Den stolteste mor (22.06.2018)

Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Når en beslutning ikke føles rigtigt mere, så må den tages op til revision.

Vi har længe været af den holdning, at vores børn ikke skulle have noget at vide om udstationeringen, før den var fuldstændig landet – før vi vidste præcis hvor og hvornår. Egentlig synes jeg stadig, at det på papiret virker som det mest ideelle at gøre. For at tage hensyn til, at de er – ja, børn.

Og alligevel nåede vi pludselig til et punkt, hvor idealet måtte vige for virkeligheden, og vi kunne mærke, at nu gav det faktisk bedre mening at inddrage dem og lade dem være en aktiv del af alt det spændende, der sker lige nu, hvor tingene begynder at rykke på sig.

Dels fordi mange af de beslutninger, vi træffer lige nu, der også inkluderer børnene, bliver truffet ud fra, at vi er på vej ud. Dermed er udstationeringen en central begrundelse for valg, som det kunne være svært for dem at se en større mening i uden den viden.

Og dels fordi det er nu, det virkelig bliver konkret og dermed sjovt. Denne fase skal de da være med i. Faktisk virker det pludselig afgørende, at de har fået det at vide netop nu, for at projektet også bliver deres, og de også kan begynde at se sig selv i det.

Så farmand har købt et gigantisk USA-kort, påført det to rundstokke, fjernet mors favoritmaleri i gangen og hængt kortet der. I børnehøjde. Og der står vi så nu og fantaserer, kigger, måler, og glædes.

Og hvordan reagerede de så?

Over al forventning.

Vi fortalte det til drengene først. Der var meget store øjne. Overraskelse, spænding, lidt nervøsitet. Så et vandfald af spørgsmål, der i kaskader landede alle steder på abstraktionstrappen. Nogle var så konkrete, at vi grinene måtte forklare, at det vidste vi altså ikke helt endnu (’hvilken bil skal vi have, far?’). Andre var langt mere abstrakte og store og rørende (’vil hende, jeg er allermest glad for, have glemt mig, når jeg kommer hjem?’). Og atter andre var allerede i gang med at afsøge nyt territorium (’kan man ikke spille håndbold? Så vil jeg gerne prøve at gå til basketball!’)

Vi talte længe, længe. Om land, sprog, mad, skole, rejser, oplevelser, hverdag, venner og besøg til og fra DK. Drengene insisterede på selv at fortælle det i skolen efter weekenden. Og det gjorde de. Med en dyb vejrtrækning forinden, al modet mobiliseret, og en styrke jeg som mor blev så utroligt ydmyg over at se. De skal nok klare det!

Ligeledes med lillesøster. Vi fortalte det til hende dagen efter. Fordi de skulle have lov at have hver deres reaktioner, og fordi drengene trods alt er så meget ældre og derfor forventeligt er langt bedre i stand til at forstå, hvad vi taler om her.

Vi havde vel egentlig troet, at Ellen skulle samles lidt op. At hun ville bryde ud i et tårevædet ’farveeeeeeel, mit elskede hus’, eller noget lignende. Men denne overraskende lille mus, hun hoppede ned fra sin stol og ud på gulvet, hvor hun gav sig til at danse med begge arme og pegefingre højt i vejret.

Hendes begejstrede forundring var til at tage og føle på (’Ej, bliver jeg OTTE derovre?’; ’Ej, må jeg få min SENG med?’; ’Ej, skal jeg starte i SKOLE?’). Tydeligvis ved hun endnu ikke helt, hvad det her egentlig er. Men lige så tydeligt er det, at hun glad, bare vi er der med hende. Og det er vi.

Hun kom senere på dagen og sagde til mig: ’Mor, der er noget, jeg har tænkt på. Hvad nu hvis de ikke forstår mig?’ Jeg sagde, at det gjorde de helt sikkert ikke. Men at hun til gengæld meget hurtigt vil komme til at forstå dem. Og til at kunne tale deres sprog.

Med et ’okay’, der var så let som en fjer, løb hun videre ud i sin dag. Ubekymret. Og dagen efter fortalte hun det til samling i børnehaven. Helt af sig selv og fuld af stolthed.

Og nu er der så et NÅR, der har etableret sig i vores fælles bevidsthed. Der er ingen af børnene, der bringer HVIS, eller HVORFOR på banen. Dette når fortæller mig, at de forholder sig til det, indstiller sig på det, er i gang med hver især at få sig rykket på plads i forhold til det. Det gør mig så taknemmelig.

Selvfølgelig er der små pip af frygt. Mest når trætheden melder sig. Og det er HELT okay. Og FULDT forventeligt. Men mest af alt har dette når indfundet sig i vores snakken og gøren. Vi taler om USA, om forskellene fra DK, om naturen, menneskene, skolerne, maden, bilerne, politikerne, reglerne osv. Vi voksne forsøger at male et åbent billede. Hvor der hverken er for meget glans eller for mange dystre farver. For vi skal være åbne. Det er den bedste forudsætning. Åbne og nysgerrige.

Og det er faktisk det, vores børn har vist sig at være allermest. Åbne og nysgerrige. Det gør mig glad. Ærligt også lidt lettet. Og helt ubeskriveligt stolt.

Bisou,

Sara