Danmark - USA tur-retur

Tid til et skriv om noget af alt det, vores tur til Danmark henover julen bragte med sig.

Jeg har gået og skrevet stikord i nogle uger. Ladet det ligge lidt i blød. Ladet noget bundfælde sig. Toppen af følelseshavet har lagt sig. Især efter at coronavirussen, der pludselig ramte vores danske familie, hvor den slet ikke skulle, nu endelig er ved at trække sig. Pyh ha, i den situation er der ligesom endnu længere over Atlanten, og hjertet føles endnu mere revet midt over.

Det er bedre nu, men jeg er stadig på overarbejde i mit hoved. Så skrivet her er også et stykke selvhjælps-energiarbejde for mig. En måde at komme endnu mere overens med den pejling, som Kim og jeg i fællesskab er ved at trække ud af de mange følelser og sansninger, som rejsen tur-retur har vækket i os.

Vi havde virkelig en vidunderlig tur hjem. Så mange skønne gensyn, gode snakke, vigtigt samvær, frisk luft, julemad, hygge, grin, tårer, taknemmelighed og - pres. Pres, fordi det naturligvis også var vigtigt for vores kære at vide, om vi følte os hjemme. I eget hus. Stadigvæk. Og fordi man skulle være støbt i beton for ikke at mærke de dybe spørgsmål, der lå bagved. Håbet, ønskerne, drømmen. Kommer I hjem? Snart? Men selvfølgelig var det sådan. Det ville have været trist andet. Og det udspringer kun af kærlighed. Så meget kærlighed.

Det føltes rigtigt at sige, at det gjorde og gør vi. Føler os hjemme i vores hus på landet. Faktisk var det som at trykke på en knap. Fra vi trådte ind i huset, som var gjort så smukt klart til os, gled USA i baggrunden og Danmark i forgrunden. Sådan helt inde på dna-niveau. Lyden af skydedøren, når den glider i. Måden man åbner køleskabet. Turen over gårdspladsen med skraldespanden. Det var alt sammen ikke længere væk end et tryk på den knap. Udsigten fra vores hus. Konstateringen af at den har bolig i hjertet. Vi spurgte os selv, hvordan det nogensinde kunne blive hverdag for os at kigge på den.

Men hverdag bliver det. Alle steder. Og når vi engang returnerer til Danmark, vil hverdagen også indfinde sig der. På en anden måde end under tre ugers juleferie, hvor alle så gerne ville os, sådan som det kunne lade sig gøre i forhold til corona. Og hvor vi følte os uendeligt privilegerede over at opleve det. Og stadig måtte gå med en følelse af ikke at kunne give nok. At det var så kort. Derfor var det også svært at sige farvel. Men det er, mærker jeg, også deri magien ligger. Der følelserne bliver store, og hjertet slår. Det er faktisk bare smukt, at det kan være sådan.

Jeg gik og gik i naturen rundt om os. Kim løb og cyklede samme sted. Børnene havde legeaftaler, der involverede mudder og røde kinder. Ellen brugte store mængder af sin tid med to søde veninder på trampolin, gynge, i sandkasse og legehus, og hun var mere beskidt, end hun har været sammenlagt i vores tid i USA. Det fremkaldte salige smil i hendes lille ansigt.

Også drengene nød udelivet og mødtes i skoven med dejlige venner, tømte vist også deres køleskab en del gange, fandt lynhurtigt tilbage i ‘sådan er vi sammen her-rutinen’ og havde det fantastisk. Knappen igen.

Vi havde et par forventningsafstemninger med dem. En i starten af ferien og en i slutningen. For naturligvis havde de reaktioner. Var lidt forvirrede indeni. Og det var aldeles ok. Det samme gjaldt jo for mig selv. De skulle til en start lige rumme, at selvfølgelig var det ikke helt, som dengang for over to år siden. Til slut skulle de lige finde vej i at skulle til at sige farvel igen, hvilket var trist, men samtidig acceptere at det ikke føltes fuldstændig frygteligt at skulle tilbage til livet i Katy, Texas, USA. Stort, egentlig, når man kan opdage nyt om sig selv på den måde.

