En uge inde

”Det er guldet, det her!”

Det er vores to drenge blevet enige med hinanden om adskillige gange i løbet af vores første uge i USA.

De er for det første benovede over størrelsen på ALT herovre, hvilket jo så også inkluderer vores hus og bil. Dernæst er der levemåden med en pool i baghaven; gode legepladser lige om hjørnet; lækker mad, der kan bringes hjem på et splitsekund, og dage med masser af sol. Allermest er de overraskede over folks venlighed og imødekommenhed. Måden vi bliver budt velkommen, hjulpet, smilet til. Her, der og allevegne. Vi mærker det alle fem, og vi føler os heldige.

Endnu et plus er diversiteten her. I denne første uge har vi været i dialog med folk from all over the place:

Edward, den afroamerikanske taxichauffør, der med kæmpe armbevægelser sad og slog sig selv på lårene af grin over, at jeg synes, at det er noget voldsomt, at man på motorvejene bliver overhalet fra begge sider herovre (jeg valgte ikke at nævne min manglende erfaring med automatgear).

Lupe, vores mexicanske ejendomsmægler, der hentede et kæmpe læs donuts til os, den dag vi var i banken, fordi han syntes, at børnene skulle smage an American lunch (børnene syntes lige pludselig, at han var den sødeste i hele verden!)

Rosy, vores ligeledes mexicanske bankrådgiver, der fortalte om, hvordan hun netop havde holdt den mexicanske udgave af amerikanernes sweet-16-birthday-party for 250 mennesker (jeg sad i mit stille sind og priste mig lykkelig for, at vi er tilbage i DK på det tidspunkt, hvor vores børn fylder 16, for nok elsker vi at stable en fest på benene, men gisp altså!)

Ross, vores ærke-texanske udlejningsmanager, som taler så drevent og snøfter så højlydt, at det nærmest er en parodi, men som også er et meget hjælpsomt menneske. Og på ingen måde ligeglad med sit udtryk – han undskyldte, at billedet på visitkortet løj og viste en version af ham, der var 8 børnebørn yngre (her sendte jeg en kærlig tanke til vores bedsteforældre hjemme – jeg synes faktisk kun, at det er den stærkt aftagende farve på bedstefars før så røde hårpragt, der afslører, at de håndterer hele 10 af slagsen).

Mrs. Sneid, som er skolevejleder på børnenes kommende skole og af italiensk afstamning. Hun elskede børnenes gamle danske navne, og vi elskede hendes rolige, omsorgsfulde væremåde, der fik os til at føle, at alt nok skal gå. Nok er skolen større end den, vi er vant til, men hendes og alle de øvrige voksnes måde at være på over for os, og også over for de øvrige elever, vidner om nærvær og fællesskab, og det er alle tre børn heldigvis blevet rigtig tiltrukket af (så nu glæder vi os til mandag den 26/11, hvor der er skolestart for dem efter en uges Thanksgiving Holiday).

Rubo-Mau (jeg opgiver de kinesiske tegn på hendes håndskrevne visitkort og går med den amerikanske oversættelse), som en formiddag stod og lavede Tai Chi på den overdækkede plads ved klubhuset her i vores community. Børnene var ret fascinerede af hendes bevægelser, især da hun tog et skinnende blankt sværd frem og begyndte at udføre en art yndefuld kampdans med det. Og før vi vidste af det, var hun i gang med at vise os diverse videoer på sin mobil og fortælle om, at hun var coach på en kinesisk skole, og at børnene bare kunne komme lørdag morgen, så ville hun undervise dem både i Tai Chi og kinesisk. Det var i hvert fald det, vi forstod, for den rare dames amerikanske var meget begrænset (drengene har nu ikke tænkt sig at møde op til Tai Chi, men tilbuddet var da flot).

To damer fra henholdsvis Nicaragua and Nigeria, der bor side om side tæt på klubhuset og sammen forleden arrangerede en fødselsdagsfest for alle børn i vores community. Fødselsdagsbarnet var Mickey Mouse, der blev 90 år, og alle var blevet indbudt til cupcakes, juice, leg og skrivning/tegning af fødselsdagskort. Vi kom tilfældigt forbi, og blev lynhurtigt bænket med Mickey Mouse-ører på hovedet samt tegnesager og kager i lange baner. Det viste sig, at den skønne dame fra Nicaragua indeholder verdensrekorden som samler af Mickey Mouse objekter, og også hun var hurtigt i gang med at vise os billeder på mobilen. Aldrig har jeg set noget lignende. Mængden af julepynt i Gertrud Sands julestue er vand ved siden af! Hun fortalte, at hendes børn for længst er flyttet hjemmefra, men at hendes børnebørn kommer tit, og at alt må leges med. Vi blev budt forbi anytime (det syntes børnene var et fedt tilbud, om end Valdemar var noget bekymret for, hvordan damen mon kunne sove med alle de øjne, der stirrede på hende. Hun forsikrede ham dog om, at hun kun sov sammen med sin mand i soveværelset!)

Elaine, vores meget amerikanske og meget søde næsten-nabo, der holdt ind til siden forleden og bød os velkommen. Hun og hendes mand er venner med ejerne af vores hus, og hun har et barnebarn på skolen, der går på samme klassetrin, som August og Valdemar skal gå på. Hun sagde, at de nogle gange holder get-togethers i deres hus for naboerne, og at de bestemt ville invitere os næste gang (Ellen synes, at det er helt fantastisk, for så er der nu både jul og get-together at glæde sig til).

Joel, vores nabo fra Michigan, som er helt igennem rar og nede på jorden. Og far til tvillingepiger på 13 og en dreng på 11. Det lyder lovende, synes vi. (Drengene er dybt fascinerede af, at de har en gater, som børnene kørte rundt på i går aftes. Vi voksne tager det mest af alt som et godt udtryk for roen og sikkerheden i vores kvarter).

Så alt i alt er vi landet her, og vi er i gang.

Vi har brugt den første uge på bare at lære det hele lidt at kende og så på en lang række praktikaliteter: social security number, bank, sprogtest, skole, diverse forsyninger til huset (en ekstrem oplevelse i sig selv at handle første gang i et amerikansk supermarked!), mummi’s car, IKEA, vand, el, internet og meget, meget mere. Kim er startet på sit arbejde, vi er stødt ind i de første trafikpropper, og vi er ved at være på den anden side af vores jetlag. Så det hele er, som det skal være.

Børnene klarer det utroligt flot, og vi er meget stolte af dem. De taler selvfølgelig om alt det derhjemme, og når de bliver trætte, kan det også være med savn i stemmen. Men det er grundlæggende ud fra indstillingen om, at nu er vi her, og at det er det, der er meningen. Så der er fine, stærke bånd ind i alt det velkendte, og stor åbenhed mod alt det nye. Det er et godt udgangspunkt.

Vores hus runger af mangel på møbler (de få udlejningsmøbler, vi har fået ind, gør ingen forskel der), men vores egne er på vej, og huset i sig selv er rart og så absolut fantastisk at lege gemmeleg og spark til dåsen i.

Vores pool er lækker, men kold på denne tid af året (her er ned til 3 grader om natten, op til 20 grader om dagen). Så nu har jeg (godt skubbet på af bedstemor) bestemt mig for at være luksusudgaven af en vinterbader – hvis ikke nu, hvornår så?

Trafikken er tæt, men folk kører pænt, og i forgårs fik jeg min debut. Naturligvis på en rute, der førte os højt, højt, HØJT op i luften, fordi de herovre laver motorvejskryds ved at stable vejene oven på hinanden, og vores vej lå tilfældigvis på toppen. Argh, jeg glemte helt at trække vejret, til vi var nede igen. Og børnene sad bagi og heppede!

Det føles allerede som mere end en uge siden, at vi gik i bindingsværkshuset i engen og pakkede det sidste. Mere end en uge siden, at Skipper, vores dejlige kat, som vores lejere har lovet at passe godt på, lagde sig til at sove i vores røde kuffert. Det er også kun en uge siden, at børnene holdt farvelfest for deres skønne venner. At vores venner og familie stod på pinde for at hjælpe os i mål. At vi blev hentet med en taxa tidligt, tidligt. At vi sad i flyet og kiggede ned på Grønlands sydspids, og jeg tog mig selv i at gentagne gange at tænke på det hele, som om vi bare var på vej på ferie og snart skulle hjem igen.

Det skal vi ikke. Kun på besøg (til sommer). Nu er det her i Katy, Houston, at vi skal skabe vores hverdag. Kim sagde forleden, at det føles som en ordentlig omgang rock the boat, der ikke kun berører vores liv, men rigtig manges liv, som små og store ringe i vandet. Det er rigtigt. Og vi er dybt taknemmelige over den måde, folk omkring os har valgt at skvulpe med i bevægelserne. Det er så stort for os.

Og heldigvis har vi i denne uge også opdaget, hvor meget der kan grines og fjolles og fingerkysses over Facetime og lignende, så vi er fortrøstningsfulde.

En ny tid er begyndt.

Bisou,

Sara