• Sara Hoejslet

Det er vores beslutning, ikke børnenes (16.01.18)

Updated: Jun 30, 2018


Uh, den her har vi talt meget om. Først om, at børnene ikke skulle med ind over beslutningen. Vi havde i meget høj grad deres velbefindende med i tankerne, da vi valgte at sige ja til udstationeringen, men vi spurgte dem ikke, om de kunne have lyst til at flytte tre år til udlandet. For på hvilken baggrund skulle de kunne svare på det? Enten ville det blive et umiddelbart og euforisk ja, der ikke havde eftertankens erkendelser af, hvad og hvem der skal siges farvel til. Eller også ville det blive et lige så umiddelbart men skingrende nej, der ikke løftede blikket for mulighederne på den lange bane.


Så beslutningen har været os to voksnes alene. Og vi har vurderet, at vores børn er solide, åbne og stærke, og at det allermest vil blive en kæmpe gave for dem at komme ud og møde andre sprog og kulturer. Måske opdager de – og vi – sådan helt inde hjertet, at vi har meget at være mere end almindeligt taknemmelige over i Danmark. Og måske finder de – og vi – endda ud af, at der også er meget vi kan lære af andre mennesker, og at vores måder ikke altid er de eneste rigtige. Det håber jeg sådan.


Næste store issue har været, hvornår børnene så skal have at vide, at vi skal på eventyr. Vi er enige om, at når de skal, så skal det være med ja-hatten på fra vores side. Med smil nok til at tænde en gnist i dem. Og med styrke nok til at gribe dem, hvis det alligevel bliver hårdt at indse. Vi skal fantasere sammen med dem – visualisere i min terminologi – og vi skal lytte, når de forhåbentlig tør sætte ord på de skrækscenarier, der nok også melder sig hos dem.


Men netop fordi vi synes, at det er så vigtigt, at de kan forholde sig rigtigt til udmeldingen, har vi valgt, at de ikke skal have noget at vide, før vi ved, hvor vi skal hen. Der er forskel på et sted i Europa, USA eller Asien, og lige nu ved vi ikke mere end det. På den anden side vil vi også gerne snart dele det med dem, så de får tid til at vænne sig til tanken, inden det lige pludselig er sommer, og vi skal rejse. Det er lidt en balancegang.


Jeg registrerer, at vi indirekte er gået i gang med at forberede dem. Vi taler om livet i andre lande. Vi lader dem se og høre en masse engelsk. Vi drømmer sammen om at rejse og opleve. Og jeg siger til min datter, der ofte udtrykker stor kærlighed til sit hjem og ’vi skal aldrig flytte, vel mor?’, at hvis vi skal, så bliver det kun for en periode, og så kommer vi tilbage igen.


Så sådan holder vi balancen lige nu, på vej ud i det ukendte og med følelsen af, at det er rigtigst for os sådan.


Bisou,

Sara

16 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon