Januar i Texas

Jeg har ladet mig fortælle, at vinteren i Danmark er noget sælsom i år. Hvad angår Katy, Texas er jeg faktisk i tvivl, om man overhovedet kan kalde det vinter. I går gik jeg tur rundt om min sø i 20 graders varme og strålende solskin. Fuglene kvidrede, og det føltes grangiveligt som forår. I dag styrtregner det, alting hænger, og der er en karakteristisk duft af efterår i luften. Men som de siger herovre: ’If you don’t like the weather, just wait till tomorrow.’ Så i dag venter jeg til i morgen og har nu fået mig sat med intentionen om at lave en lille opdatering på bloggen. It has been a while.

Vi er på bagkanten af en mængde kæmpe oplevelser. Og lige på forkanten af en række nye. Og lige her i den lomme folder hverdagen sig ud med alt, hvad den har at byde på, lige fra basketball træning, fødselsdagsfejring, legeaftaler og (mere eller mindre plagsom) lektielæsning til skole-hjem-samtaler, arbejdsrelaterede rejser for farmandens vedkommende og bogskrivning og uddannelse for morens. Vi har det godt.

Hvad har vi lavet? Virkelig ikke så lidt!

Washington DC med bedstemor og bedstefar var intet mindre end fantastisk. En kæmpe oplevelse for os alle, selv mindstebarnet som lige havde haft om nationale symboler i skolen inden afgang. Så hun kunne også tale med, når drengene underviste os (og hun ikke var i fuld gang med at slå vejrmøller ned ad fortovet). Hun fik sig en god snak med Marting Luther King Jr., der hugget ud i sten tårnede sig op over hende. Forleden var det så Martin Luther King Jr. dag, og hun kom hjem fra skole og var meget optaget af at vise, hvad de havde lavet. Fernes = Fairness. I like!

Vel tilbage i Katy blev det tid til vores første rigtige Thanksgiving. Jeg stod op kl. 5.30 for at cykle hen til vores skotske Granny og hjælpe med at putte fuglen i ovnen, meget opsat på at lære dette kunststykke, så jeg kunne lave kalkun juleaften sammen med den obligatoriske andesteg. Den og hele dagen blev en hjertevarm succes. Vi sad der, omgivet af nye, gode venner, lyttede til en improviserende guitar, småspiste lidt mere, grinte helt nede fra maven og mærkede en dyb, dyb taknemmelighed over bare at være lige der.

Og så blev det jul. Og med julens komme ankom også store dele af min fantastiske familie. Mormor og bedstefar. To smukke søstre, deres vikingemænd og deres i alt seks børn. Nogle var blevet høje som Rundetårn, andre havde fået huller i ørene, og mit hjerte slog kolbøtter, da de alle vrimlede frem i lufthavnen. Det vil kræve en boglængde at beskrive i detaljer, hvad vi foretog os i de 14 dage, alle var her, så her kommer i stedet i stikordsform en manual til eventyrlysten julefejring i Texas:

· Hayride, alle mand op i stor trailer med høballer, køretur rundt i aldeles overdrevet og meget smukt julelyskvarter.

· NASA, you have to go. Særligt turen til det originale kontrolrum fra første bemandede månelanding var næsten så magisk som julen selv.

· Otte tøser på neglebar. Hvor blev vi fine.

· Bobler og whiskey hos skotterne. Man må have skotter i sit liv, det har vi indset nu. Bedstefar faldt kun lidt i bækken på vejen hjem.

· Juleaften, 17 mand, tre ænder, 1 kalkun, et stort og et lille juletræ (det sidste frostet for ja, så American er jeg åbenbart blevet), masser af gaver og en mavekrampende Nu-er-det-jul-igen inde og ude.

· Dovne dage, for nogles vedkommende i poolen, eller i bikini ved poolen. Ansigtsbehandling med søsters lækre kit.

· Adskillige ture til yndlingspizzeriaet. En af gangene med tjullahop-vin for mormors vedkommende.

· Nærmest endnu flere ture til outlettet for de to storfamiliers vedkommende. Tænker at de kunne bygge en bro tværs over Atlanten af alle de poser, de slæbte med derfra.

· Julefrokost i bedste Højslet-stil. Vores amerikanske venner var inviteret med. De fik et chok. Og en del snaps. Medisterpølse og grønlangkål osv. Det var umådeligt sjovt.

· Besøg på klassisk amerikansk morgenmadsdiner. 40 år tilbage i tiden. Meget æg og bacon.

· Laaaaang gåtur i Brazos Statepark for at se på alligatorer. Vi så mange. Helt små og uhyggeligt store. De var heldigvis i dvale/fasteperiode.

· Steakhouse, of course. T-bone til vikingemændene. På nær bedstefar, der valgte laks!? (men det var også dagen efter julefrokosten).

· Tøsebrunch på en af vores yndlingsrestauranter. Mutti inviterede sine tre piger ud. Vi grinte og græd og drak bobler, og alt var lige, som det skulle være.

· Galveston, den mexikanske golf, badning for de seje. Så gigantiske mexikanske pandekager og derpå Moody Gardens med akvarium, regnskov, magisk iskoldt islandskab og meget mere.

· Tur på skydebane. Det måtte jo ske. Alle deltagende overlevede.

· Nytårsaften på dansk-amerikansk vis med masser af småretter tilgængelige på køkkenøen, godt med bobler, smukt fyrværkeri og siddende parket i indkørslen. Lunt og klart vejr. Happy New Year.

· Fejring af et af de tårnhøje børn. Kanelkage og sidste tur på pizzeria.

· Tårevædet på gensyn til sommer. Pyh ha. Dyb taknemmelighed over besøget. Masser af kærlighed i hjertet. En hel del at fordøje.

Jeg bliver en anelse forpustet over denne opremsning, men ikke desto mindre så var det for os fuldstændig fantastisk, at det lod sig gøre, at alle havde lyst, og at vi oplevede så meget sammen som familie. Minder der nu for evigt har fået sin egen hjertehylde.

For at det ikke skal være løgn toppede vi sammen med mormor og bedstefar, der blev et par uger mere, det hele af med en aldeles forrygende tur til New Orleans. Vores første, men for sure ikke den sidste. Hvordan kan man andet end at forelske sig i det sted? Vi havde varmet op med jazz i køkkenet i flere dage, og vi læste op på historien undervejs på den 6 timer lange køretur. Og så slog vi os løs. Især i The French Quarter, der fra tidlig morgen til sen aften sender sine skønne, jazzede vibes ud og bare inviterer til at leve det lette, sorgløse liv. Så det gjorde vi.

Vi var også på førsteklasses sumptur, samt på seafood bar in the middle of nowhere, hvor især bedstefar og jeg fik tilfredsstillet vores indre seafood lover. Jeg splattede godt nok en kæmpe krappe temmeligt meget ud over Kim (hvordan åbner man dog sådanne krabater med en nøddeknækker??), men han tog det relativt pænt og lod mig nyde oplevelsen til fulde.

’Hvad med børnene?’ tænker man måske nok her. Well, drengene spiste deep fried krabber, rejer og blæksprutter. Ellen spiste – ja, pomfritter. And so, everybody was happy.

Oven på al denne forlystelse sluttede skoleferien, og børnene måtte tilbage til hverdagen. De er heldigvis der nu, hvor de glade drager af sted og glæder sig til en dag med dejlige venner og gode lærere. Og herhjemme gav det lidt luft til mormor og bedstefar og mig selv. Jeg fik genoptaget min skrivning, som har ligget lidt på den lade side i disse begivenhedsrige måneder, og mormor og bedstefar tog bilen og gjorde det, som de er så gode til: ud på egen hånd og bare nyde. Vi var også på små ture sammen, bl.a. til Old Katy, som vi mere og mere får øjnene op for. Her fandt vi en masse antikvitetsbutikker, så mormor var i sit es og fandt lækre sager til mig. Bedstefar slikkede sol på gadehjørnerne.

Endelig blev vores drenge 12 år. Ubegribeligt og stort. Vi fejrede dem en hel lang og dejlig dag fuldstændig på deres præmisser. Så det blev til morgenvækning, fejring, basketball med farmand, tur til skøn park i Houston inklusiv lagkage på picnictæppet, og aftensmad på yndlingsrestauranten, mexikanske Alicia’s. Vores basser, sikke de vokser.

Endnu en tårevædet afsked – men vi er enige om, at vi bliver bedre og bedre til det, min mutti og jeg. Og så måtte vi oven i købet sige farvel til farmanden også, som skulle en tur til Danmark for første gang siden vi flyttede hertil for over et år siden.

Heldigvis er han nu hjemme igen, mæt og glad og taknemmelig og lidt træt oven på meget, meget skønt samvær med venner og familie, blandet med spændende arbejde. Børnene og jeg overlevede 10 dage alene på skansen. 10 dage, som jeg havde fået pakket rimeligt godt med børnefødselsdage, skole-hjem-samtaler, adskillige møder, cafeture, sessioner, gæster og besøg hos venner, basketball kampe og alt muligt andet godt. Det var vist en klassisk Sara; der er potentiale for forbedring!

Så lige nu har det været så nydelsesfuldt for mig at sidde i fred og ro og tænke tilbage på alt det, som er faldet vores vej og sætte ord på lidt af det her. Inden længe følger lidt dybere refleksioner over den kommende overgang til Junior High for drengenes vedkommende og de mange vidtrækkende valg, der rejser sig i den forbindelse. Det her expat-liv bliver vist aldrig kedeligt!

Tak fordi du læste med. Stay happy, life is worth it.

Bisou,

Sara <3