• Sara Hoejslet

Dubai i sigte



Cirka halvvejs gennem vores 14 timer lange flyvetur til Dubai. Jeg er vågen, spændt og glad. Dufter eventyr. Vi flyver i et spritnyt Boeing-fly, og Emirates, som flyselskabet hedder, har selvfølgelig valgt at opgradere til stjernehimmel i kabinen. Tusindvis af små lys i mørket; jeg har fundet en del af de stjernebilleder, jeg kender, og jeg kan konstatere, at der er uendeligt mange, jeg ikke gør. For verden er stor, himmelrummet endnu større, og lige nu flyver vi i en smuk bue fra et liv ind i det næste. Kun for at tage et kort kig i denne omgang, og kun Kim og jeg, men følelsen af at ophæve rammerne er der. Det føles stort. Godt. Rigtigt. Og jeg er uendeligt taknemmelig over, at stjernetæppet, jeg skrev om i sidste blogindlæg, i bogstaveligste forstand er taget med os.

Jeg er også taknemmelig over, at vi nu er et sted i processen, hvor alle familiemedlemmer ser frem til at tage hul på et nyt kapitel i Dubai. Tiden har arbejdet for os, og vi er nu meget på linje i vores mange snakke. Samtidig har vi fået taget godt hul på det nye skoleår i Katy, og børnene er enormt engagerede i alle deres aktiviteter. Det er ret specielt at opleve, at vi på den ene side er nærmest mere integrerede end nogensinde, og på den anden side går rundt med visheden om, at vi snart rykker. Men vores tre navigerer beundringsværdigt i det, og det er en kæmpe lettelse. Vi kan nemmere se gennem fingre med det, som strammer lidt (nogle gange meget) i Texas, fordi vores tid er knap, og i det perspektiv fylder alt det gode og dejlige langt mere.

Vores basser bliver lige nu passet på og holdt af hos vores gode venner. Det i sig selv er en kilde til dyb glæde hos mig - at vi i et fremmed land (USA) har formået at finde og skabe så gode venskaber, at de som noget helt naturligt har tilbudt at hjælpe os. Og ikke mindst at børnene glædede sig, var trygge og blot udtrykkeligt har bedt om, at der bliver sendt en lind strøm af billeder og videoer hjem. Tre vennepar er inde over. Børnene bor fast det ene sted, men alle voksne hjælper hinanden med afhentning, affodring, aflevering til diverse sportsaktiviter og så videre. Det er ret så mageløst.

Samtidig er det lidt af et paradoks for mig, at vi er rejst af sted for netop at tage et spædt hul på et nyt eventyr. Fordi det jo så bliver et, hvor disse fantastiske mennesker ikke på samme måde er en del af vores hverdag. Bevidstheden om at have opbygget så mange relationer, som vi snart skal rejse fra. Igen. For det var lidt det samme, da vi rejste ud fra Danmark. Eller da skønne venner rejste videre til et nyt sted sidste sommer. Mit rationelle hoved fortæller mig, at sådan er vilkårene i et expatliv, og mit hjerte smerter lidt og forsikrer mig om, at vi jo har lært, at vi også godt kan på afstand. Og så ser jeg for mig alle de mennesker, der er i vores liv og lyser op - som en priktegning eller et helt nyt stjernebillede, der spænder over store afstande og nu også snart får en Dubai-linje tegnet på.

Ingen af os har været i Dubai før. Vi har hørt og researchet en masse, men intet slår selvfølgelig oplevelsen af rigtigt at være der. Og det er altså nu. Vi har en relocator tilkoblet, og hun har lavet et tætpakket program til os, som primært består i at blive introduceret til en del af de mange boligkvarterer, at se en lang række huse og besøge nogle internationale skoler. Derudover er der en generel introduktion til Dubai og så et møde i The Sustainable City, som er det sted, vi lige nu virkelig, virkelig godt kunne tænke os at bo, fordi det på alle måder er så stærkt et match med vores værdier og mindset. Vi holder os åbne og går med flowet og mavefornemmelsen plus nogle få, væsentlige kriterier, det er aftalen. Præcis som vi gjorde, da vi var i Texas på vores besøgstur og endte med at falde pladask for et sted, som det slet ikke var planlagt, at vi skulle se. Det opstod bare som det fineste stykke vaskeægte synkronicitet.

Vi kommer nok ikke til ligefrem at kunne sikre os en bolig på nuværende tidspunkt. Man skal være flyttet til Dubai og have fået sig et Emirates ID, før man kan underskrive sig som lejer. Så det er mest de overordnede linjer, vi går efter at få på plads på denne tur. Gode kontakter og en fod i døren. Syn for sagen og vished om planen indeni.

En dejlig veninde spurgte mig forleden, hvad jeg havde tænkt mig at tage med til Dubai på denne tur. Jeg mærkede lidt efter og sagde så, at jeg i hvert fald havde tænkt mig at pakke min tillid i kufferten. Både tilliden til, at børnene er i trygge rammer, og at hele den del nok skal gå. Og tilliden til, at synkroniciteten opstår igen og leder os ned ad de rigtige veje og hen til de rigtige steder og mennesker. Jeg ved, at tilliden er afgørende for, at netop det kan ske. Og det er dét at mærke den tillid indeni, der gør, at jeg er vågen, spændt og glad. Energien strømmer.

Jeg sagde videre, at jeg havde fundet mine kjoler frem, og at de også ville komme i kufferten. For denne tur er også en date med min mand. En os to-tur, som vi ikke har haft, siden før vi flyttede fra Danmark. Det er skøøøøøønt. Vi har søndag samt aftenerne for os selv, og det skal blive så godt. Vi kommer til at finde Dubai’s bedste hummussted, sidde på stranden og se solen gå ned i havet og lege lidt turister. Intet af den del er planlagt, for vi vil bare lade os rive med og suge til os.

Endvidere har jeg pakket mit bogprojekt også. For jeg er i gang, og jeg er dedikeret, og det vil jeg gerne vise. Både mig selv og den kreativitet, der har indfundet sig og gerne vil samarbejde. Ikke at jeg skal sidde og skrive i timevis hver dag, så langtfra. Men jeg vil skrive hver dag. Just for an hour. Det gør mig ganske enkelt til et bedre menneske.

Endelig har jeg selvfølglig pakket mit badetøj. For hotellet, vi skal på bo, ligger på stranden, og jeg skal i havet every so often. Som man ved, hvis man har læst med på bloggen gennem noget tid, så storelsker jeg at bade, og jeg glæder mig meget til at indvie et nyt hav og mærke, hvad det har af særlig magi.

Jeg har muligvis også pakket lidt for mange sko. Og en masse andet overflødigt. Men det var disse ting, jeg nævnte for min veninde. Dem, der trådte frem og dermed ligesom blev en måde at sætte intentionen for turen. Aldeles dejligt.

Kim sover ved siden af mig. Stjernehimlen lyser over mig. Uden for vinduet - som skal være rullet for lige nu, jeg kiggede kun meget hurtigt! - uden for vinduet skinner solen over skyerne, for vi indhenter dagen lige nu, lægger 9 timers formløs tid mellem os og Texas, krydser himmelrummet og skaber nye linjer. Helt nye, fine og funklende linjer.

Bisou,

Sara <3




60 views0 comments

Recent Posts

See All