• Sara Hoejslet

Goodbye Dubai


Så er vi på vej retur til Katy, Texas. I et lidt ældre fly denne gang, og i en lidt mere brugt version af moren, mig. Spejlinger.

Jeg er brugt på den gode måde. Fem hele dage i Dubai er blevet udnyttet til fulde, og hvor har vi nydt det. Det er svært at forklare den spænding, begejstring, livslykke jeg føler indeni over at få lov at skabe et expateventyr med min familie. Igen. Det at kunne ryste posen, ordentligt, for derpå med hjerne og hjerte, masterplan og mavefornemmelse at lægge brikkerne igen. Et nyt sted. På en ny måde. I et samspil med nye rammer og en ny kultur. Det åbner et dybt væld af glæde langt inde i min mave.

Jovist bliver det hårdt. Både at skulle sige farvel til USA og alt det og dem, der er blevet vores. Og at skulle starte forfra med at lære alt at kende i en ny kontekst. Vi husker den sidste tid i Danmark og den første tid i USA. Alt det, der bøvlede. Den underlige rodløshed indeni. Længslen efter mennesker, møbler, knap så mange ubekendte og løse ender. Børnenes modige og bævrende første skridt ind i et helt nyt liv. Mit bristede hjerte over vores allermindste, der havde det så svært. Vi husker det.

Men vi husker også, da det begyndte at vende. Vi husker den dynamik og nærhed, der opstod i vores familie af at være så tæt sammen i noget så stort. Følelsen af at lykkes. Vores fejringer af børnenes succeser. Alle de nye måder og traditioner, vi fandt sammen. Sproget, der blev vores. Tiden, som arbejdede for os.

Og hele denne mængde af minder og erfaringer har vi jo med os denne gang. Som flotte marmorkugler i alle farver, vi forsigtigt putter i en æske og tager med. Min farmor havde marmorkugler, som jeg legede med som barn. Jeg elskede allermest lyden, når de rørte hinanden. Den var varm og beroligende på en måde. Sådan håber jeg, at vores erfaringer vil virke på os i tiden, der kommer.

For vel bliver det noget andet. Noget ganske andet!

Efter at have navigeret rundt i Dubai disse dage, så må jeg konstatere, at jeg nok aldrig har oplevet noget lignende. Det er skrevet uden hverken fordømmelse eller forherligelse. Jeg har simpelthen bare aldrig oplevet noget lignende.

Så nu tager vi lige en hurtig rundtur i nogle af de oplevelser, vi har fået de seneste dage:

Vi var i Dubai Mall, som vist nok er turisternes mall i Dubai. Verdens største, 1300 butikker. Vi købte ikke andet end is og kaffe, men vi var helt blæste i hovedet af sanseindtryk bagefter. Det hele starter allerede i parkeringskælderen, hvor de står klar til at vaske din bil for dig, hvis du kunne tænke dig det, mens du selv shopper.

I mall’et er der, udover skøjtebane og skibakker, et kæmpe Akvarium, så man simpelthen kan købe alverdens mærkevarer, alt imens hajer og stingrays (som I kender mit forhold til!) svømmer forbi dig og skuler lidt.

Nå, jeg skulle selvfølgelig også tisse inde i det mall. Vi vadede rundt, og jeg spottede endelig et grafisk skilt med en dame på. Det så flot arabisk ud med en kuppel og en stjerne også, så det fulgte jeg. Jeg endte meget selvfølgeligt, må jeg erkende her bagefter, i kvindernes bederum. Et hurtigt blik op og ned af mig, så var jeg gennet ud igen og venligt skubbet i retningen af dametoiletterne. Men jeg ligner nok heller ikke en gennemsnitlig praktiserende muslim.


I det hele taget var der - i mall’et og over alt i Dubai - en kæmpe diversitet. Folk i alle aldre, størrelser, påklædninger. Der er også stor diversitet i USA, men på en anden måde. Jeg er vildt fascineret af det og glæder mig bare til at få et bedre indblik i den her meget sammensatte kultur, vi kommer ned til, bestående af et hav af sub-kulturer fra alverdens steder.

Vi så flere imponerende bygningsværker. Burj Khalifa, som ikke alene er verdens højeste bygning, den må altså også være en af de smukkeste. Jeg havde simpelthen ingen idé om, at den sådan ville smelte mig lidt, den bygning, men det gjorde den med sit mystiske, organiske udtryk. En stræben opad, en grounding nedad, snoet, usymmetrisk, og om aftenen glitrende og glimtende. Den mindede mig lidt om de høje slanke stenformationer i Bryce Canyon, bare menneskeskabt, mellemøstlig, mærkeligt moderne og antik på samme tid.

Springvandet nedenfor Burj Khalifa, Dubai Fountain, der danser så smukt til arabisk musik, kaldte tårerne frem i mine øjne. At stå lige der midt i alt det maskuline beton, stål, glas og stræben opad og se de utroligt smukke, hvide og gyldne feminine stråler svinge og bøje sig, det gjorde mig også blød. Jeg blev ærligt talt lidt overrasket over mine egne reaktioner.


Vi kørte en tur ud på The Palm og stod længe og kiggede ud over Den Arabiske Golf og horisonten i det fjerne. Vi betragtede også luksushotellerne og undersøgte forsigtigt, hvad det mon ville koste at holde jul på Atlantis. Resultatet grinte vi meget af.

Expo 2020 åbner om få dage, og det er en kæmpe ting dernede. Vi glæder os til at se det, når vi alle når frem. I denne omgang nøjedes vi med få, overkommelige turistattraktioner, fordi vi havde nok at se til. Og så nød vi i den grad madscenen i Dubai. Og yes, vi fandt ustyrlig god hummus og meget, meget mere.


Oppe i Dubai Frame fik vi en større forståelse af, hvad Dubai kommer af, og hvilke visioner de har for fremtiden. De er selvsagt ikke små. Og når man ser på, hvad de har formået at skabe på 50 år, så virker det ikke engang synderligt urealistisk. Vi taler ude i fremtiden f.eks. om en langt grønnere by med skov-tunneller oppe i luften, flyvende biler, bæredygtige, smukke bygninger med integrerede vindmøller og solceller, nye måder at forvalte den dyrebare ressource vand, nye biogenetiske former for sundhed og healing, og - naturligvis - en beboelig base på Mars. Jeg tror, at de tænker, at de ligesom har kultiveret et ørkenlandskab før, så hvorfor ikke også Mars?


‘Hvorfor ikke?’ virker i det hele taget til at være lidt af et motto i Dubai. Why not? De er lige nu ved at bygge endnu et mall (der er virkelig mange allerede), som skal være større end Dubai Mall. Altså er de ved at overgå sig selv. Why not? De bygger og bygger, dag og nat, bogstaveligt talt. Uanset hvor varmt der er. Hoteller, skyskrabere, boligkvarterer, veje osv. Busser med trætte arbejdere kører ud af byen. Busser med forhåbentlig lidt friskere folk kører ind. Jeg ved, at det er et ømt punkt for mange. Det er det i sandhed også hos mig. Blot ved jeg ikke nok endnu til at udtale mig ordentligt om det.

I samme dur så vi ikke en eneste hjemløs eller tigger i Dubai. Ingen teltlejre under motorvejsbroerne. Ingen der trak rundt med en indkøbsvogn indeholdende et helt liv. Vi så heller ingen affald, der lå og flød rundt omkring. Og vi hørte igen og igen om den ikke-eksisterende kriminalitet. Overalt, hvor vi kom frem, følte vi os trygge. Heller ingen massiv skilteskov og ekstrem overvægt af fastfood-spisesteder. Jeg vil gerne indrømme, at dette er meget modsat USA, og at det er elementer, vi ikke kommer til at savne, når vi flytter. Men der sniger sig også et lille spørgsmål ind i baghovedet, for hvor er de skæbner så?

Videre til noget mindre ambivalent - men til gengæld ikke mindre forvirrende: Dubai’s vejnet. Hold nu op hvor vi drønede rundt. Det virkede til at gå lidt for hurtigt med byggeriet for vores jævne mobil GPS. Kim mener, at vi har kørt på alle veje, og det indtryk blev ikke mindre af, at vi i to dage fræsede rundt med vores relocator - en herlig dame fra Holland, der har boet i Dubai i 12 år og nu hjælper andre expats med at finde bolig der. Hun kørte som død og helvede, og jeg slugte hjertet igen mindst et par gange. Hun fortalte os, at man i Dubai kan få alt leveret til døren og gav os app-navne til den bedste frugt, de bedste supermarkeder mv.

Vi havde luret det, for en del af grunden til den frygtindgydende trafik i Dubai er de hundredvis af små motorcykler med køle/varmekasser bagpå, der farer rundt som arbejdsmyrer og holder hele tuen velnæret. Bhartie fortalte, at noget relativt nyt og virkelig smart var, at man nu via en app også kunne bestille tankning af sin bil. Så kommer der en lille tankvogn og fylder din bil op, uanset hvor du er, så den er klar til næste tur. Jeg fornemmer, at hun bruger den app ganske ofte med den kørsel! Men hun var sjov, varm og vedholdende, så absolut på vores side og super til at fange os, vores værdier og ønsker og så arbejde ud fra dem. Hun kommer til at blive en stor hjælp for os i processen videre frem også.

I forhold til den proces, så drager vi fra Dubai med en prioriteret liste over steder, vi godt kunne tænke os at bo samt et klart valg af skole. Præcis som vi ønskede os det. Skolen først: vi er ikke i tvivl om, at vi gerne vil have børnene ind på en ny international skole, der ligger i The Sustainable City. Det er en IB-skole (det kommer jeg nok til at skrive mere om på et andet tidspunkt) med en særlig bæredygtighedsprofil. Den er mindre end de fleste andre internationale skoler i byen elevmæssigt (der går lige nu 750 elever; på den anden skole, vi så, går der 2500), men har nogle forrygende faciliteter. Science-lokaler, der vil få August til at juble. Sportsfaciliteter, som Valdemar vil nyde at indtage, et kæmpe stort og lyst bibliotek med masser af kroge og steder, hvor Ellen vil slubre bøger i sig. Kæmpe musikrum, kantine med ordentlig mad, sågar et enormt mindfulness-rum, hvor eleverne hænger ud, laver yoga, mediterer, og meget mere.



Skolen har en meget stærk projektorienteret profil, eleverne har stor medbestemmelse og ansvar, der dyrkes planter i tower gardens, i skolehaver, endda i en af de domes, der ligger lige ved siden af i The Sustainable City. Bæredygtighed tilgås fra tre sider: miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed, og verdensmålene er et afsæt i alle de forløb, der laves. Vigtigst af alt så var der så rar en atmosfære på skolen. Vi talte kort med flere lærere, counselloren, så børn tøffe glade rundt i gangene, og nogle der gav den gas på fodboldbanen. Væggene var dekorerede med børnenes værker og projekter, og mavefornemmelsen var bare klar og tydelig.


Så nu drager vi hjem og skriver børnene op. De kommer til at få en meget anden hverdag end den, de kender nu, hvor skemaet hver dag er det samme, året igennem. Det vil kalde noget andet frem i dem også, håber og tror vi. De kommer også til at lære nye sprog, udover engelsk som al den øvrige undervisning foregår på: fransk og arabisk. Fransk er let at sluge. Arabisk lidt sværere, indrømmet. Men det er lovgivning, og det er det samme overalt i Dubai. Og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk, at det er okay at blive bedt om at lære lidt af sproget i det land, som man selv har valgt at bosætte sig i. Expat eller ej. Vi har vist lidt af de samme forventninger i Danmark? Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå.

I forhold til bolig så er vi nu skrevet op til en villa i The Sustainable City. Vi håber meget, at det bliver muligt at bo i denne mini-by med dens zero footprint-profil og gennemtænkte løsninger i alt fra byggematerialer, solcelletage, affaldssortering, genbrugsvand, bilfri zoner, urban farm, biodomes og så videre. Der er hyggeligt på en landsbyagtig måde med ænder, høns, æsler og geder. Rideklub og ridebane, cykelstier og elvogne. Stort flot torv, der bliver brugt til alle mulige events, markeder og sociale sammenkomster. Lækre kaffebarer og små restauranter. Så venner, kryds gerne fingre sammen med os!





Men selv i Dubai kan de ikke spå om fremtiden, så bliver der ikke noget ledigt til os, finder vi en villa i Arabian Ranches 2, som ligger lige ved siden af The Sustainable City og dermed også tæt på skolen. Det kvarter er også grønt og lækkert, større og med flere sub-divisioner. Kvartererne er forbundet med en sti, og det skal nok blive godt. Børnene kommer til at kunne bevæge sig frit rundt; vi skal ikke ud i den hæsblæsende trafik for at komme til og fra skole (vigtig erfaring, tak til tiden tæt på og langt fra skole i Katy); og pools, fodboldbaner, fitness mv. nås på få minutters gang.

Vi kommer til at bo 20-30 minutters kørsel fra downtown og havet. Vi så også på boliger meget tættere på havet, men så taler vi langt ældre bygninger og en helt anden vibe. Og 20 minutter er faktisk det tætteste, børnene nogensinde har boet på havet, så vi skal nok komme til at bruge det rigtig meget. Vi besøgte flere lækre strande, og havet er fløjsblødt, venligt, varmt som et spabad på denne tid af året og bare et enormt plus for vores familie.


Alt i alt er konklusionen, at vi godt kan se os selv falde til i Dubai. Der bliver meget nyt at forholde sig til. Nok en del kameler at sluge, når først vi er der. Uendeligt meget at lære. Og uendeligt meget at opleve. Vi har ørkenen til gode. Den glæder jeg mig enormt til. Bjergene ligeså. Vi har ladet os fortælle, at der er masser af muligheder for hiking og adventuring, og det er som bekendt lige os. Ligeledes bliver det spændende at tage på ture til nogle af de andre emirater. Staycations er også meget brugt i Dubai. Men altså for vores vedkommende ikke lige på Atlantis i første omgang, ha ha.

Det sidste Kim og jeg gjorde var at tage en tur op i den gamle Dubai-bydel Deira. Vi gik rundt i deres mange souks - markedsgader med hundredevis af boder med guld, safran, krydderier, tørrede frugt, silke… samt butikker med plastictermokander og pulverkaffe! Vi så de gamle træbåde, der tøffer over Dubai Creek med passagerer, og vi lyttede til kakofonien af de mange handlende og den obligatoriske messen fra moskeerne. Det var virkelig godt af få en bid af den del af Dubai med også på dette, vores allerførste besøg.


Det bliver anderledes, vores nye expateventyr, og det bliver godt. Dubai er en vild og vovet og bedårende blanding af nyt og gammelt, mellemøstligt og vestligt. Og det er vores kommende hjem. Stadig mærkeligt at tænke på for mig, men nu langt mere virkeligt.

Bisou,

Sara <3




124 views1 comment

Recent Posts

See All