• Sara Hoejslet

Første år som expatfamilie – tjek



Så er det vist i den grad på tide med en opdatering på bloggen. En del kortere rejsebeskrivelser og billeder på fb-siden er det blevet til i de seneste måneder, men ikke sådan deciderede blogposter. Jeg spørger mig selv hvorfor, og en række årsager lyser op som svar: Dels har vi haft mange besøg her i efteråret. Dels har vi rejst meget. Dels er jeg noget opslugt af bogskrivning, uddannelse og sessioner. Og dels har hverdagen også efterhånden lagt sig som en blød og varm dyne ned over os her. Så meget hverdag, som det nu kan blive, når skønne mennesker fra DK ofte tjekker ind, og vi selv lige så ofte tjekker ud og drager på tur.


Forleden rundede vi årsdagen for vores udrejse. Datoen, hvor vi stod op midt om natten og blev kørt i lufthavnen med alle elleve kufferter, rygsække, vinterjakker på og boller til en hurtig morgenmad inden afgang. Datoen, hvor vi landede i Houston, blev hentet i lufthavnen og kørt til det hotel, hvor vi skulle tilbringe de første par nætter. Datoen, hvor vi kørte første tur i fars dyt, skøjtede rundt på fjollede strømpesokker i vores helt tomme hus, svømmede i en gysende kold pool (børnene), spiste aftensmad på en – ved vi nu – ret så dårlig burgerbar og gik ud som fem små lys meget tidligt i to dobbeltsenge i et ukendt land.


Et år. Det er stadig svært at forstå, at tiden er gået så hurtigt, og at der samtidig er sket så helt ufatteligt meget.


Et år. Tolv måneder. 365 dage.


Jeg har før haft det sådan, at tiden er fløjet af sted, og pludselig er et helt år gået, men sjældent har det været så begivenhedsrigt som dette. Og endnu vigtigere: sjældent har jeg set så mange kvantespring i vores lille familie som i dette.


Det føles, som om vi har bevæget os rundt på alle skalaer – følelsesskalaen, trivselsskalaen, humørskalaen, hjemvesskalaen, oplevelsesskalaen, bekendtskabsskalaen, geografiskalaen, skolegangsskalaen, besøgsskalaen, poolskalaen, fødevareskalaen, hverdagsskalaen, højtidsskalaen og mange, mange flere. På dem alle har vi vist været nær både det ene og det andet yderpunkt og på det meste derimellem. Og lige nu virker det til, at de hver især har fundet et relativt stabilt positivt leje, hvor vi fungerer ud fra.


Det gør mig glad at se det sådan. Og det fylder mig med stolthed over vores tre basser, som helt sikkert er dem, der har haft det hårdest, men også dem, der har rykket sig allermest.


Da vi to voksne tog beslutningen om at sige ja til udstationeringen, vidste vi, at det på den ene side ville give mange udfordringer og på den anden side mange oplevelser og store gaver. Vi vidste, at vi tog en beslutning på vores børns vegne, og vi vidste, at de ikke – i hvert fald ikke hele tiden – ville være enige i vores valg. Det er en KÆMPE kamel, de har skullet sluge, og mens Ellen især var på overarbejde i starten, har drengenes proces været meget mere subtil og langtrukken. Der har været en frygt for at miste alt derhjemme, som har skullet slippe, før de for alvor har kunnet overgive sig til alt det nye her, og det føles som om, at vi nu er ved at være der. Også selv om de stadig ville vælge den version af hjemme, som de har i Danmark, hvis de fik valget. Sådan må det gerne være. Lige så længe det skal være. Pres trykker, rummelighed nærer.


I sidste uge havde Kim og jeg kobberbryllup. I søndags holdt vi bubble brunch for alle vores nye venner her. 35 var vi, og vi måtte endda undvære nogle. Da vi sad der om det lange bord, der gik tværs gennem vores stue og havde de obligatoriske rød- og hvidternede duge på, tænkte jeg over, hvor heldige vi er, at vi efter blot et år kan samle sådan en flok skønne mennesker om os. Og jeg tænkte over de mange, mange stunder i Danmark, hvor familie og venner har fyldt vores hus og vores hjerter. Og jeg mærkede mit indre både-og frem for det firkantede enten-eller. Sådan må det også rigtig gerne være.


Vi stornyder besøgene fra Danmark og er dybt taknemmelige over dem. Og vi er lige så taknemmelige over at blive inviteret med ind på indersiden af de traditioner, der leves her, senest en seriøs Halloween-fejring.


Vi har fundet gode hverdagsrutiner. Vi har knækket skolekoden. Vi er blevet super erfarne i at rejse, hvad enten det er med bil, autocamper eller via fly. Vi elsker vores fredagspizzaer, fredagsfilm og fredagsguf. Vi elsker vores dinner adventures rundt omkring på gode restauranter med skønne venner. Og vi elsker at krydse grænsen til en ny stat og tage endnu et forunderligt landskab ind.


Om et par uger tager vi bedstemor og bedstefar med til Washington D.C., og vi glæder os til at mærke stemningen og historien der. Og vi kommer hjem i tide til at deltage i en gigantisk Thanksgiving Dinner hos de dejlige mennesker, som er blevet vores tredje hold bedsteforældre. Atter nye oplevelser, som bare venter på at blive foldet ud.


Farmand er efter et år på pinden landet helt utroligt godt i sit arbejde. Han drøner derudaf, giver en masse af sig selv, men får også en masse retur. Og den udveksling trives han med.


Jeg er stadig hende, der tørrer spildt mælk op, når jeg kommer hjem fra at have afleveret børnene i skole. Hende, der ordner vasketøjet, indkøbene og rengøringen. Hende, der samler op efter de fire (FIRE!) andre. Men jeg er også hende, der har mange timer hver dag til at gøre lige det, jeg elsker. Hende, der videreuddanner sig og giver det videre i skønne sessioner. Hende, der kan skrive, når hun vil. Cykle, svømme, dyrke yoga og hænge ud med dejlige mennesker, når hun vil (og se Outlander, men det er en hemmelighed!). Hende, der har tid og rum til at mærke efter og reflektere over, hvor og hvor lige vi står. Hende, der har frihed nok til at finde sin egen vej videre frem. Og hende, der mærker, at den mere og mere tager form.


Jeg er glad, sådan grundglad. Og når det er sådan i grunden, så er krusningerne på overfladen også hurtigere til at lægge sig igen. De er simpelthen ikke værd at ofre den tilstand på.


Samtidig husker vi også alle hinanden på, at mange krusninger jo nok også ville have opstået, hvis vi stadig var i Danmark. Simpelthen fordi vi har to drenge, der med hastige skridt nærmer sig teenageårene. Og en datter, der insisterer på at sætte tempoet i sit eget liv. Så lige så meget slowmotion, hun kan ryge i om morgenen (især når vi skynder på hende), lige så indædt kan hun øve og øve og øve i at nå sine nye mål. Det seneste: at kunne stå på hænder. Guderne må vide, hvor hun har den vilje fra!


Så status efter et år må være:


Vi har ikke fortrudt ét sekund. Vi er rykket endnu tættere sammen som familie. Både at at være sammen om at få en ny hverdag til at fungere et helt ukendt sted. Af nogle gange at stå i den uheldige ende af hundredevis af skalaer på samme tid og skulle finde en mere konstruktiv kurs. Og af at dele eventyret og alle oplevelserne. Vi er vokset hver for sig og sammen, hvilket var et af mine højeste ønsker forud for udstationeringen.


Så hvad har vi egentlig lært indtil videre, sådan helt inde i kernen? Nogenlunde det her:


Tryghed er ikke bare, hvad der omgiver os, men hvad vi giver ud i vores omgivelser. Tryghed virker til i langt højere grad at være noget, vi skaber, igen og igen, end at være noget, der ligger indlejret i mursten og fast postnummer.


Venskaber og familie er rygraden.Rygraden. Uanset hvor de er, og om vi lige har snakket forleden. Bare at vide at de er til og løber som en beskyttende, fleksibel struktur, der omgiver os, enten helt fysisk, når vi får lov at ses, eller bare i energien.


We are wired for adventure. We are wired for making our own story. And for always adding to it. Sådan virker til til at forholde sig i vores familie.


Quitting is not an option.Vi har på intet tidspunkt haft en plan b, udover i den vageste af vage termer. Vi ville have det til at fungere. Vi ville kunne. (Okay, måske forstår jeg alligevel godt lidt det der med mindstebarnets viljestyrke).


What you give is what you get.Kim ville sikkert beskrive det med termer som investering og afkast. Jeg ville nok snarere tale om loven om tiltrækning. Men hvor har vi fået lov at mærke, hvad en positiv indgangsvinkel og en ikke-dømmende åbenhed bringer med sig. Vi har også mærket det modsatte, og så er det, at farmand rækker pegefingeren frem og minder om, at når du peger på andre, er der altid tre fingre, der peger på dig selv. Nemmerlig.


Det er altid muligt at søge op i taknemmelighed.Når vi savner, er vi heldige at vi har nogen og noget at savne. Når vi tager en tårevædet afsked, er vi heldige at så mange har lyst til at komme og tage del i det hele her. Når det skurrer og trælser, som Ellen ville sige, er vi heldige, at vi kan mærke at noget andet ville være rarere, kærligere. Når vi lige har spændt sikkerhedsbælterne i et nyt fly og kigger spændte rundt på hinanden, er vi så heldige, at vi fik muligheden. Og så modige, at vi greb den.


At vide at vi ikke kender fremtiden rummer for os mere leverum nu og her end at tro, at vi gør. Det gør vi jo aldrig, vi tror det bare. Vi troede det i Danmark, og så tog alt en drejning, og her er vi så, et år inde og i en meget større bevidsthed om den åbenhed livet egentlig indeholder. Det er stort at lære, at vi faktisk ikke bare kan leve med den åbenhed og uvished, men at vi trives med den, fordi den får os til at zoome ind på nuet på en anden måde.


Der er gods i de her læringer. De har ikke bare været fjerlette i deres landing. Måske har de også forårsaget et par grå hår hos farmanden. Endnu et par rynker hos moren. Men det er uvæsentligt til sammenligning. Livet må gerne kunne ses, især når det har så vigtige gaver med. Og det har det altid.


Bisou,

Sara <3



  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon