Mor med mere – min virkelige rolle III

Bemærk: Dette indlæg er det 3. i en serie på 5. Læs introduktionen her.

Om at opgradere det at være nogens mor

Jeg vil være der som en stjernestøtte for mine tre børn i USA. Som jeg er nu, men endnu mere solid, stabil, stærk. Mit hjerte sitrer ved udsigten til først og fremmest at skulle være deres mor. Uden med det samme at skulle bidrage økonomisk til familiens overlevelse. Det frigiver mægtige ressourcer: TID og OVERSKUD, som jeg så har mere af til dem.

Det er for mig den største gave af alle. Tænk at få denne mulighed med sine børn. De tre små sweethearts, der lige om lidt er højere end mig og altid kun til låns. Lige nu føles det, som om jeg kunne være soccer mom i al evighed og bare være taknemmelig. Så længe der også er noget mig-tid.

Så ja, jeg skal køre med dem. Ja, det er mig, der har basen. Og ja, jeg kunne så godt tænke mig at få en house keeper. Og intet af det er for mig hverken for meget eller for lidt. Jeg ved godt, at der nok kommer et tidspunkt, hvor jeg vil tænke, at det godt nok kunne være fedt, hvis de selv lige kunne fragte sig der og der hen. Jeg ved også godt, at jeg nok også på et tidspunkt vil komme til at føle mig lidt som en martyr. MEN i det store perspektiv, så er denne tid, jeg nu får med børnene, for mig noget af det mest meningsfulde i et liv, hvor jeg i forvejen tit bevæget og utilpas har undret mig over forstanden i, at vi skal arbejde hårdt for at tjene penge nok til at betale andre for at passe vores børn i mange timer hver dag. But why?

Jeg ved to ting om mine børn:

1) De er her bl.a. for at hjælpe mig til at blive endnu mere mig.

2) Jeg har fået lov at blive deres mor for at hjælpe dem så godt som muligt ind i deres livsoplevelse.

Der er tale om en gensidighed; en energetisk, sjælelig forbindelse, som for mig er så stor og smuk. Men som jeg også kan glemme i hverdagens ræs. For så at blive et lille menneske. En lille mor. Mindre mig.

Så jeg ønsker, at jeg kan undgå at skabe det ræs i Houston. Jeg ønsker, at jeg kan hjælpe mine børn til at træde ud af det igen og igen. Jeg ønsker at ære de dybe forbindelser og friheden, der følger med, når jeg lægger mit fokus der og ikke på bekymringer, formaninger og overfladiske frustrationer. Så min rejse og mine børns rejser kan komplimentere hinanden og bidrage til, at vi hver især kan udfolde os endnu mere. Det er nemlig dét, der er meningen, det er jeg overbevist om.

Kærligheden.

Det er dybest set den, jeg skriver om her. Kærlighedens evne til at lyse gennem det mørke og det svære. Når dens energi har gode vækstbetingelser. Jeg øver mig i at være et væksthus for kærlighed. I at lade den kærlighedsenergi, der strømmer gennem mig, strømme mere og mere frit og uafhængig af ydre omstændigheder. Den mission tager jeg med mig til Houston. Som jeg ser det, kan den i vigtighed og omfang måle sig med enhver intergalactic spaceship mission. For jeg tror på, at det er den kærlighedsmission hele livet på jorden handler om. Og det minder mine børn mig om hver eneste dag.

Selvfølgelig er der engang imellem tidspunkter, hvor jeg hovedrystende må spørge mig selv, om jeg er ved at blive sindssyg. Eller om mine børn er. Hvor vi glider, mister fodfæstet og i frit fald søger at klamre os til den ene lille, latterlige beskyldning eller fordømmelse efter den anden for at finde fast grund.

Men beskyldninger og fordømmelser bringer aldrig fast grund!

Den indfinder sig ikke, før vi lander, trækker vejret, kigger rigtigt på hinanden, får talt og krammet og mærket, at vi overlevede.

Selvfølgelig overlevede vi. For det gør den slags kærlighed.

De tidspunkter, hvor vi glider, er nok ikke nogle, vi bare lige kan droppe i havet, når vi krydser Atlanten. Jeg vil ikke være naiv, men jeg vil lære, udvikle mig, være endnu mere den mor, der bor i mit hjerte.

Så jeg ønsker, at forandringen i den ydre geografi vil hjælpe mig endnu mere på plads i min indre geografi også. Og at mine børn vil være dem, der allermest får lov at mærke dette.

Ahhhhhh.

Jeg elsker dette arbejde med intentioner. For når vi sætter en intention, har vi allerede rykket et energetisk fokus hen på det, vi gerne vil opnå. Og det, vi fokuserer på, vokser. Samtidig hjælper dette arbejde os med at installere en art lille observatør indeni. En der sobert og reelt holder øje med, hvordan det så går på det her punkt. Og stille og roligt aflægger rapport, når vi beder om det. Denne observatør er alt andet end den indre kritiker, som vi alle bærer rundt på. Kritikeren vil også rigtig gerne blande sig i arbejdet. Altid. Og her er bevidsthed om, hvem vi egentlig vælger at lytte til, afgørende.

Det smukkeste er næsten, at ved at gå vejen sammen med mine børn, så lærer de netop dét: at gå vejen. Og det er det, jeg ønsker allermest: at de bliver stærke, gode, bevidste vandrere på livets vej, og at udstationeringen vil bidrage hertil.

Bisou,

Sara <3