• Sara Hoejslet

Er der noget nyt? JA!!! (08.06.2018)


Så er det nuuuuuuu!


Vi er lige kommet hjem fra Mallorca. Fra en uge med fokus på afslapning og nydelse efter mange måneders… venten, er vel egentlig det bedste ord. Ikke at vi kun har ventet. Og ikke at jeg ikke er blevet bedre til og mere afklaret om at vente.


(Det kunne vist også kun blive bedre, end det var på dette tidspunkt).


Der har bare hele tiden været det her store HVORNÅR som vores referencepunkt i stort set alle samtaler og gøremål. Der har været den virkelighed, vi kender og lever nu, og vi har været godt til stede i den. Men samtidig er den hele tiden blevet holdt op imod den virkelighed, vi ikke kender endnu og derfor kun har kunnet fantasere om, researche på, og tale med vores nærmeste voksne venner og familie om.

På Mallorca gav vi begge slip. Droppede vist både den ene virkelighed (i DK) og den anden (i USA/Singapore, som vi har fået barberet den mulige lokation ned til). Vi var bare lige der i sandet og vandet med vores puslinger. Vi NØD det i en grad, der fik mit hjerte til at tindre og et smil til insisterende at kysse sig fast i mine mundvige.


Friheden, pausen, varmen.


Hvor gjorde det mig og os alle godt.


Med mit fagblik kan jeg se, at det, der skete, var, at vi ændrede vibration. Der var en overlevelsesagtig udholdenhed, der slap. Og en nydelsesfuld frihed, der indfandt sig i stedet.


Og ja, så skete det selvfølgelig: dagen efter vi var kommet hjem fra Mallorca, kom min honeypie fra arbejde med det jobopslag i hånden, som jeg i månedsvis har håbet på at se ham komme ind ad døren med.


Min reaktion? Tårer!!! Ikke af sorg og fortvivlelse. Ikke af ekstatisk glæde. Det var forløsningens tårer. Lettelsens tårer. Overvældelsens tårer. Hele mit system gispede kortvarigt, og så mærkede jeg fryden sprede sig. Jeg gentog to temmeligt grimme engelske ord begyndende med f og s mange gange efter hinanden. Og grinte en masse. Lidt hysterisk vel nok. Tydeligt, at min krop har været under et vist pres!


Så nu er de to virkeligheder altså nærmere hinanden end nogensinde før. Nu er der en stilling, som er spændende og rigtig. Og en proces, som skal sættes i gang. Og en ikke-garanti, som er en del af gamet. Måske er det denne stilling. Måske er det ikke. Vi satser. Mærker lysten til at satse. Mærker energien rejse sig igen til at snakke, planlægge, handle. Som at blive vækket på ny.


Houston, Texas, baby.


Houston, Texas.


Det er det, vi taler om. Det har vi faktisk gjort et stykke tid. Som en mulighed. En sandsynlighed. Nu er det ligesom endnu mere end det. Jeg må indrømme, at mine indledende tanker om stedet var lidet flatterende. Meget stereotype i indhold. Noget med cowboy boots, ditto hatte, rodeo tyre, pickups, kæmpe bøffer, olie og gas, samt en politik, der er uhyggeligt fjernt fra den velfærdsbåd vi vel stadig sejler rundt i i DK lidt endnu. Og foruroligende meget mere forudindtaget hejs (som min veninde Anne ville udtrykke det).


Faktisk i en grad, så jeg blev flov over mig selv. Gik kontra. Slæbte den gamle cirkushest, researcheren, ind i manegen og lod den boltre sig i nogle ivrige runder. Og gudskelov fandt jeg da også en masse, som trak Houston i en helt anden retning, mod noget der kunne bo tættere på mit hjerte.


Lidt facts at hænge op ved siden af cowboyhatten:

· Texas er som stat det sted, som færrest forlader efter at være enten opvokset der eller flyttet dertil. Der er simpelthen nogle gode værdier, som støtter op om familien.


· Houston er den første amerikanske by, der valgte en sort, kvindelig borgmester, ganske enkelt fordi hun var den bedst egnede til jobbet (jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har fortalt dette til. Det er på en eller anden måde blevet et es i mit ærme, når andre spiller det uundgåelige Trump-kort).


· Houston er USA's energiførende by. Ikke kun på olie og gas, men også på grøn energi. Der investeres massivt og innovativt, og bølgen er i gang.


· Houston er den by i USA, hvor integrationen er mest vellykket, og hvor der vitterligt er tale om et multikulturelt samfund, fordi der ikke kun er tale om tilstedeværelsen af 1-2 mindretal mod et massivt overtal, men om en hel masse cirka lige store kulturer, der interagerer og får det til at fungere sammen.


Og hey, jeg har aldrig været der (det har Kim dog, og han er klart thumbs up). Jeg kender ikke stedet. Heller ikke efter mit manegeridt. Jeg og vi må over og mærke det selv. Fornemme energien. Størrelsen. Menneskene der. Mulighederne.


Så jeg stiller mig åbent. Iført et regnslag, der får negative kommentarer til at prelle hurtigt af, men som dog er så åndbart, at jeg kan indånde positive reaktioner og informationer og lagre dem inde bagved. Sådan må det nødvendigvis være. Ikke for at gøre mig selv mere blåøjet, end jeg allerede er. Men for netop at kunne stå åbent og imødekommende og holde tilliden stærkere end frygten.


Det er så vildt at være her nu. På en energigivende måde. Vi er spændte. Glade og spændte. Drømmen er ved at indhente os, og vi er ved at indhente den. Jeg mærker, at det er lige dér, i mødet mellem disse energier, at en ny virkelighed reelt opstår.


Yeeeehaaa!


Bisou,

Sara



63 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon