes in my mind’s eye

Smiles

Pours their love

I sense it all around me

It makes me smile

I become their reflection

And gentleness arises

Within my heart

I become alive

I remember

I hear my own beat

I feel the now it carries

The span of lives it celebrates

The love it is capable of flowing

Because of its eternal orchestra

Teaching me

That in treasuring my now

I treasure every moment, every meeting

With every single shining soul

That has ever been

Within my heart

-in loving memory of everyone I hold dear, here and beyond.

Bisou,

Sara <3