Mor med mere – min virkelige rolle I

Advarsel: Denne post er en del af i alt fem sammenhængende poster, der alle går lidt dybt, så hvis du mest er til lette piruetter på overfladen, så snurrer du bare lige forbi :-)

’Dit liv kan jo ikke bare stå på stand by, mens I venter!’

’Hvad med dig, Sara, hvad skal du lave derovre?’

’Tror du godt, at du kan få tiden til at gå?’

’Så du er den, der skal køre rundt med børnene?’

’Soccer mom???’

’Man får alt muligt hjælp, så du kan bare gå og hygge dig!’

’Så kan du jo bruge dit engelske. Undervise og sådan!’

’Er du helt indforstået med, at det er dig, der har basen?’

’Kommer du til at tjene nogle penge?’

Jeg tænker meget over, hvad min rolle bliver, når vi når Houston. Går og mærker ind i det. Og ved også, at den vil definere sig nærmere hen ad vejen ud fra de overordnede rammer, vi sammen har stukket ud. Det har jeg det fint med.

Ovenstående er kommentarer, som jeg er blevet mødt med gennem den sidste tid. Kære relationer, der ikke taler nedladende eller noget, men bare er så venlige at vise, hvad der rører sig i dem. Det er egentlig ikke så lidt <3.

Men hver og en af kommentarerne kan jeg jo vælge enten at se som en indirekte kritik eller bekymring, som jeg så kan stille mig negativt i forhold til og blive ked af det over.

ELLER jeg kan vælge at bruge dem som fartøjer til at tage på rundtur inden i mig og tjekke ud, hvordan det rent faktisk forholder sig der.

Jeg vælger rundturen, jeg har jo tour-pas!

Udsigten. Eller indsigten:

Vi var i Sverige på sommerferie. I et fantastisk gammelt træhus på en ø i skærgården med det glitrende hav og høje, bevoksede klipper som nærmeste naboer. Havet er min ven, og jeg gik ned for at møde det hver morgen. Først alene, hvor jeg fandt min sten og forbandt mig. Lidt senere sammen med hele banden, til morgenbadning før morgenmaden.

At være tæt på havet giver mig sådan en følelse af frihed, og jeg elsker det. Elsker at blive næret på alle planer.

Denne næring i Sverige bragte åbenhed med sig. Klarhed. En enkelthed, der netop var så enkel, at den blev stor for mig. Indsigter landede, og nu folder jeg dem ud:

Jeg er mig.

Jeg er nogens mor.

Jeg er nogens hustru.

Og jeg har noget på hjerte.

Det er sådan, jeg tænker. Sådan det har indfundet sig i mig. Og det, jeg virkelig håber at kunne gøre under udstationeringen, er at opgradere på hver og et af disse forhold.

Så enkelt er det.

Hen over de næste dage poster jeg mine refleksioner over hver af disse fire indsigter (fordi jeg elsker ord og altid bruger et væld og samtidig gerne vil respektere, at tiden ikke altid er til lange poster for en travl læser).

Det er så dejligt, at du læser med.

Bisou,

Sara <3