Julens farvel. Efterveer efter efterårets eftertænksomhed (10.01.18)

Denne jul har varet længere end sædvanligt i mit hjem og i mit hjerte. Faktisk helt ind i 2018, til Hellig Tre Konger.

Den gamle tradition kom pludselig til at betyde noget.

Ikke kun fordi juletræet stadig var relativt grønt og strunkt, og fordi der var blevet kælet mere for julepyntningen end nogensinde før.

Ikke kun fordi børnene, de tre skønne, skøre stjerner, havde ekstra lang ferie.

Og ikke kun fordi 2017 blev året, hvor min elskede far døde, og de gamle engle og kugler, jeg fik af ham, dengang han ikke længere ville have juletræ, derfor i år prydede vores juletræ med særlig stor betydning.

Alle disse ting spillede ind, men den altovervejende grund var denne: Vi skal udstationeres. Som i: Flytte til udlandet. I tre år. Hele familien. Far, mor og tre børn. Vores tvillingedrenge på lige om lidt 10 år og vores lille mus på 4. Med al sandsynlighed uden vores hund og kat. Uden den øvrige familie. Uden alle vores kære venner. Og uden vores vidunderlige hjem. Det satte julen i et helt særligt perspektiv. Lige som det faktisk sætter alt andet i et særligt perspektiv i øjeblikket.

Det er stadig relativt nyt. I september fik min mand, Kim, lektier for på sit arbejde: han skulle gå hjem og tale med sin hustru om en eventuel udstationering.

Mulige steder: hele verden.

Tidspunkt: snarest, efter sommerferien.

Årsag: han skal ud og have en international profil – mere international en den, man i forvejen har, når man taler og skriver engelsk hver eneste dag, rejser en masse og samarbejder med folk fra alverdens lande.

Min umiddelbare reaktion overraskede mig meget. Hele mit system frembragte et sitrende glad og spændt ’Ihh, hvor vildt’. Som en overvintrende humlebi, der vågner op til foråret og lidt fortumlet opdager, at verden bare venter. Jeg havde troet, at jeg instinktivt ville have udbrudt mit mest bestemte ’Nej!’ med tanke på de fine rødder, vi har slået i den himmerlandske muld, på vores børns trivsel, på trygheden i alt det velkendte.

Men disse ting meldte sig først timer senere – da jeg sad i sofaen og fældede en tåre (underdrevet!) over, at farmand lige havde fået bygget det længe ventede gyngestativ færdigt. Kim grinte af mig – heldigvis – for det hjalp mig til ikke at blive helt overtaget af frygten, som der dybest set nok var tale om.

Efteråret er gået med at mærke efter. Drømme. Læse. Snakke. Om steder. Præmisser. Skoler. Rejser. Sproget. Os som par. Os som familie. Mulighederne. Udfordringerne. En smuk og forventningsfuld energi har rejst sig mellem os to voksne, og den er nærende på alle planer.

Det har egentlig ikke været svært at tage beslutningen, og det tror jeg skyldes, at vi begge gerne vil eventyret. Vi har haft det oppe at vende mange gange tidligere i vores liv, men vi var nok landet på, at med alt det, vi sammen har skabt herhjemme, ikke mindst vores tre børn, så var det nok godt nok, at det med at rejse ud bare forblev ferierelateret. Med den mulighed vi er blevet givet, er ilden blusset op igen, og den brænder bare mere intenst end gløderne fra alt det gode og dejlige, vi må sige farvel til for en stund. Sådan er det, og det mærker vi begge.

Taknemmeligheden over, at det ikke bare er den ene af os, der ønsker at lade drømmen få liv, mens den anden kun bevæger sig trodsigt med af pligt, fylder mig dagligt. Jeg tror på, at det er den bedste forudsætning for at få en udstationering til at blive en succes for alle. Vi står sammen, og vi ønsker begge at gøre vores bedste for at få det til at lykkes.

Nu taler vi så om, hvad det bedste egentlig er. Vi forventningsafstemmer. Det er nok den vigtigste del af beslutningen, og samtidig kan jeg mærke, at det også er noget, vi skal tage os sammen for at blive helt konkrete og klare i spyttet omkring. Det er nemmest, når vi bliver på det abstrakte plan og taler lidt i floskler.

Jeg har f.eks. sagt, at det er afgørende for mig, at vi kommer et sted hen, hvor det er muligt for os alle at udvikle os og blive større mennesker. At vi andre ikke bare skal se med fra sidelinjen, mens farmand erhverver sig sin internationale dimension. Det er vi meget enige om. Men hvad betyder det så i praksis? Oversat til hverdagen kommer det til at handle om arbejdstider, ansvarsområder, sprogbarrierer i begyndelsen, børnenes sportsinteresser, og også om lande, kulturer, og hvornår vi siger hvad til hvem.

Det er gode snakke, når først vi er der. Og tænk engang, at vi er der! Jeg tror ikke, at jeg stadig har forstået det helt. Så mit sind forsøger at gøre det konkret, håndgribeligt. Mens min sjæl flakser lykkelig rundt, som en af sommerens smukke, hvide sommerfugle, ved udsigten til eventyr.

Bisou,

Sara