Julehilsen fra Texas, julen 2021

Rigtig glædelig jul til jer alle, der læser med her. Må den blive fredfyldt og varm, fyldt med krydrede dufte og bløde kram. Måske en lang gåtur i sne under en lavthængende vintersol. Måske et brætspil og en julefilm i din yndlingsstol. Gran, brunkager og kanel. Stearinlys og tindrende smil. Håb for det nye år, der venter. Tilbageblik på det, der ender.

Vores julehilsen i år bliver en art statusopdatering, for hvor er der sket meget i det forgangne år, og hvor kan det mærkes nu!

Jeg begriber ikke, at det er blevet jul igen. At tiden er gået. Ikke bare 2021, men for vores vedkommende også vores godt tre år i USA. De folder sig nu, lægger sig til rette i de sidste flyttekasser og kufferter, skal ikke længere leves, men snart findes i mindeform, i billeder og ting, men nok i hjertet allermest. Og i de relationer, vi heldigvis tager med os videre.

Det er en speciel proces at lukke så stort et kapitel ned. Der er mange løse tråde, jeg gerne vil knytte til fine sløjfer. Mange betydningsfulde handlinger, som vi nu gør for sidste gang. Krammer en ven ekstra længe, går en tur et særligt sted, spiser på vores favorit restaurant, laver den sidste Thanksgiving-kalkun (i hvert fald her), køber chokolade til børnenes lærere, afholder dansk julefrokost for vores stakkels snapse-allergiske internationale venner, laver de sidste legeaftaler, går til den sidste julekoncert i drengenes skolebands, har en amerikansk football kamp kørende i baggrunden (the three boys), sidder i en hal og ser basket, lytter til den tykke texanske accent hos tilfældigt forbipasserende, henter den sidste fredagspizza, nyder julemusikken og forkælelsen i supermarkedet, står op til den særlige fugtighed, som jeg nu instinktivt kan gradbøje næsten lige så godt som eskimoerne kan med sne.

Det sætter sig lidt i systemet, så markant en afslutning. Der er vemodighed at spore hos os alle nu. Og vemodighed er egentlig en smuk ting, synes jeg, der hvisker stille om Good Times. Den hvisken skal ligesom finde sin plads. Og det skal den blandt den overvældelse, der også fylder i forhold til de mange ting, vi arbejder på at lande i Dubai: logistik, luftfragt, container, sted at bo, skoleuniformer og en kvart million andre fritsvævende spørgsmålstegn. Vi kender den her del af processen, har erfaringer fra tidligere, og alligevel er det lidt som at skulle bestige et bjerg. Et bjerg, hvis top tilmed er dækket af skyer af uvished - vi ved ikke, hvad vi kommer ned til, kender det ikke endnu, må orientere os hen ad vejen. Så det er én fod foran den anden, og det er det for os alle fem. Men vi går sammen, og vi støtter hinanden.

Mange af spørgsmålstegnene er heldigvis begyndt at lande, og vi har gode nyheder, ja vi har så! For det første er børnene kommet ind på Fairgreen International School - den der slog benene væk under os på den allerbedste måde, da vi besøgte Dubai i september. Og for det andet så har vi fået en villa i The Sustainable City - stedet, hvor vi aller, aller helst ville bo. Skolen ligger faktisk inde i det lille boligområde, der hedder The Sustainable City, så nu går vi en hverdag i møde, hvor børnene kan gå eller cykle i skole på få minutter, hvor der midt mellem moderne, bæredygtigt byggede villaer bugter sig en flod, er grønne oaser, geder og æsler, kaniner og høns, en rideskole, sportsbaner, pools, en plads som bruges til alle mulige events, små restauranter og kaffebarer, ja alt i én skøn bæredygtig blanding, og altså etableret i Dubais hede ørkensand. Vi glæder os ufatteligt til at rykke ind, få vores container med alle vores ting igen (hvad har vi mon egentlig i den?), falde til på skolen og blandt nye bekendte. Så glæde og spænding samt en my nervøsitet er også at finde, og alle disse følelser tilsammen snor sig i os, så vi alle fem nu ligner rød-hvide slikstokke (eller candy canes, som Ellen kalder dem). Men mon ikke det er helt som det skal være, her op til jul?

Det er ren magi, at vi sådan får vores ønsker opfyldt. En julegave af dimensioner. For alle sagde, at det ikke kunne lade sig gøre at få en bolig overhovedet, før vi kom, og at sandsynligheden for, at det blev The Sustainable City var minimal. Men pludselig var vi først på ventelisten, og pludselig blev der en villa ledig. Den rus af begejstring, der skyllede igennem os, da vores relocator skrev: ‘Contratulations, it’s yours,’ var mærkbar. Bare spørg vores kære Tante Anne, for det skete, mens hun var her, og vi sad lige midt i morgenmaden og råbte hurra.

Men lad mig spole tilbage til tiden lige efter, at Kim og jeg kom retur fra vores besøg i Dubai. I gang gik vi med at ansøge om optagelse på skolen. Det krævede en kinesisk mur af dokumenter (elektronisk, heldigvis), og dermed også en masse assistance fra skolerne her: Ellens Elementary School, og drengenes Junior High. Bl.a. skulle børnene have udtalelser fra lærerne, og der sad vi så, Kim og jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne over deres ord. Vi kan kun håbe, at vores børn igen får lov at mærke den form for dedikation, interesse og involvering, som de har mærket fra lærerne her. Det er outstanding (et af Kims yndlingsord).

Kim har brugt uger på at færdigforhandle kontrakten (ikke sjovt til sidst), men endelig kom den i hus, og lige før det skete, tog vi en smuttur til New York sammen med vores gode venner. Vi kunne ikke tage herfra uden The Big Apple, og det var virkelig en skøn tur. NY har en intens energi, især hvis man i forvejen er lidt på overarbejde indeni, men vi sugede til os af store indtryk og nød i den grad at sige på gensyn til vores venner på den måde.

Tilbage i Texas skete endnu et mirakel: der var pludselig blevet åbnet et vindue for besøg, og det sprang Tante Anne ind ad med 20 pakker pålægschokolade, kalenderlys, gaver, slik, sjov og nærvær i kufferten. Hvor var det dog skønt igen at have besøg, og hvor fik vi taget hul på vores Texas-farvel sammen med Tante. Vi genbesøgte en række steder (San Antonio, George Historical Ranch, Galveston og meget mere), og jeg kunne mærke, at min afskedsproces for alvor gik i gang.

Efter Tante Annes besøg har vi fortsat gang i logistik og detailplanlægning. En container skal fragtes fra Danmark. Luftfragt skal fragtes fra USA. Vi fem og vores 15 kufferter skal - hold fast - over Danmark og så til Dubai. For ja, da huset kom på plads, vandt vi tid nok til, at vi syntes, at det var forsvarligt at tage til Danmark og holde jul. Vi glæder os. Vi kommer kun i 6 dage, og dem har min søde mutti diplomatisk delt med tre til bedstemor og bedstefar i Aars og tre til mormor og bedstefar i Ebeltoft. Der bliver ingen turné i år, men vidunderligt samvær med vores kære bedsteforældre og en blid mellemlanding, inden startskuddet går på vores nye eventyr. Vi rejser fra Danmark tidligt om morgenen den 27/12, garanteret fyldt op med and, grønlangkål og kærlighed.

Vi har som nævnt også holdt en afskedsjulefrokost for vores venner her. Kim og jeg var i cowboystøvler, jeg tilmed med en kort kjole til, for det har været Kims drøm, siden vi ankom, og nu var det ligesom sidste udkald. Vores gæster var i snaps, fuldkropsmarinade. Vores kære japanske veninde måtte tage sig en lur på sofaen mellem silden og anden. Vores venner fra Venezuela hentede pludselig både karaokeanlæg og hundehvalp. Vores skotske ven krævede en mur for at kunne stå oprejst. Vores amerikanske venner holdt vældig meget igen (belært af det famøse år, hvor alle vikingerne var her, og det gik helt galt). Vores dejlige danske venner tog hele denne besætning ind og grinte lidt i skægget. Børnene spillede fodbold i cirka 7 timer, og jeg vågnede alt for tidligt næste dag, let og glad og taknemmelig helt ud i tæerne. Det var en dejlig måde at tage afsked på.

Forleden holdt Ellens klasselærer så en lille afslutning for Ellen på skolens legeplads efter skole. Klassekammerater og forældre kom med små breve og afskedsgaver, og børnene legede, mens jeg stod der med forældrene blandt de mange amerikanske treats og mærkede, hvor glad Ellen har været for det hele. Dette er hendes første skole, der hvor hun har lært så utroligt meget og foldet sig ud, har udviklet fine venskaber og knyttet bånd til sine lærere også. Hun var en solstråle lige der på legepladsen. Men der kommer også skyer ind over, selvfølgelig. Forleden spurgte hun Kim, hvorfor vi egentlig skulle flytte, hvortil han svarede, at det jo var, fordi han har fået et nyt job, og at det job ikke er her, men i Dubai. Hun kiggede på ham og sagde køligt: “I’m NOT impressed.” Og så kan man jo tænke lidt over det.

Drengenes afsked med vennerne var de 7 timers fodbold (plus frikadeller), ganske uden opsyn (for hvem var i stand til det?) Dertil har de den sidste sleep-over i morgen. Ellen har sidste Pony Club på mandag. Hele næste uge er eksamensuge for drengene, og fredag er det så slut. Der kommer flyttefolkene og pakker vores 250 kg flyfragt (vi har lige nu 50 kg for meget, mener de, så andre her får også julegaver i år: jeg donerer og forærer, men har til gengæld ikke købt en eneste julegave at tage med til Danmark, for vi har ganske enkelt ikke plads). Søndag er begge biler afleveret (min solgt, Kims klar til næste mand på posten), vi bliver hentet i noget stort (kufferternes skyld), og så kører vi for sidste gang til lufthavnen. Det er stadig, trods alle disse ord, svært for mig at begribe.

Men det er rigtigt. Timingen er rigtig, vi er klar. Vi ved, at meget bliver svært i alt det nye. Og vi ved, at vi vil komme til at længes. Men også at vi nok skal finde os selv i det, ganske som vi har gjort det her. At det er lige præcis dér, vi vokser. Og jeg fyldes stadig af den dybeste taknemmelighed, når jeg mærker ind i det her liv, som er blevet vores.

Vi springer let og elegant henover enhver kommentar til corona. Orker det ikke. Vi gør vores allerbedste med vitaminer, vacciner og omtanke, det er, hvad der er at sige til det.

Tak for al støtten gennem de sidste tre år. Tak for den gode energi, der strømmer til vores nye eventyr. Tak for at bidrage til, at Danmark altid også er hjem. Alt godt til jer alle i det nye år. Må det have mirakler i vente.

De varmeste juleønsker fra

The Nygaards