I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme

Status efter mit og børnenes første besøg i Danmark siden vi blev udstationeret for godt et halvt år siden.

Vi har nu været tilbage i Houston i en uge, og alle indre koordinater, inklusiv tid, tanker og følelser, er omsider ved at være faldet på plads i mig igen. Vores hjem her, vores venner her, solen, varmen og roen og ikke mindst min skønne mand har lindret mit hjerte, og jeg er ved at være der, hvor jeg i taknemmelighed kan sætte ord på alt det, som turen til Danmark og retur har givet os.

For mit hjerte smertede, da vi skulle sige farvel til alle dem og alt det, vi har kært i Danmark endnu engang. Ikke fordi jeg og vi ikke gerne ville tilbage til vores farmand, og ikke fordi jeg sådan for alvor brød sammen eller reelt overvejede at blive i Danmark. Overhovedet ikke.

Men at stå på en parkeringplads og kramme min mutti farvel i solnedgangen; at se drengenes bedste ven løbe efter bilen længe, længe for til sidst at stoppe op og vinke, til vi var ude ad syne; at overvære mindstemusen lægge sine små arme om sin bedstemor og kigge hende dybt i øjnene; at kramme farvel og farvel og farvel til alle dem, der har åbnet deres hjem og hjerter for os, mens vi har været hjemme – åh, hvor var det svært.

Det blev ikke mindre svært af, at det i de fire uger, vi havde, faktisk føltes som om, vi aldrig havde været væk. Der er kun gået et halv år, og selv om især drengene forinden havde været bekymrede for, om deres kammerater mon havde glemt dem, så var tilbagekomsten for alle tre børn så rørende let og ubesværet, at det på det ene side storglædede mit moderhjerte, og på den anden side fik det til at krympe sig lidt ved tanken om alt det, vi har taget dem væk fra.

Drengene insisterede på at gå i skole i al den tid, vi var i Aars, for det var der, deres venner var. Og til håndbold. Og ud i skoven, ned til skovsøen. Alt blev genbesøgt, og det var tydeligt, at de faldt ned i den ro, som kun hjemme giver. Ellen legede med sine søde veninder og nød friheden i at kunne plaske i havet, samle massevis af dyr og kravl og lave små hjem til dem, samt vinde mindst hundrede Uno-sejre over bedstemor.

For mit eget vedkommende havde jeg det som om, at alle mine sanser stod ekstra åbne. Jeg tog alt ind med forøget styrke – fuglenes sang, blomsternes farver, kornets bølgen i vinden, havets brusen, bakkerne, skovene. Alt det, som er Danmark for mig.

Få dage efter vi var landet, kom den til mig, sangen.

I Danmark er jeg født,

der har jeg hjemme.

Jeg kunne kun nynne disse to første linjer, så blev min stemme grødet, og tårerne tittede frem. En sang, som jeg altid har fundet smuk, men som aldrig tidligere har ramt mig så dybt, som den gjorde under vores besøg i det land, hvor jeg virkelig har hjemme.

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.

Der har jeg rod, derfra min verden går.

Du danske sprog, du er min moders stemme

Så sødt velsignet du mit hjerte når.

Du danske, friske strand

Hvor oldtids kæmpegrave

Stå mellem æblegård og humlehave.

Dig elsker jeg.

Danmark, mit fædreland.

Og det er mærkeligt, at føle sådan en kærlighed til et sted, når man samtidig har en indre eventyrtrang, har rejst mange steder, tit har fundet Danmark lidt jævn til sammenligning, og lige nu er i gang med det hidtil største udlandseventyr af dem alle. Og det tilmed et eventyr, der går virkelig godt. Mærkeligt.

Som en skøn bekendt sagde en tidlig sommermorgen, da vores gåture krydsede hinanden, så er det jo bare et udtryk for, at vi trives begge steder, og det er sandt. Og positivt.

Og så gik jeg alligevel hele tiden med sådan en ny og samtidig genkendelig følelse indeni af ’Nååå ja, det er jo sådan, det er; sådan, det føles at være hjemme’.

Jeg nåede frem til at kunne skelne mellem det sådan her: I Danmark hører vi til, i USA er vi faldet til.

Der er et kæmpe ocean til forskel på de to ting, men jeg kan og vil ikke lade mit hjerte drukne i Atlanterhavet. For det er jo i sandhed godt, at vi er faldet så fint til i USA og oplever en masse. Og det er i sandhed lige så godt at mærke, at der er så meget og så mange, som vi holder ubegribeligt meget af i Danmark, og som så kærligt vander den rod, vi stadig har der. Det er faktisk mere smukt, end det er trist, og det gør mig dybt taknemmelig.

Børnene og jeg var ude og se vores bindingsværkshus i engen. Og Skipper, vores søde kat. Og de rare mennesker, som holder vores sted så smukt. Også det var mærkeligt. Og dejligt. For vi er lige rejst, og vi har været længe væk, og alt er, som det plejer, og så alligevel ikke.

Vi var i sommerhus, badede i havet, spiste is, fiskede, kørte vidt og bredt. Vi fejrede min runde fødselsdag. Vi genbesøgte yndlingscaféer, skovstier og venskaber. Og vi landede ned ved så mange af de spiseborde, som vi ikke har siddet ved så længe, og blev forkælet med god mad og dejlig snak.

Vi var i Ebeltoft, min barndomsby, og der gik ren nostalgi i den. Vi opsøgte og oplevede på ny, og det gik op for mig, at det er dét, den har indfanget, sangen. At når man er ude og kommer hjem på besøg, så står dette hjemme frem på en ny og renere måde, befriet fra hverdagens grå toner, skarpere i farver og stemning, og rigere på dybde, historie og minder.

Min og min families historie er flettet ind i Danmarks historie, og Danmarks historie er flettet ind i verdens historie. Lige nu er vi begyndt at flette os ind fra en helt anden vinkel, og samtidig har vi stadig tråde i Danmark også. Og deri ligger forskellen på at høre til og at være faldet til. Og det er lige, som det skal være.

For mit vedkommende sluttede besøget i Danmark med en herlig fest hos vores skønne familie i København. Og tænk sig, festen blev sunget i gang af et smukt ungt par, han spillede klaver og hun sang. To sange, hvoraf den sidste var – ja selvfølgelig – I Danmark er jeg født.

Og der sad jeg, klar til fest, og mærkede fire ugers Danmark risle gennem min krop. Fire ugers Danmark, et halvt års USA, en verden forude og en kærlighed så stor til Danmark, mit fædreland.

Og lige nu er Danmark så heldigvis kommet en lille smule helt herover til os. I form af vidunderlige venner, som vi holder ferie med. Virkelig ferie. Først her, i omegnen af poolen, og lige om et øjeblik i to autocampere i Rocky Mountains, Yellowstone og Grand Tetons.

Life is good, og eventyrets tid er kommet.

Bisou,

Sara <3