• Sara Hoejslet

Decemberhilsen - julen 2020



Kære alle <3


Kærlig julehilsen fra mig og min familie.

Det er slet ikke til at forstå, at dette mildest talt besynderlige år er ved at nå sin ende. Tiden er på sin vis fløjet af sted - og det selv om den også har stået nærmest stille i lange stræk undervejs. Vi har kollektivt på mange måder måske fået øjnene mere op for, hvem vi også er, og hvad der også er vigtigt for os. Og vi må fortsat forsøge at acceptere, at vi ikke kan kontrollere og bestemme og overrule. 2020 har været en temmelig hård trykken på maven, og nogle gange vokser man under pres.

Det er i hvert fald, hvad jeg føler, der er sket her hos os. Nok også som en konsekvens af, at vi har rundet de to år for vores udstationering, og det er - siger de mere erfarne - et gyldent skæringspunkt, hvor det for alvor vender også for børnene. En ny ro er landet i vores familie. Danmark er ikke længere placeret på en piedestal, ej heller er Texas og USA. En mere sund realisme og ikke mindst en masse nye drømme har indfundet sig.


Ikke ret meget af dette år blev som planlagt, og alligevel blev det så godt, som det kunne blive under omstændighederne. Set i et konstruktivt lys, fik vi lov at prøve, hvordan det er at leve som expats, når man ikke er velsignet med besøg hjemmefra ofte. Og vi fik lov at erfare, at sådan kan vi også godt. På nogle områder tror jeg ligefrem, at vi har fundet lidt mere ind til os selv hver især og sammen gennem den megen ro. Vi er selvkørende nu, har større kontakt til vores værdier, og måske lidt mere dybde i den stemme, der har indfundet sig. Det er ikke værst.

Men det betyder nu ikke, at vi ikke inderligt håber, at det bliver muligt at rejse mere frit i 2021, ligesom vi glæder os ubeskriveligt til at komme til Danmark hen over julen og blande stemmer og værdier og hjerter og hele molevitten i en coronasikret version. Åhhh, plus til andesteg, medisterpølse, grønlangkål, varm leverpostej, flæskesteg, fiskefilletter med remo, mormors rosinboller, bedstemors rugbrød og brunkager und so weiter. Vi har haft op til flere runder rundt om bordet, hvor vi skulle skiftes til at nævne det, vi glæder os mest til at komme hjem og sætte tænderne i. Det er nærmest uden ende!

Værdien af en lang gåtur med røde kinder og synlige, dansende udåndinger. Af igen at køre ned af vores bugtende grusvej og gense vores hus. Og ikke mindst af igen at være blandt vores kære. Dem, som det bliver muligt at se. Pyh ha, mit lille hjerte hopper helt. Det er ikke helt så let at lave planer grundet corona, men vi finder vej, og måske er det faktisk netop meningen, at meget bare skal være mere åbent og mere frit. Ikke bare i julen, men også i det nye år? Det tror jeg på.


Noget af det, jeg er spændt på ved nu at returnere til Danmark for en stund og tilmed at bo i vores eget hus, er reaktionerne fra os alle fem. For jeg tænker, at de må komme. Og jeg tænker, at de principielt kan spænde lige fra ‘Hvorfor tog vi nogensinde herfra?’ til ‘Er det her egentlig stadig vores hjem?’ og alt derimellem. Og vi vil sikkert ikke have ens reaktioner. Det skal nok blive underholdende. Vi har forberedt børnene på, at det nok under ingen omstændigheder vil føles rigtigt som hjem, fordi alle vores ting jo lige nu skaber ‘hjem’ her i USA. Men med tre uger i vores hus, som skønne bedsteforældre og dejlige hjælpere vel at mærke under stort hemmelighedskræmmeri har gjort juleklart til os, kan vi ikke andet end at ryge ind i en dybere sansning. Og så må vi observere, rumme, vende og dreje og søge at bruge reaktionerne konstruktivt. Det er noget af det, vi efterhånden har fået lidt erfaring med.


Jeg tror, at denne mulighed for at stikke en finger i jorden kommer på det helt rigtige tidspunkt. For de store valg, som expat-oplevelsen afkræver, kan man ikke blot tænke sig til en afklaring af. Der skal følelser og krop på. Det har der også været hele vejen - nu er vi blot kommet så langt i forløbet, at vi tydeligt kan mærke, at vores børn i den grad er vokset med opgaven. Noget de også selv er gode til at sætte ord på. Det er en kæmpe kilde til taknemmelighed og glæde at kunne runde året af med tre børn i fuld trivsel på alle fronter, og i fin balance i forhold til at navigere det dansk-amerikanske. De er som tre små, flettede julehjerter.


I den glæde blander der sig så en fin bevidsthed om, at vi skal rykke på dem igen, og at vi ved at komme til Danmark nu lige så stille begynder at forberede os på den fase. Lige så stille, med baby steps. Som at tilføje et ekstra instrument og en fin, ny tone til et orkester, der allerede spiller ganske godt.


For spiller, det gør vores lille orkester:


Ellen navigerer virkelighed og fantasi og kreativitet på sin helt egen måde og leger og lærer hele tiden. Nissen har givet hende en laksefarvet yogamåtte, og hun dyrker ofte yoga med mor efter skole. Hun og farmand spiller en masse fodbold, og nu har hun fået lyst til at begynde rigtigt til fodbold til februar. Hun tager sig af os alle sammen, producerer mængder af gaver til os, elsker at få læst spændende historier højt (pt er vi i gang med Brødrene Løvehjerte), og så kan hun snige sig som en kat ind i viktualierummet og lydløst få åbnet boksen med halloween-slik, for så lige så lydløst at fordufte med rovet.


August og Valdemar spiller basketball + trompet + saxofon + iPad. Plus American Football i skolen, hvor de begge drømmer om at komme på skoleholdet næste år. Bare tanken giver moren dårlige nerver. Synes ligesom vi har haft brækkede lemmer nok gennen årene! De har mange meninger om mange ting, og er ved at vokse mig over hovedet. De kan være så sprængfyldte med hormoner, at man nogle gange føler, man går i et mineområde. Men de er også stadig mine basser, der elsker fodmassage og råhygge og masser af kram. De nyder at gå i Junior High og bliver af alle lærere beskrevet som ‘very hardworking, well-mannered, and eager to learn’. Den glæde og stolthed vi som forældre føler over det kan så oftest rumme, at det selvfølgelig ikke altid er gnidningsfrit herhjemme. Men vi er landet et sted, hvor de selv tager ansvar for skolearbejdet, hjælpes ad, konkurrer en smule, støtter hinanden en masse og deltager rigtig meget i familielivet. Det er fantastisk at opleve.


Vores farmand trives på sin hjemmearbejdsplads. Til januar starter han nyt job i Grundfos i forbindelse med en større organisationsændring, og det bliver spændende for ham. Han står troligt op (næsten) hver morgen og løber en lang tur. Det er hans energiarbejde, og det holder ham frisk og dejlig. Han nyder at være meget mere med i børnenes hverdag og at kunne spise friskbagt surdejsbrød til formiddagskaffen på en helt almindelig torsdag. Selv om han glæder sig, til kontoret åbner igen, så tror og håber jeg, at den større hyppighed af hjemmearbejdsdage er kommet for at blive, for vi trives begge med at arbejde omkring hinanden og på ingen måde sidde i det tids- og koordineringspres, vi så ofte sad i tidligere.


Morlillen går i online skriveskole, skriver på sin bog, uddanner sig fortsat også på det psykospirituelle område, har sessioner og forløb med klienter, læser en masse og føler sig uendeligt privilegeret. Det har gjort underværker for mig at få etableret en arbejdsstation og en arbejdspraksis, hvor jeg også møder ind hver dag og lader mig opsluge af det, jeg er igang med. Og hvor der er plads til, at jeg kan lægge yoga, gåture og vinterbadning ind, som jeg lyster. Når sjælen næres, kan det mærkes.


Vores år blev trods corona igen et år fyldt med rejser og eventyr. Lige fra New Orleans i starten af året sammen med mormor og bedstefar, henover tøsetur til Austin med Tante Anne, og videre til Spring Break i Sydtexas i et gammelt hus på landet. Så til vores fantastiske sommerferie i autocamper langs med kysten til Florida og Georgia og videre op til The Great Smoky Mountains. I efteråret en weekendtur til Texas Hill Country, endnu en til South Padre i syd og endelig Thanksgiving Break langt vestpå til Big Bend National Park. Vi ELSKER at rejse og opleve, hvis nogen skulle være i tvivl! Og vi er fyldt med rejseidéer for det nye år.


Men vi elsker i lige så høj grad hverdagen her på Kingsbrook Sky Lane. Gode rutiner, fælles gøremål, eftermiddagssnak, aftenhygge, pt 2 x julekalender, fantastiske skoler og gode relationer, samt plads til at hver enkelt kan udfolde sig. Hverdagen har utrolig stor værdi i sig selv for os, der hvor vi er kommet til nu, og vi stikker ikke af fra den, når vi rejser ud, vi beriger den blot yderligere.


Derfor deler jeg også lidt mere fra hverdagen nu end tidligere. For at formidle god energi er for mig også at have øje for netop den gode energi, og det vi fokuserer på vokser. På den måde vokser lyset. Eller vibrationen i mit andet sprog. Energi smitter, lys spreder sig, og vibrationer kan nå langt. Også den anden vej, for I er så mange dejlige, der læser med og giver retur. Der er ikke tale om gensidig afhængighed, men om i fællesskab at søge at løfte frekvensen. Vejen til spiritflowing. Det er der mange måder at gøre på, og jeg har indlemmet denne i flokken af mine. Den udveksling af energi, der opstår, er så fin og interessant for mig (energinørden), og jeg nyder at udforske den. Udadtil og indadtil.


Og når åbningen indad er der, når blikket er indstillet, så bliver det også nemmere at mærke og være med sin egen sårbarhed, det svære, og det, der gør ondt. Samt med spørgsmålene uden svar. Tvivlen der kan gnave lidt i tilliden. Fremtiden som gerne gør krav på nuet nu og da. Det er alt sammen ok, når hjertet går forrest, og det gør det mere og mere.


Jeg håber, at livet hos jer, der læser med, også indeholder en masse lys. Lys nok til også at være med det, der er svært. Lys nok til at håbet får glød. Lys nok til kærligheden.


Rigtig glædelig jul til jer alle. Samt et indeligt ønske om et godt nytår.


De kærligste julehilsner fra

Sara & The Nygaards



72 views1 comment

Recent Posts

See All