Hvad har vi gang i?

Efter seks magiske uger i Danmark og midt i en forrygende autocampertur (se billeder fra begge på insta eller fb) er det tid til den lovede opdatering. For hvad har vi egentlig gang i?

Flere har læst lidt mellem linjerne i mine seneste poster. Mange har spurgt. Nogle ved allerede noget.

Men nu tager vi den lige fra begyndelsen.

Da vi kom retur fra vores juletur til Danmark, tog vi den beslutning, at vi efter kontraktens udløb i slutningen af 2021 ville returnere til Danmark. Der ville vi bo i 2-3 år, og så ville vi måske rejse ud igen. Det var den plan, vi lagde, fordi det på det tidspunkt føltes mest rigtigt.

Så skete der lige pludselig en hel masse. Vi skulle i hast fraflytte vores hus. Næsten alle vores ting blev sendt af sted i en container. Vi skulle finde et nyt sted at bo. Koblet selvfølgelig med corona, der fortsat gjorde det umuligt for venner og familie at besøge os. Der var alle mulige følelser involveret.

Vi besluttede, at vi ville gøre tiden i USA færdig og ikke forlade pladsen i utide, selv om vi skulle ud af det vidunderlige hus, vi boede i.

På Kims arbejde gik man i gang med at finde ud af, hvilke jobmuligheder der ville være til ham, når han kom tilbage til Danmark.

Der var ikke lige nogle oplagte åbninger. Til gengæld strøg der kortvarigt et andet job et andet sted ind over skærmen. Det var vigtigt. Ikke jobbet i sig selv, men den øjenåbner det viste sig at være.

For der skete det, der nogle gange sker: Når man er lige ved at miste noget eller være færdig med noget, så opdager man for alvor, hvor meget det har betydet for en. Og så må man tjekke ind med sig selv og hinanden: Følger vi stadig planen, eller skal den tilpasses i forhold til det, der nu måske synes mere rigtigt?

*

Spørgsmålene rejste sig:

Er vi egentlig færdige med det her expatliv?

Er det overhovedet realistisk at få især drengene med ud igen, når de har rundet 15-16 år? (Deres teenageraketfart gjorde, at det pludselig virkede urealistisk)

Ville vi være villige til måske at skulle flytte fra vores bindingsværkshus, hvis Kim blev nødt til at skifte arbejdsplads, hvis vi returnerede som planlagt? (Nej!)

Er det i virkeligheden sådan, at hvis vi vil mere eventyr, så er det nu, mens vi allerede er ude?

*

Men samvittighedskvalerne indfandt sig også:

Hvad med især vores elskede bedsteforældre i Danmark, som glæder sig til at få os hjem?

Hvad med børnene og deres venskaber og ønsket om, at de ikke skal have en udelukkende amerikansk skolegang?

Hvad med vores sted, bindingsværkshuset i engen, som stadig føles som vores egentlige hjem?

Hvad med venner og traditioner og alt det dejlige danske?

*

Det har været noget af et spænd at befinde sig i gennem de seneste måneder. Især fordi vi mærkede, at skulle vi blive ude, så skulle vi prøve noget andet efter USA. Skulle vi mere eventyr, så skulle det være et nyt eventyr. For skolegangens, oplevelsernes, hverdagens og karrierens skyld. Variation må der til.

Vi har haft en meget dejlig tid her, men vi er her ikke for at blive. Kim sammenligner det med en tre uger lang ferie, hvor den første uge er all new, og man udforsker og suger til sig. Anden uge kender man de bedste steder, og nyder det. Tredje uge begynder man at glæde sig til at komme hjem igen. Man er mættet og fyldt op af gode oplevelser. Klar til at komme videre. Den sammenligning siger det meget godt.

Men det er videre, ikke hjem, vi skal. Eller vi skal begge dele: først videre ud med hjem godt blandet ind, og så rigtigt hjem. Vi har lige haft en lang og smuk sommer i Danmark, endda i eget hus og tæt med mange af vores dejlige, og den sommer bekræftede os i, at det vitterligt er hjem. Mange expats ender med at sælge huset i Danmark og ligesom flyve mere frit, men der er vi ikke på nuværende tidspunkt. Tværtimod. Det gjorde os så godt at mærke det. For den grounding blev lidt paradoksalt et afsæt til netop at flyve trygt videre.

Vi har den mest fantastiske forståelse og opbakning med os i bagagen. Vi har kærlighed og ønsker om at være en del af eventyret. Vi har dybe relationer, som kan bære alt. Jeg bliver aldeles rørt over at skrive de ord.

<3

Så altså videre, ikke hjem. Endnu.

Derfor begyndte Kims arbejde at kigge ud over både USAs og Danmarks grænser. Og så endte vi med pludselig at skulle forholde os til intet mindre end Kina og Dubai. To steder i verden, jeg aldrig har besøgt, men som jeg ikke desto mindre altid har forsvoret, at jeg ville rejse til. Hverken selv eller med min familie. Men sådan havde jeg det også med USA, og jeg kender mig selv godt nok til at mærke, hvornår jeg afviser, bare fordi jeg er uinformeret og stereotypt tænkende.

Så jeg har trukket den gamle cirkushest ind i manegen og researchet i vildskab. På både Kina og Dubai. Og jeg har mærket mig selv bløde op, ligefrem varme op, jo mere mit perspektiv blev nuanceret. Jeg har siddet langt inde i hverdag og boliger og skolevalg og fornemmet, om vi kunne det som familie.

Kina - Shanghai nærmere bestemt - lokkede med sin kultur og historie, sin storslåede natur, sin status som portal til hele Asien. Hverdagen i en kæmpe storby med ca. 26 millioner mennesker kaldte knap så meget. Luftforurening, censur, pendleri i trafikkaos, måske endda med chauffør fordi en enkelt kineser eller to kunne finde på at kaste sig ud foran en europæers bil og håbe på ikke at dø helt, for derefter at lægge sag an; koblet med dyre billetpriser på rejser til og fra Danmark, stor tidsforskel og meget mere gjorde, at vi blev mindst varme på Kina. For det er trods alt hverdagen, der er vigtigst.

Dubai viste sig at være meget mere end sand, guld og glimmer. Gode skoler, spændende jobmæssigt, tæt på havet, et vellykket og spændende kulturmøde, nytænkning også i bæredygtige retninger, portal til en anden, af os uudforsket del af verden. Dertil billige flybilletter og kortere tidsforskel, dvs. mulighed for en stærkere tilknytning til Danmark, hvilket har været et af hovedkriterierne for os i valget om at blive ude lidt endnu.

Vi havde med andre ord en favorit, men blev nødt til at holde os åbne, fordi det selvfølgelig ikke bare var os, der bestemte. Kims arbejde er jo netop arbejdsgiveren og altså dem, der i sidste ende kunne åbne og lukke for det varme vand, om man så må sige med en flad Grundfos-pumpemetafor.

Kim og jeg har stået sammen i det hele vejen. Og i modsætning til dengang vi valgte at flytte til USA, har vi også valgt at inddrage børnene på en anden måde denne gang. De var allerede inde over, da den omtalte første jobmulighed et andet sted flimrede ind og væk igen, og vi har holdt dem i loopet siden.

De er ubegribeligt seje, de børn! Deres reaktioner er ikke ens, og det kan heller ikke forventes. Vi har talt og vist og vendt og drejet. Og vi har rummet forskelligheden hos dem.

August har forstået, at han er heldig, at vi giver ham og hans søskende noget andet og særligt, som kommer til at blive betydningsfuldt for hans valg i årene fremover. Han bobler indeni af spænding, som han selv udtrykker det.

Valdemar skifter mellem at blive grebet af Dubais muligheder og favorisere det trygge og velkendte. Vi minder ham om, hvor mange erfaringer han efterhånden har med at stå i det nye og ukendte. Og ikke bare med at stå i det, men med at finde vej, finde venner, finde mening og glæde. Det er en proces og vi giver den tid og kærlighed.

Ellen er yngre og altid uendeligt positiv. Hun ser lys, altid. Hun elsker at rejse, at opleve, at være sammen med os, sin familie. At skabe nye baser og gøre dem til sine egne. Hun elsker også sin familie og sine venner i Danmark, og det betyder meget for hende, og for os alle, at vi kan ses.

Vi taler med børnene om lange somre i Danmark, ganske som den, vi lige har haft. Om at kunne få besøg. Og også om at skabe en hverdag, os fem, hvor vi trives, vokser og nyder de omgivelser, vi er i.

Kort før sommerferien fik vi så at vide, at det blev Shanghai. Jeg slugte femogfyrre kameler og sagde ‘Okay så!’ Vi ventede lidt med at fortælle det til børnene. Skulle lige fordøje det selv først. Indstille os.

Så kom der en kontramelding: Shanghai var taget af bordet. Vi ville ende med at hænge i uvished i månedsvis og ikke kunne rejse ind, fordi reglerne er ufatteligt stramme oven på corona, og det ville ingen byde en famile med børn. Dertil kommer, at landet har vedtaget en række love, der skal favorisere kinesisk arbejdskraft, og det derfor ville blive astronomisk dyrt at sende en expatfamilie på fem dertil.

‘Okay så!’ for anden gang.

Ventetid. Mere ventetid. Eller forberedelsestid er det jo. Møder. Samtaler. Spørgsmål fra vores nære. Ingen svar at give. Begyndende sliden på de indre baner. Trækken modsat, væk fra slidet, ind i sommersol og morgenbadning og jordbær. Forsøge at acceptere, at vi bare måtte se, hvad der skete.

Og så: ‘Dubai.’

‘OKAY SÅ!’

Okay så, okay så, okay så.

Trods ørkensandet og varmen var der nærmest ingen kameler at sluge til sammenligning. I stedet lettelse, glæde, begejstring at spore indeni. Jeg tror så inderligt på den indre GPS.

Imidlertid er eventyr sjældent snorlige. Alting er jo en proces, og nu startede forhandlingerne så. Ugelange forhandlinger, som først lige er landet et godt sted.

Så vi nu kan sige, at vi ved årets udgang sætter kurs mod Dubai, mod 1001 nats eventyr, mod nye græsgange (eller sandkasser), mod dadler og nødder og hummus, mod international skole og håndbold og fodbold og ridning, mod nye markeder geografisk og produktmæssigt for vores farmand, mod egentlig arbejde og skrivning for mig, mod besøg af vores nære og flere fantastiske fælles oplevelser.

Det er stort at være nået hertil.

Vi ved, at der venter os en hård tid. Meget skal falde på plads. Vi skal lande. Gøre et helt nyt sted til vores hjem for en stund. Starte op i alle mulige nye sammenhænge, skole, job, sport, fritid. Skabe nye gode relationer. Finde ud af alle mulige praktiske ting. Lære at navigere i en helt ny kultur. Rumme de reaktioner, der på kryds og tværs vil indfinde sig.

Men vi har en vis erfaring med os. Den håber vi, at vi kan gøre brug af. Erfaring, eventyrlyst, mod til at tage springet og viljen til at få det til at lykkes. Og ikke mindst hinanden og uendelig opbakning hjemmefra. Jeg håber, at det er den rette cocktail.

Så for nu handler det om at nyde vores sidste måneder i USA. At slutte på en high. At få de sidste oplevelser, store og små, drysset ud på det stjernetæppe, vi allerede har vævet herovre. Derefter nænsomt og blidt at lægge det i kufferten og tage det med os til Dubai, hvor det skal foldes ud igen og væves større endnu. Hvor flere funklende stjerneoplevelser skal tilføjes.

Den ruller i blodet, den eventyrlyst. Den er aldrig et fravalg, men et tilvalg. Man ved, hvad man har, ja, men man ved netop ikke, hvad man får, og det er dét, der driver os.

I en af mine første blogposter citerede jeg Kirkegaard: ‘At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet.’

Vi vil på ingen måde miste livet, i overført betydning gå glip af det, lade det blive lille og falmet, når vi returnerer til Danmark. Så langt fra. Det ved vi nu. Vi har alt for mange og alt for meget der til, at det vil ske. Der er bare et indre bæger af vovemod, der ikke er brugt op endnu. En indre villighed til netop at miste fodfæstet for en stund. Til at kaste sig ud, i et leap of faith, og se hvordan vi i altings store samspil lander.

Det er i dét spring, at jeg mærker livet allermest. Der, jeg fyldes af ydmyghed og taknemmelighed og styrke og nænsomhed og alt det hele i en brusende energi, som folder mig ud. Jeg tror på, at det er den udfoldelse, vi er her for, og jeg synes, at det er den største gave at kunne give til sine børn. Også selv om de måske først vil pakke dele af den ud om mange år.

Der er en glædelig forunderlighed i de store perspektiver. Det er skønt at mærke her på vej gennem Utahs bjerge. Nu zoomer jeg ind her igen, for vi har gang i vores sidste store rejse herovre for nu, og oplevelserne skal tages helt ind. Det er sådan, de finder vej til stjernetæppet.

Rigtig god sommer til jer alle.

Bisou,

Sara <3