• Sara Hoejslet

Det åbne liv



Oven på hverdagsbeskrivelser på bloggen og især rejsebeskrivelser og -billeder på insta og facebook er det tid til en post, der vender fokus lidt indad og samler noget af alt det, der sker på de linjer lige nu i et psykospirituelt perspektiv.


Her kommer i modne brudstykker nogle nedslag i de følelser, betragtninger og handlinger, der har fyldt på dejligste vis her hos mig i den sidste uges tid. Samt en opsamlende og fremadpegende linje til sidst.


Tirsdag-onsdag-torsdag:


Vores besøg fra Danmark har muliggjort en kæresteaften med min honey. Mens vi begge er på badeværelset for at gøre os klar, hører jeg mig selv fortælle om den her idé, der er landet. Frøet blev plantet af en kær medstuderende, og det har åbenbart spirret, uden jeg var fuldstændig klar over det. Jeg mærker, at idéen faktisk først lander helt, mens ordene strømmer ud af munden på mig. Idéen til at lave en gruppe under min facebookside, hvor jeg kan boltre mig i det spirituelle arbejde og invitere folk, der har den samme lyst, med ind. Hvor jeg kan give af det, jeg har med. Træne. Åbne endnu mere op.


Det føles som om, gruppen allerede er landet i mit hjerte, og der står den nu og blafrer som den smukkeste guldsmed i høj, høj energi.


Onsdag laver jeg gruppen.


Torsdag inviterer jeg folk ind. De kommer i kærlighed.


Ugen efter er vi over 150 mennesker med.


Weekend:


Sammen med min familie strømmer jeg fra den ene skønne oplevelse til den anden. Det hele flyder sammen til rent velvære. Høj vibration. Grin, der får tårerne til at trille og maven til at smertekilde. Mange, mange grin. Jeg mærker, at jeg ikke har grinet sådan længe. Det er befriende. Jeg ved ikke engang rigtigt fra hvad. Det føles bare, som om en lille tåge er lettet, og jeg har fået adgang til et højere luftlag.


Mandag:


Jeg sidder i min fars gamle lænestol i mit hjem i Texas og skriver med en helt ubeskrivelig følelse af taknemmelighed strømmende rundt i kroppen.


Det er, som om mit hjerte står helt åbent – du kan kigge lige ind, og jeg kan kigge ægte ud og både se og mærke alt det fantastiske, som er.


Børnene er startet i skole efter en helt igennem skøn forårsferie. Vores dejlige gæster fra Danmark (mormor, bedstefar og moster) er blevet sluppet løs på egen hånd i et kæmpe shopping mall (uha!), og jeg er lige kommet ud af endnu en smuk clairvoyancesession med en meget dejlig øveklient.


Life is good. Og det er allerbedst, når hjertet står helt åbent som lige nu. For når vi rammer denne tilstand, så falder alt på plads; vi falder på plads; forbindelsen til altet genetableres; vi ER. Og dette er for mig livets essens. Når vi mærker det eneste nu og uendeligheden på én og samme tid. Når vi forstår i hjertet, at hver eneste lille del, heriblandt dig og mig, netop er en del. Af noget meget stort og meget smukt. Når energien bruser i kroppen, smilet kruser i mundvigen, øjnene stråler og hjertet banker. Ikke af egocentrering, men af sjælsfokusering og af den dybe viden, at når det inderligste ønske er at hjælpe og løfte, så er der ingen grænser for den støtte og styrke, der stilles til rådighed. Ingen grænser.


Når vi arbejder bevidst i denne retning, åbner vi mod det, jeg kalder spiritflowing. Så meget sjæl, så meget flow, så meget energi. Det åbne liv. Kodeordene er bevidsthed og intention. Og samtidig tillidsfuld overgivelse. I overgivelsen ligger også en given slip. En intuitiv søgen mod lyset og det, der føles godt. En lethed i favntaget med det svære. En simpel rysten det af sig. Grinene.


Tirsdag:


Min veninde beder mig over telefonen spole blot et år eller to tilbage. Minder mig om tiden, hvor jeg forstod, hvor hæmmet jeg var af frygten for at blive stemplet, og stædigt forsøgte at gå kontra. Hvor selv det at skulle stå stærkt i mit spirituelle perspektiv over for min mand rystede mig. For ikke at tale om det mærkværdige paradoks i at være bange for at åbne op over for min omverden om den vej, der føltes som den eneste rigtige at gå. Hendes reminder får mig til at indse, at jeg ikke engang går kontra nu. Der er ikke længere noget paradoks. Jeg går bare. Med det, der føles godt. Handler på energien og følelsen, før tankerne begynder at slå i bakgear. Så har jeg ligesom allerede iført mig både armygrønt og fløjte, når bakgearet indfinder sig, og kan som en anden hjemmeværnsudlånt parkeringsvagt dirigere tankernes trafik i en konstruktiv retning.


Onsdag:


Tid til at sige farvel til mormor, bedstefar og moster. Jeg mærker, at det er anderledes end sidste gang, hvor alt stadig var helt nyt her. Min mor og jeg fælder en tåre over morgenmaden. Og så griner vi lidt mere. Vi går senere en lille tur, og jeg får sat ord på, at selv om vi nærmest taler mere nu, hvor vi er så langt væk fra hinanden, så kommer der alligevel en lille alenefølelse snigende i mig ved udsigten til deres afrejse. Og i solskinnet letter følelsen med det samme igen. Fordi det at dele er den simple rysten det svære af sig lige her. Det giver plads til samhørigheden.


I lufthavnen er der flere tårer. Også af inderlig taknemmelighed over deres besøg. Vi er så heldige! Og på hjemturen føler jeg mig næsten overraskende let indeni. Visheden om, at tingene er, som de skal være, og bevæger sig i den retning, det er meningen, de skal bevæge sig i, fylder mig. Og jeg ved, at min mor har det ligesådan.


Hvad skete der egentlig?


Så set i bakspejlet, hvad er det så lige, der har fundet sted den seneste uge?


Ordene, der kommer, er energetisk opsving.


Noget, jeg måske nok har forstået teoretisk, men ikke kunne omsætte fuldstændig i praksis tidligere, sker lige pludselig. Og nærmest af sig selv, føles det som om.


Opsvinget bærer følgende levede indsigter med sig:


Idéer, der lander i kærlighed, skal ikke kvæles i frygt. For de kærlighedsidéer er universets fineste guidning.


Jeg har kvalt ufatteligt mange af dem. Både før og efter at min bevidsthed åbnede sig nok til, at jeg kunne få kontakt med min frygt.


Det føles som om, at det, der sker lige nu, er at jeg bevidsthedsmæssigt får endnu mere kontakt til kærligheden, indstrømningen, guidningen.


Mit system er simpelthen blevet fintunet og langt mere modtageligt, og jeg tror på, at flytningen til USA er en af de store årsager til dette. Ligesom min clairvoyanceuddannelse, min skrivning, min tillid. Bevidsthed, intention, overgivelse. Men flytningen har på en eller anden måde skabt en større distance til mine gamle tænke- og handlemønstre. Og denne større distance har så til gengæld reduceret distancen til mit højere selv, min sjæl, mit inderste væsen i meget væsentlig grad. Jeg er simpelthen i gang med at flytte på de indre planer også. Og det gør, at det er nemmere end nogensinde at komme på linje, aligne, svinge i takt, og dermed åbne for flowet. Og handle ud fra det. Uhm, det er skønne erkendelser!


Jeg mærker, at mit frydefulde første live-møde med Abraham Hicks også har været en kraftfuld katalysator i dette. Deres energi har bragt min egen så meget i højfrekvent svingning, at denne dybfølte glæde har udkapslet sig. Så for dem, der ikke kender disse urvise, bundkærlige humørbomber, vil jeg introducere dem i et kommende indlæg. Og eftersom jeg så mig selv købe samtlige bøger og kortsæt på workshoppen til min samling, vil jeg trække visdommen, kærligheden og humoren med ind i gruppen i form af korttrækninger og andet, som udgør nogle af brikkerne i mit eget energiarbejde og min fortsatte bevidsthedsudvidelse. Nu sætter vi fundamentet.


Lethed, taknemmelighed og kærlighed strømmer herfra. Jeg håber, at du giver det lov til at nå lige præcis DIT hjerte.


Bisou,

Sara <3




  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon