• Sara Hoejslet

Mor med mere – min virkelige rolle IV



Bemærk: Dette indlæg er det 4. i en serie på 5. Læs introduktionen her.


Om at opgradere det at være nogens hustru


Jeg blev kæreste med min mand, da jeg var 17. Jeg så ham første gang, da jeg var 4 måneder (det kan jeg jo så ikke huske, men han kan, for han er lige lidt år ældre end jeg). Han har dermed gået ved siden af mig igennem alle mine voksne år (og leget med Playmobil med mig i min barndom). Han har været min klippe i al den tid, hvor jeg ikke kunne finde ud af selv at være det. Og hvor jeg heller ikke helt vidste, at det er det, der er meningen. Han er den sejeste, mest målrettede og mest rolige person, jeg kender. Klog på alt. Også på det, han ikke selv er bevidst om, at han besidder dyb viden om. Livet, mennesket, meningen med det hele og sådan.


Vi har begge forandret os enormt gennem årene. Og ikke i samme retning på alle områder. Det smukkeste er, at vi hver især har tilladt forandringen hos den anden. Respekteret den. Ikke ladet den skrue ned for kærlighedshanen. Tværtimod. Det er dét, jeg forstår ved at vokse sammen. At man ikke gror sammen til én, men at man udfolder sig side om side og støttes af den andens kærlighed undervejs.


Det gør det sgu også noget mere spændende!


Vi ser ikke altid ens på tingene. Men vi er altid sikre på hinanden. Den tryghed betyder mere for mig, end jeg nok egentlig er i stand til at begribe med mit menneskelige sind. Jeg mærker bare, at den er orkestreret fra andet sted, og at jeg kan læne mig helt ind i den og der finde modet til alt det, jeg skal have mod til at gøre: at gå nye veje; at flytte til et nyt land; at vise hvem og hvad jeg også er; at skrive disse ord.


Jeg bliver ikke en fuldstændig anden hustru i Houston. Men rammerne bliver anderledes. Og det vil selvfølgelig påvirke mig i en eller anden grad. Jeg ønsker at lade det påvirke mig til det bedre. Til en større bevidsthed om at være hende, jeg gerne selv vil være sammen med. Ikke sådan at forstå, at han fra nu af aldrig kommer til at se mig i løst tøj og uden make-up (overvejede at skrive bh), for det ved Gud han gør. Jeg taler mere om det energimæssige plan. Om en endnu større bevidsthed om, hvad jeg bringer ind. Hvordan jeg bærer mit ansvar. Hvordan jeg lader mig strømme. Jeg ønsker endnu mere spiritflowing, også i mit parforhold, og jeg ved, at jeg selv er min vej dertil.


Så mit fokus bliver på kærligheden, på samarbejdet, balancen, kommunikationen.


Ja, han skal arbejde meget, og jeg skal have basen meget. Ja, jeg kommer til at få mere tid med børnene end ham (sådan har det været altid). Ja, det kan udefra ses som degradering, som dovenskab eller som dysfunktionelle forældreroller i ligestillingens tid. Og leder jeg inden i mig, kan jeg godt finde en frygt for hver af disse (ellers ville jeg slet ikke møde det fra andre). Men: I don’t care. I DON’T CARE! For det FØLES rigtigt. Det føles vigtigt. Det føles gensidigt frisættende, ikke det modsatte.


Jeg vil have, at mit ægteskab er ægte. Og det bliver det kun, hvis vi, der bærer det, er ægte. Er allermest os selv. Og tør stå der med det hele.


For mig har det været en proces. Fordi jeg først slet ikke anede, hvem jeg selv var. Så troede jeg lige, at jeg havde fundet ud af det. Og så viste det sig, at der var så meget mere og andet, som var endnu mere ægte. Og som jeg lige skulle finde ud af at få ud. Det er stadig i gang. Og det vil det heldigvis fortsætte med at være.


Så det at have basen må nødvendigvis tilpasses denne proces. Så basen ikke bliver en begrænsning, men stedet for læring og videre udfoldelse. Det er øvebanen. Der hvor alting både starter og skal vise sin endelige effekt. En smuk spiral. Sådan ser jeg det for mig. Sådan kan jeg virkelig være mig, mine børns mor og min mands hustru.


Og derfra kan jeg allerbedst hjælpe mine børn og min mand til at være lige dem, de er, med alt hvad de besidder.


Rummelighed er en del af kærlighedens væsen. Og når vi når til at kunne rumme både den anden og os selv i dybderne, er der fine energier, der begynder at strømme mere frit. I de energier ligger kimen til videre vækst, både sammen og individuelt. Dét er ægteskab for mig, og det er herfra, jeg tager mit afsæt ind i livet som expat mom and wife. Så de kategorier er nogle, jeg skaber og giver liv til, ikke omvendt. Det føles så fantastisk godt og ægte for mig :-).


Bisou,

Sara <3



  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon