• Sara Hoejslet

I disse sælsomme tider - holy shit or holy shift?



På tide med en hjertehilsen fra Texas og et lille kig ind i den helt anderledes hverdag, der har indfundet sig her, ganske som i resten af verden, også i gode gamle Danmark. Vi tænker meget på vores hjemland, på alle vores kære der, på samfundets grundlæggende sunde strukturer, og på håndteringen af corona-situationen. Meget står i skærende kontrast til det Amerika, der lige nu slår revner. Tusindevis af menneskeskæbner er med ét forandrede, og samfundets afgrunde står pludselig gabende åbne. Denne corona-virus er ubarmhjertig, javist, men det er det enkelte lands og det enkelte menneskes håndtering af den, der i sidste ende er afgørende for omfanget af dens rasen. Her i det forjættede land fik facaden i starten mere fokus end realiteterne, med fatale konsekvenser til følge.

Det er grusomt, og samtidig er det nærliggende at tænke over, om det her måske resulterer i, at vi samlet set får øjnene op for, at noget - meget - vitterligt må falde nu, for at noget nyt og bedre kan få plads. Jordkloden trives i bedste velgående uden os og vores overvældende indblanden. Vi er bare gæster.

Situationen er surrealistisk. Vores ven, som er sygeplejerske, fortæller, at de nu bruger samme maske og samme sæt handsker fire dage i træk. I New York er det langt, langt værre. I Houston er antallet af indlagte stadig relativt lavt, og alle snakker om, at vi ikke har toppet endnu. Og her i vores velfriserede Katy er der stille. Vi kender 7-9-13 ingen, der er blevet smittet. Vi holder os for os selv. Vi har ikke været sammen med andre mennesker i fem uger. Vi bestiller varer over nettet, kører op foran supermarkedet, får det leveret ind i bagagerummet, og kører hjem igen. Vi tager ingen steder, ud over små ture i nabolaget på cykel eller gåben. Mange mennesker er ude at lufte sig selv, børnene eller hunden, og det er nu blevet kraftigt anbefalet at bære masker. Så vi går helst, når ingen eller få andre er ude, for hvor er det anderledes at møde et andet menneske ved at gå langt til siden, gemt væk bag sit værn. Frygt og mistro kan nemt få tag i en lige der, ligesom fordømmelsen af dem, der alligevel ikke helt kan finde ud af det der med social distancering, hurtigt kan tage fart. Det er ikke vejen frem.

Vi taler om, hvad der sker. Også om at luften er mærkbart renere, søerne klarere, familierne mere sammen. Vi taler også om, om vi er det rigtige sted. Selvfølgelig gør vi det. Vi snakker om forskellige scenarier og ved jo dybest set ikke så meget på nuværende tidspunkt. Ikke andet end at det lige nu giver mest mening at være her, hvor skole og arbejde kører hjemmefra; vejret er godt; huset er stort nok til at rumme alles behov for både nærvær og alenetid; hvor vi har, hvad vi skal have; og hvor vi kan være i elektronisk kontakt med alle vores kære. Alternativet er karantæne i Danmark og alenetid i måske et sommerhus et sted, altså en endnu mere anderledes hverdag og i virkeligheden ikke særligt meget tættere på dem, vi for alt i verden vil passe på og ikke smitte.

Forårets besøg fra Danmark er desværre, men selvfølgelig blevet udskudt. Vores tur til New York er aflyst. Om vi kan komme til Danmark til sommer er stadig uvist, ligesom vi heller ikke ved, om turen til Florida med gode venner bliver til noget. Og det lever vi med. Selv om vi ville have elsket at føre alle planerne ud i livet, så virker det stadig som en lille pris at betale i forhold til den virkelighed mange må se i øjnene.

Det er blevet forår. Poolen er nu så varm, at vi bader i den dagligt. Ænderne har fået ællinger, og vi går troligt op og fodrer alle 17 hver dag. Mindre kan mindstemusen her ikke være med til, for kærligheden til dyr er stor. Vi spiller spil, ser gode serier sammen, læser og laver børnemeditationer. Det sidste med vidunderlig effekt på tre meget sansende børnesind. Vejret er for det meste virkelig godt, men selv i heldagsregn måtte vi forleden ud. Det var lidt under protest i starten, men endte med at blive alletiders meget gennemblødte pjasketur, komplet med tørt tøj og varm cacao bagefter. Ellen har indrettet gæsteværelset til lego-byggerum - ‘der er alligevel ingen, der bruger det lige nu, mor’ - og drengene fisker på daglig basis. Valdemar er mest grebet af det og står selv for rengøring, panering og stegning af de fisk, han bringer med hjem. Det er moren glad for! Vi får ordnet småting i huset, ryddet op, gjort rent og smidt lidt ud. Og tænker på hvordan vi ville have taget hul på en masse udendørsprojekter, hvis vi i denne tid havde boet i engen i Aars, Danmark.

Skolelivet udfolder sig i muttis skolestue, og vi finder vores vej i det. Skolen og lærerne gør deres allerbedste for at holde eleverne godt beskæftigede med læringsrige aktiviteter, og jeg prøver så godt, jeg kan, at være til gavn. Det er ikke timer uden bump og brok, slet ikke, men vi kommer igennem. Og er sammen om at finde en rytme, der passer til vores familie. Vi justerer dagligt, det er work in progress, om man så må sige.

Skolerne her åbner tidligst den 4. maj, har vi fået at vide, og også vores farmand er sendt på hjemmekontoret, pt. frem til den 30/4. Vi får se. Eftersom skoleåret her slutter den 21. maj, er der ikke mange, der tror på, at børnene overhovedet når at komme tilbage. Flere stater har meldt skoleåret afsluttet, men den er vores skoledistrikt ikke gået med på. Vores børn svinger fra at glæde sig over den ekstra fritid og fraværet af tidspres og fyldte kalendere til at savne deres venner og det almindelige skoleliv med undervisning, frikvarterer, snak og samvær. Jeg forestiller mig, at det er sådan for langt de fleste børn i denne tid. Og jeg beder til, at den begyndende åbning i Danmark vil bære godt med sig. Men der er vi slet ikke her, hverken hvad angår prognoser eller håndtering.

Dog nyder vi alle fem, at der ikke længere er travle morgener, lange lektie-eftermiddage og en masse aktiviteter og arrangementer. Ikke mindst værdsætter vi uendeligt højt, at vores farmand er hjemme og langt mere med i vores hverdag. Det gør en mærkbar forskel. Og det er forunderligt at tænke på, at det faktisk aldrig har været sådan for os før.

Jeg mærker dyb, dyb taknemmelighed og beundring over for de mennesker, der formår at passe livsvigtige jobs midt i denne intense tid over hele kloden. Og jeg søger hver dag at fylde mit eget lille hjerte med lys og sende det ud i verden, til nær og fjern.

Der er en ny sårbarhed til stede. En ydmyghed og en stille eftertænksomhed. Forsøg på at skabe en god hverdag midt i denne verdensventen. Tunge suk, når det hele momentant braser sammen. Og dyb glæde, når vi mærker, at vi vitterligt har hinanden.

Mange, mange andre er i langt hårdere omstændigheder, end vi på nogen måde er lige her. Måske har de sygdommen tæt på, måske skal de jonglere mere med job og skole og hjemmeliv, måske strammer det økonomisk, jobbet er måske i fare eller allerede væk. Vi kan ikke klage. Vi er meget, meget heldige og privilegerede. Også selv om det selvfølgelig til tider er hårdt at bære. Det er det for os alle, og det er okay. Alt er relativt.

Nogle dage er der bobler indeni, dyb glæde over alt det, som denne tid også giver os. Andre dage er jeg stille, berørt og mærker verdens dybe smerte. Atter andre dage er overskuddet lille og irritation eller opgivelse lige under overfladen hos en eller flere i husstanden. Lige nu øver jeg mig i bare at observere disse forskelle og prøve at tage højde for dem. For de er nok naturlige svingninger i en særlig tid, som jeg gætter på, at mange mærker.

Men der er så meget mere til denne situation. En invitation til at dykke langt ned under overfladen. Når noget så meningsløst finder sted, så er der altid en stædig del i mig, der insisterer på at finde en form for mening. Noget at bruge det til. Noget at forstå og forandre. Det synes jeg, at vi skylder alle dem, der blev eller bliver ramt. Det skylder vi verden og livet her på kloden.

Ikke kun på samfundsplan. Også hos os selv, hver især. Hos dig og mig.

Den struktur, jeg har allermest fokus på at finde ny mening i lige nu, er balancen mellem familieliv og det man forsigtigt kunne kalde et passioneret arbejdsliv. Ikke overraskende; det er efterhånden blevet åbenlyst for mig, at det er i dette spænd, at jeg skal hente nogle af de store læringer this time around. Men for andre kunne det være så meget andet - de steder, hvor vi godt har været klar over, at noget har været skævt, men hvor vi har lukket øjnene for det. Det er helt ufatteligt, så gode vi som menneskehed er til at lukke øjnene!

Jeg har indset en vigtig ting:

Jeg længes faktisk ikke efter det, der var før.

I hvert fald ikke fuldstændig i den form, det havde.

Jo, selvfølgelig er der mange ting, vi alle fem glæder os til, at vi igen kan gøre. Tage ud at spise, køre til vores verdens bedste iscafé (hvis den stadig findes), gå i biografen, tage ud i en state park og gå en god, lang tur, være sammen med gode venner og familie, rejse og opleve, simple, rige ting. Men dybest set, så er det - godt hjulpet af smerterne fra en gammel, genopstået rygskade og dertilhørende hjælp fra gode kræfter i Danmark - gået op for mig, at jeg faktisk ikke synes, at den opdeling af min hverdag, jeg havde før, var udelukkende god.

Den fungerede, men for mit vedkommende var den alligevel i energitermer ikke optimal. Forstået på den måde, at min energibalance blev opretholdt på et for mig at se nu for tamt grundlag. Jeg havde før, og det får jeg nok igen, mange timer for mig selv hver dag, hvor jeg var fri til at gøre det, jeg brænder for: skrive, holde sessioner, uddanne mig, ses med dejlige mennesker, motionere, læse - så meget tid til så meget dejligt og opløftende og berigende. Og så slog jeg derfra over i familietid og skulle ofte lige omstille mig fra energimodtagende gear til energigivende gear. Tit med sammentrækninger og en indre kamp til følge.

Nu er det blevet klart for mig, at jeg faktisk ikke ønsker sådan en spaltet form, hvor jeg skal ‘lade op’ for så at ‘give løs’. Det er alt for skarp en opdeling, for usund, kantet og hård i overgangen. For pludselig befinder jeg mig i en helt anden form. En hverdag hvor min familie er her hele tiden, og hvor jeg er tvunget til at finde en anden måde at nære min energibalance på, hvis det her skal gå godt. Som min underviser sagde til mig: skiftet ligger i at gå fra ‘enten min familie eller mig selv’ til ‘min familie OG mig selv’. Valget af dem er ikke et fravalg af mig selv og mit. Tilvalget af mig selv og mit er ikke et fravalg af dem. Det må og skal fungere samtidig, ikke bare i denne tid, men altid, og jeg kan pludselig se, at jeg har fået en unik mulighed forærende for at hele en dyb spaltning i mig selv. Spaltningen mellem den version af mig, der arbejder kreativt og spirituelt og ofte i høje og abstrakte frekvenser. Og så den version, der er praktisk og jordnær og struktureret og har overblik og styr på hele molevitten. Det hele fletter sig sammen på nye måder lige nu, og jeg er usigeligt glad for at mærke, at jeg ikke længes efter formen før, men virkelig værdsætter denne lidt famlende (nogle gange direkte rå) tid, hvor en ny form langsomt indfinder sig, og hvor jeg er her for min familie, og de er her for mig på en ny måde. Jeg finder stille og roligt ud af at lægge ‘mit’ ind i ‘vores’ og ‘vores’ ind i ‘mit’, og jeg mærker tydeligere og tydeligere, hvornår jeg med fordel kan påtage mig ansvaret, og hvornår det er ok bare at lægge det lidt og fokusere andetsteds. At give slip. Vi finder friheden sammen. Det føles som en kæmpe befrielse, der lander i små bidder.

Jeg kunne godt dø i at skulle være skolelærer mange timer om dagen for tre børn med hver deres behov (og det gør jeg også lidt nogle gange - og sender ufattelige mængder taknemmelighed og anerkendelse til alverdens skolelærere), men lige nu er det bare så tydeligt for mig, at det er min opgave, og at den giver mig et andet indblik i mine børn og deres indre liv. Og bare den indstilling stiller energibalancen på en helt anden måde.

Tilsvarende kunne jeg også blive aldeles drænet af at have sessioner og at skrive, hvis det blev reduceret til bør og pligt og dårlig samvittighed. Der har jeg også været.

Jeg kunne godt stresse over, hvad børnene mon foretager sig lige nu, mens jeg er trukket for mig selv for at skrive disse ord. Eller om et insisterende ønske fra mit hjerte om fortsat at have sessioner mon reelt kan lade sig gøre midt i zoom-møder, videolektioner, afleveringer og højtlæsninger.

Men jeg må slippe.

For jeg VIL hen til både-og. Jeg vil finde vejen til at hele spaltningen. Jeg vil have lov at mærke dybt inde, hvor fantastisk givende det er at føle sig til gavn. Her i min familie OG for andre mennesker.

Og det vilde: jeg aner ikke, om jeg ville være nået til at indse dette, havde det ikke været for de forandringer, corona-situationen medfører.

Jeg ved ikke, om jeg ville have nået det.

Jeg hørte det forleden sagt helt enkelt med det fantastiske udtryk, at vi nu mere end nogensinde har mulighed for at:

‘turn our holy shit into a holy shift’.

Det er den opgave, vi er blevet stillet på alle planer. Jeg tror, at det er forløsende at tage den på sig.

Bisou,

Sara <3







  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon