Hvad gør dig glad?

Jeg har fået den mest fantastiske julegave af min mand: en billet til en workshop med en af de store spirituelle kanoner her i US, som jeg har lyttet til og ladet mig inspirere af i årevis gennem bøger og online-materiale. Jeg glæder mig SÅ meget.

Drengene har fået billetter til sammen med deres far at komme ind og se en NBA-basketball kamp med Houston Rockets i fødselsdagsgave. De glæder sig om muligt lige så meget.

Ellen og jeg er om eftermiddagen hemmeligt i gang med at træne og lave plakat og billetter til en cirkusopvisning, som skal finde sted her i weekenden. Vi har lavet kostumer, nummerliste, øvet og grinet (det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at hun er den smukke cirkusprinsesse, og jeg er den klovnede klovn). Hun glæder sig helt vildt til at vise det for familien. Så meget at hun næsten ikke kan holde på hemmeligheden.

Farmand skal hele næste uge til Kansas… okay, det er der måske ingen, der glæder sig helt vildt til her. Men vi glæder os alle til marts, for der skal han til San Fransisco, og sandsynligvis tager vi alle med. Og oven i købet er det lige der, hvor vi igen får dejligt familiebesøg fra Danmark.

Vi glæder os også til den anden uge af februar, for der kommer Verdensholdet (supergymnaster fra DK) til Houston. Og vi skal ikke bare ind at se dem, vi skal være værtsfamilie og have nogle stykker boende her hos os, til reception med dem og meget andet. Børnene ser så meget frem til dette, om end drengene siger, at de vil have det lidt stramt med det, hvis det er piger, der skal bo her!

Jeg kunne fortsætte listen over oplevelser, vi ser frem til. Der er virkelig mange. Men hvad er pointen? Der er faktisk flere:

1) Den banale, men ursande: det er vigtigt at fylde dit liv med ting, der gør dig glad.

Her tænker jeg ikke kun på større ting som dem, jeg har remset op her, men også på hverdagsting. Ellen har hver dag sin lyserøde dragebamse med i skole, fordi den gør hende tryg og glad (skolen har dragen som sin maskot, og hun har fået bamsen af en omsorgsfuld sekretær). Hun ser også lidt danske dyreprogrammer på i-pad’en hver dag, fordi det fylder hende med glæde og varme. Drengene spiller basketball i indkørslen hver dag og skal starte rigtigt til det på lørdag, fordi det fylder dem med energi og begejstring. Vi slutter hver aften med, at farmand leger en ordentlig omgang fangeleg med børnene, fordi alle ender med at sprutte af grin og gå glade i seng. Kim kører hver dag af sted på et arbejde, som er meningsfuldt og spændende for ham. Og jeg har hver dag gang i min clairvoyanceuddannelse, hvilket gør mig sprængfyldt med energi og glæde. Jeg har øveklienter, sessioner, lydfiler at høre, ting at læse og skrive, egenarbejde osv. I love it. Ligesom jeg elsker at skrive og gå ture og indrette og meget, meget mere. Det giver min tid alene dybde og indhold.

Så vi søger bevidst at have gode ting at se frem til og at have masser af godt indhold i hverdagen. Faktisk mere end nogensinde. Hvorfor? Her kommer den anden pointe ind i billedet.

2) Den situationsspecifikke, men lige så sande: er du under pres, så gå kontra.

I en tid, hvor energien kan skifte på et splitsekund i os alle – fra velvære til savn og hjemve; fra tryghed til utryghed; fra glæde til tristhed; fra lethed til tunge følelser – må vi have et modtræk. Eller vatterede puder på de største bump, vi skal over. Det er sådan, jeg ser alle disse glædesting. For vi er pressede. På forskellige tidspunkter og på forskellig vis. Og ikke mere end hvad man nok kunne forvente. Vi er bestemt bevidste om, at vi er super privilegerede og heldige: vi er landet så godt et sted, har et fantastisk hjem, en formidabel skole, rare genboer, familie og venner, som ønsker at komme og tage del i lidt af det hele, mulighed for at rejse og opleve, og meget, meget mere. Og samtidig så har vi for en stund forladt alt det, som var trygt og velkendt for os, og er kun landet med en brøkdel af alt det, der udgør os hver især. Det skaber pres. Og derfor går vi kontra så vidt muligt og prøver derigennem at lande mere og mere.

Ellens engelsk udvikler sig stødt, men hun har længe nu været nærmest uden sprog i en god del af sin dag. Det er et identitetstab, jeg husker rystende tydeligt fra dengang, jeg drog til Paris med intet andet end min røde kuffert og en plan om at bo og arbejde der et halvt år. Man kan ganske enkelt ikke være den, man var, når man ikke kan udtrykke sig, som man plejer. Jeg ved, at det kommer, men det er det største pres.

Drengene har venner her, ja, men jo stadig på ingen måde som de nære relationer, de havde hjemme. Det samme med deres sport. Det giver et hul indeni, som de (ubevidst) prøver at fylde ud med alt muligt. Men det er lige nu erstatninger, og erstatninger er – ja, erstatninger. For noget man pludselig mærker var meget værdifuldt. Pres.

Kim er kastet ud i et nyt arbejdsområde, har nye folk omkring sig, og står i spændfeltet mellem gerne at ville levere og at skulle bruge tid på at lære det hele at kende og finde sig selv i det. Plus at vi gerne vi have ham hjemme også. Pres.

Jeg mærker presset mest som et aftryk af de andres pres. Fordi jeg er sådan en energisvamp, der godt lige kan opsuge alle andres bøvl. Og fordi det er min primære opgave at holde balancen og stå der. OGSÅ i pres. Det er et pres i sig selv. Og det bliver hårdt, når jeg ind imellem også falder.

Men netop derfor har vi polstret vores bump. Netop derfor søger vi at tænke positivt. At se lyst på tingene. At skabe glædesfyldt indhold. At lægge fokus der.

Det var slet ikke i min bevidsthed på samme måde, da vi boede i Danmark, og det hele bare gik, som det plejede. Der var det lidt mere tilfældigt, om jeg havde mine optimismebriller på. Nogle gange havde jeg ganske enkelt forlagt dem. Og – helt ærligt – nogle gange vidste jeg godt, hvor de var, men jeg nægtede bare at hente dem. Nu hænger de i en snor rundt om min hals, altid tilgængelige. Jeg kan ændre perspektivet på et splitsekund. Jeg kan søge opad. Og jeg prøver at lære mine børn det samme. Alt det er sket gennem dette pres. Det er faktisk der, i presset, at vi lærer mest. Hvis vi vil.

Det går op for mig, at jeg har fat i noget af det, jeg ønskede mig allermest af denne udstationering: at vi alle skulle have mulighed for at vokse. For mig er dette et eksempel på igangværende vækst. Som udelukkende er af det gode.

Det gør mig taknemmelig.

Det gør mig glad.

Bisou,

Sara <3