• Sara Hoejslet

Hvad er planen? Og noget om taknemmelighed



Vi har det heldigvis sådan med planer her i vores familie, at de kan laves om til det sidste, hvis en oplagt bedre version viser sig.


(Jeg glemmer aldrig dengang vi renoverede hus i Aalborg, havde været i gang længe, og endelig var nået til dagen, hvor der skulle laves hul i gulvet til kældertrappen. Da Kim praktisk talt stod med smaddermaskinen fremme – jeg har trods adskillige husprojekter stadig ikke et videre veludviklet fagsprog, når det kommer til håndværkeres grej – mærkede han pludselig, at trappen ville være bedre at placere i den direkte modsatte ende af etagen. Og sådan blev det så, uden så meget tøven og nøleri. 10 minutter efter var der hul igennem).


Med både kort og GPS

Så når vi nu ganske ofte bliver spurgt om udstationeringsplanen, og hvornår vi rejser, så fremlægger vi den selvfølgelig. Men vi ved begge, at den altid kun kan være midlertidig, for så meget står stadig åbent, og vi må også give plads til den viden, vi indhenter undervejs.


Planer er, som jeg ser det, som et godt gammeldags fold-ud-kort, hvor de største veje er markeret, mens den fleksible intuition er den egentlige GPS, der opererer interaktivt, intelligent og med input udefra og ikke mindst indefra. Så her kører vi altså med både kort og GPS, plan og intuition, og det føles fuldstændig som det skal være.


planen lige nu er, at Kim og jeg tager til USA i næste måned. På area/orientation trip. Her skal vi have det indledende kig på kvarterer i Houston, skoler og huse. Der er dygtige folk koblet på, og vi føler os i kompetente hænder.


Herfra afhænger alt af visumprocessen, og vi er derfor ude i forskellige scenarier:


I oktober drager Kim til Houston igen. Hvis han har fået visum, kan han på det tidspunkt skrive endeligt under på leje af hus samt sørge for plads på en skole. Vi kan så få skippet vores ting af sted til vores nye adresse. Det tager 2-4 uger over Atlanten på det tidspunkt. Primo november kan vi så sammen drage til USA, over til vores nye hus og enorme mængder af flyttekasser (præcis hvor meget vi skal have med er ikke fastlagt endnu. Det afhænger både af, hvad vi kommer til at bo i derovre, samt hvordan vi får lejet vores hus i DK ud. Så dette er endnu en ting, vi bevidst ikke har planlagt, kortlagt, fastlagt endnu. Der er ting nok at bruge energien på pt., så vi søger så vidt muligt at bruge den der, hvor det giver mest mening).


Leje af hus, skoleplads mv. kan først ske endeligt, når vores visum kommer. Så hvis ikke det er gået i orden med vores visum i oktober, kan vi ikke få adresse, skoleplads mv., før i starten af november, hvilket forhåbentlig er det seneste tidspunkt, vores visum når frem på. Så er vi ude i, at Kim nok tager selv af sted først, mens vi andre lejer et sommerhus eller noget herhjemme, og vores ting krydser havet. Alternativt stilles vi en hotellejlighed til rådighed i op til 30 dage i Houston, men som vi lige mærker det nu, føles det længe for tre børn (og deres forældre), hvor der ikke er adgang til skole osv. endnu. Også fordi Kim kommer til at rejse ekstra meget i starten. Så har moren det sådan, at hun hellere vil være alene med basserne her og fastholde en art hverdag lidt længere, end hun vil stå i venteposition med dem i det ukendte. Men nu får vi se.


Først, for flere måneder siden, var især jeg fast besluttet på, at vi skulle rejse derover sammen (plan 1). Så kom en periode, hvor det kom til at give mere mening at splitte op i to, netop grundet intensiteten i Kims arbejde i starten (plan 2). Og lige nu er den, omstændighederne taget i betragtning, landet på ’Stadig uafklaret’(indre GPS samt bevidsthed om meningsfuldt energiforbrug).


Kærlighedshandlinger

En anden uendelig vigtig og kærlighedsfuld brik i denne planlægning er, at min søde mutti og hendes lige så søde mand har tilbudt at tage med os over og assistere med flytningen - med rejsen, når nu det måske ender med, at farmand rejser i forvejen. Med at hygge om børnene, når der helt sikkert bliver en million ting, Kim og jeg skal forholde os til. Med at pakke en flyttekasse eller to ud, når vi selv skal koncentrere os fuldt ud om børnene og om at gøre den første tid til en god oplevelse for dem.


Er det ikke magisk? At de stiller sig til rådighed for at sprede den der energi af ro og kærlighed, som forældre bare kan?


Vi var begge rørt til tårer, da vi fik det at vide. Og jeg er så ydmyg over den støtte og omsorg, der ligger i det tilbud. Tænk engang at være så heldig og privilegeret! Det er ikke, fordi vi ikke kan selv. Selvfølgelig ville vi kunne det. Det er mere, at min mor og hendes mand ikke ser nogen grund til, at vi absolut skal stå med det hele selv, når nu de bare kan tage med og være i det sammen med os for en stund.


Vi har på intet tidspunkt bedt om det. Vi har ikke engang tænkt tanken. Men noget har sået den i min mors bevidsthed, velsagtens affødt af kontakten både til kærligheden og til det savn, som selvfølgelig også vil opstå. Det er langt nemmere for hende at rumme afstanden, når hun selv har set og mærket, hvad vi står i, og hvordan vi står der. Samt gjort det, hun og hendes mand altid gør: giver. De to særlige mennesker er givere. Bærer af et overskud, som de deler ud af til mange. Det er så smukt. Og så ved jeg, at det for min mor er sådan, at hun hellere vil være den, vi andre skal vinke farvel til i en lufthavn, end at være den, der ser os tage af sted. Det rører mit hjerte inderligt, og jeg er dybt taknemmelig.


Julen er hjerternes fest

Sidste skridt i indflytningsovervejelserne lige nu er, at det bliver jul temmelig kort tid efter, vi er flyttet.


Jul.


Vi elsker julen i vores familie. Og vi fejrer den altid med vores kære. Med masser af nærvær og samhørighed. Det bliver anderledes i år. Fordi der ikke kommer skønne juledage, hvor man mødes med tindrende øjne og bare nyder de ekstra mængder af kærlighed og fred, som jeg altid mærker, at julen ankommer med.


Og så bliver det alligevel ikke helt anderledes. Fordi et andet elsket forældrepar, Kims forældre, har meldt deres ankomst. Det er vores tur til at nyde juleaften med dem, og det har de ikke tænkt sig at lade afstanden lave om på. Tværtimod får vi så bare en endnu længere og mere intens jul sammen. Og også det fylder mig med dyb taknemmelighed. For at de vil, tør, gør det.


Vi har en bedstemor, der laver mad som ingen anden, og jeg ved, at der nok skal komme til at dufte af jul i vores nye hjem. Og den duft skaber tryghed. Og tryghed skaber glæde. Og glæde skaber overgivelse til det, der er. Og i den overgivelse ligger hele nøglen til en vellykket udstationering.


Så på uvurderlig vis kommer begge hold bedsteforældre til at gøre en kæmpe forskel for os. Det ligger både i planen, og det mærkes helt intuitivt.


Taknemmelighedens gave

Vi har meget at være taknemmelige over. I særdeleshed vores relationer. Vores familie og venner. Det mærkes ekstra sitrende fint i denne tid. For mig er det så smukt, at en udstationering også kan åbne én op for virkelig at mærke dette.


Taknemmelighedens vibrationer strømmer som nogle af de højeste. De beriger alt, hvad vi står med lige nu, med et særligt lys, en særlig energi. Så tingene går let, og vi ikke bliver drænet af alt det, der er at se til.


Så min egentlige plan lige nu, som jeg intuitivt guides til bare at holde mig til, er fortsat at lade taknemmeligheden strømme. Fortsat at få øje på og mærke alt det, der er så fint i denne proces. Fortsat at værdsætte alle dem, der med deres positive interesse er med til at løfte den yderligere.


Tak, også til jer der læser med her. Det betyder uendeligt meget.


Bisou,

Sara <3




80 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon