Lad intet nogensinde blive det samme (16.05.2018)

Jeg græder. En streng har åbnet sig direkte gennem mit hjerte og ned i den store sorg, jeg stadig bærer på. Det var Signe Wennebergs ubegribeligt smukke beretning, der gjorde det lige nu: https://www.instagram.com/p/Biz4pe-FYdo/?hl=en&taken-by=signewenneberg

Andre gange er det et særligt inderligt stykke musik, der skaber forbindelsen. Eller tiden omkring årsdagen. Som også er min egen fødselsdag. Der er det også, som om den sorgens blomst, jeg bærer på, sårbart åbner sig lidt mere op og igen trækker mig tæt på. Det er sjældnere og sjældnere nu. Og der er kommet flere nuancer i sorgens følelser.

Også jeg har en beretning. Ganske som Signe og så mange, mange andre. Detaljerne i min er anderledes, og de kommer nok en anden gang. Her vil jeg blot fortælle, at inde i min sorgens blomst, ganske blødt, ligger den lille pige, der tog afsted igen, næsten inden hun var kommet, sent i graviditeten. Hende jeg måtte føde og slippe i samme nu. Efter et farvel, der manglede sit fulde goddag. Det virker som en menneskelig umulighed, og nok derfor bærer jeg stadig blomsten nær mit hjerte.

Jeg har arbejdet meget med dette tab. Jeg har ledt og fundet en slags mening. Jeg har ladet følelsen af, at intet nogensinde kunne blive det samme blive en katapult for at ændre kurs, træffe andre valg, mærke mig. Jeg har mødt livets yderste grænse. Og jeg har mærket, at samhørigheden og kærligheden på forunderligste vis rækker ud over den. Hele mit syn på det at være menneske har ændret sig, og for det er jeg hver dag så taknemmelig.

Og alligevel mærker jeg en ny nuance i sorgens følelser i dag. Et budskab. Et blidt skub. For ja, intet kunne og skulle nogensinde blive det samme. Og ja, som følge af det har jeg rykket mig. Langt. Hjem i mig. Mit indre liv er forandret. Og mit ydre liv følger langsomt med. Men – for der er et men: der er flere niveauer i dette, at intet nogensinde kan blive det samme. Der er lige nu en ny kraft at hente i det for mig. Endnu en katapult, som det er på tide, at jeg aktiverer. Så nu tager jeg budskabet alvorligt. Nu ærer jeg sorgen og min lille piges lysende sjæl, som i dag er med mig fra den ikke-fysiske verden og bidrager til at skabe en klar forbindelse til den. Nu lader jeg mit ydre liv for alvor afspejle mit indre og stopper med at forhale processen. Nu skaber jeg den kongruens, den integritet, som jeg VIL være her med. Fordi det kun er med den, at jeg kan gøre den forskel, jeg ønsker at gøre.

Jeg har gemt mig lidt. Skabt trygge arenaer, hvor jeg kunne være hele mig, og ellers i andre sammenhænge holdt sider nede, som jeg – ofte ubevidst – var bange for, at folk ville dømme negativt. Men lige præcis i dét, der gør jeg det samme, som jeg altid har gjort: tilpasser mig, gør det, jeg tror, at andre forventer af mig. Og hvad er min indre rejse så værd? Hvad er meningen så med min lille engel? Hvis det ikke netop var for at hjælpe mig til at blive mig fuldt og helt med alt, hvad jeg er kommet her med?

På det seneste har jeg varmet op. Åbnet munden lidt mere i lidt flere sammenhænge. Registreret at ja, nogle zapper ud, og andre rykker tættere på. Er det ok? Ja, faktisk. Kan jeg mærke frygten for at blive udstødt? Ja, sagtens. Er det så ok? Ja, egentlig også. Når bare den ikke styrer og holder mig tilbage, og lige nu finder jeg styrke i min sorg til at gå forbi den. Handle på trods. Mærke, at det bærer, når bare jeg er tro imod mig.

Det ironiske er, at de fleste nok bare vil tænke ’ja, ja, good for her’ og så ikke spilde så meget mere krudt på det. Måske vil de endda undre sig lidt over, hvorfor det skulle kræve så langt et tilløb for mig at komme ud med det, sådan uden for kravlegården. Og det vil bare være fantastisk, for det bliver så en bekræftelse på, hvor irrationel vores reptile frygt ofte er. Samt på hvor stædigt den kan holde ved. Og på at det nogle gange først er i springet, at den løsner sit tag.

Jeg har tracket min frygt tilbage til tidligere liv. Jeg har opnået indsigt i disse. Healing. Karmisk clearing. Fundet mennesker, der støtter og inspirerer mig i min proces. Og det har alt sammen givet mig dybder og højder, som beriger mig. Men nu er det altså tid til at springe, katapultere mig selv ud med dette. Så mit indre og ydre liv for alvor kan aligne sig. Så jeg kan tage mine visioner for mit liv alvorligt. Så jeg i fuld integritet kan skabe det flow og den sammenhæng også i mit arbejdsliv, som gør, at jeg kan bidrage til at løfte flere og assistere dem i at finde op i nye niveauer af kærlighed, balance og energi.

Så her er en saftig bid af min spirituelle trosbekendelse; af det indre fundament, som jeg har fået skabt, og som jeg nu bygger ovenpå:

• Jeg tror på, at alt er energi, og at livet dybest set handler om at lære at åbne os for, at vores sjælsenergi og universets kærlige kraft kan strømme ind. Så vi ikke lever et lille liv i hovedet, i tankerne, men kommer helt til stede i livet og har vores livsformål for øje. Det er dette, jeg kalder spiritflowing, og det er her, livet bliver STORT.

• Jeg arbejder intuitivt og ud fra den tro, at der i ALT, hvad der sker, er noget, der kan bruges til at komme dybere med os selv. Intet er tilfældigt, og der er læring at hente i hvert eneste nu.

• Jeg har sat min intention på udelukkende at være og arbejde indefra og ud. Det betyder, at jeg kommer med et åbent hjerte, en sitrende ærlighed og et rent ønske om, at det selvkærlige energiarbejde, der virker for mig, også kan gøre en forskel hos dig.

• Jeg tror på, at vi dybest set altid kun kan møde verden (både den inden i os selv og den udenfor) ud fra frygt eller ud fra kærlighed/tillid. Jo mere kærlighed og tillid, jo mere spiritflowing. Så energiarbejde er for mig både at dykke dybt og ærligt i mig selv og at svæve op i de høje frekvenser ved hjælp af meditationer og andet.

• Jeg er et spirituelt menneske, der åbner mere og mere op for min egen spiritflowing og for at leve og arbejde i samklang med det, nogle kalder universet, andre spirit og atter andre den universelle bevidsthed. Jeg tror på en ikke-fysisk verden, som består synkront og dybt forbundet med vores egen, og som energetisk står til vores rådighed til alle tider.

• Jeg ærer min sjæl og bruger mine følelser og mine energetiske vibrationer til hele tiden at fornemme, i hvor høj grad den er med på banen. Dermed holder jeg også et kærligt øje med min personlighed, mit ego, der jo blandt andet huser min frygt. Jeg går på alle planer ind for både-og frem for enten-eller. Det betyder, at det for mig ikke handler om at verfe egoet væk (hvor skulle det forsvinde hen?), men om at lære det at kende og bruge dets styrker kærligt og konstruktivt.

Godt så!

Jeg mærker dyb taknemmelighed over dette blide puf, som alligevel viste sig at være så uendeligt kraftfuldt. TAK <3

Let’s begin!

Bisou,

Sara <3

P.S. Dette indlæg er skrevet i maj. Siden gik det pludselig stærkt. Frygtens oldgamle parader faldt nok til, at nydelse og kreativitet indfandt sig. Jeg fik lavet min hjemmeside. Skrevet og skrevet. Leget og levet. Og nu, midt august, er jeg klar til at trykke på den helt store publish-knap. Magisk :-)