Og det var det, som var mest overraskende for os voksne: at børnene havde så relativt let ved at rejse retur. Ja, der var tårer og tristhed, men der var samtidig en glæde over udsigten til at komme tilbage hertil. Til hus, egen seng og værelse, skole, venner, basketball, hverdag.

Jeg selv var lidt mere ramt. Vi kørte fra vores hus midt om natten, og da vi nærmede os Billund, åbnede jeg øjnene og så, at det sneede. At jorden var hvid og glitrende. Det var som om Danmark sagde: ‘Se bare. Og husk nu. Forglem mig ej. Vi ses snart igen’.

I flyet blev jeg overmandet af træthed og følelser og forvirring og en allerede-længsel, der jo bare afspejlede, hvor skønt det var at se så mange af mine og vores igen. Samt en sorg over at skulle rejse fra især bedsteforældrene og tage børnebørnene - en kilde til så stor glæde hos dem - med os. Jeg græd lidt bag min maske og beordrede så mig selv til at sove. Alt ser lysere ud efter en lur. Selv om jeg ikke ligefrem jublede over at være tilbage i skilteskoven og betonbygningerne langs highway’en, da vi kørte fra lufthavnen.

Men da vi først stod her, i vores skønne amerikanske hus, stadig totalt jetlagged og trætte helt ind i knoglerne, så føltes det også godt. USA gled igen i forgrunden. Danmark ikke ligefrem i baggrunden, men på linje. Det er det, jeg hæfter mig ved. Samt ikke mindst at det for børnene tilsyneladende skete ubesværet. At det er kommet dertil, hvor de kan navigere disse skift uden synderligt besvær. Det er jeg simpelthen så taknemmelig over. For scenariet kunne have været et helt andet: At de for alt i verden ikke ville retur hertil. Eller, værre endnu, at de på ingen måde kunne finde sig til rette i Danmark længere.

Jeg har talt om min gode amerikanske veninde om dette. Hun har selv været udstationeret som helt ung, og hun sagde, at for hende at se, må dette være det bedst tænkelige scenarie: At børnene er så robuste og kan håndtere disse skift så relativt let. De nyder alle tre at være tilbage i livet her og i gang med alt det, der hører denne hverdag til. Samtidig sagde min veninde, at hun tror, at noget af årsagen er, at vi er forblevet så danske. Hun talte om, at vi ikke er blevet internationalt-amerikanske, sådan som hun har set det ske for flere expat-familier (der er virkelig mange her), men har bevaret et værdisæt, der ifølge hende er dansk. Måske netop derfor har vi haft let ved at integrere os. Fordi vi ved, hvem vi er. Det er sjovt at glide lidt med i de betragtninger. Selv om jeg ikke helt ved, hvor meget der er dansk, og hvor meget der bare er os som familie.

Det er fantastisk at vide, at vi kan det her. For mig personligt føltes det lidt forkert at rejse fra Danmark, men ikke forkert at være tilbage her - et mærkværdigt paradoks, som nok slet ikke er det, men mere et udtryk for, at vi lige nu har to hjem, og at vi er så heldige at føle os hjemme i begge.

Allermest hjemme, det har jeg indeni. Det ved jeg. Og vejen dertil, til dét hjem, den er bare tydeligst, når jeg ikke overtænker. Ikke oversanser. Ikke er på overarbejde. Det ER opsættende at rejse tilbage til Danmark på besøg. Fordi alle følelser vækkes. Alle tanker tøjles op og farer forvildet rundt. Jo mere jeg forsøger at tøjle, jo mere stejler de. Det ved jeg også, og alligevel er det svært at skrue ned for. Fordi jeg jo samtidig føler, at vi skal bruge alle disse erfaringer til noget. At de er vejvisere videre frem i en tid, hvor vi i forvejen er i gang med at finde vej. Jeg ved, at vi ikke skal tænke os til den vej. At det er en mærke, mærke - åbne, åbne - tillids, tillidsproces. Men alle de her erfaringer er alligevel små, lysende markører. Stjerner på himlen at navigere efter.

Lige nu, lige her, med min laptop i skødet og ro i kroppen, begynder mit system atter at falde til ro og lande i visheden om, at nu er vi her, og her er det meningen, at vi skal være for nu. Lidt endnu. Året er nyt og frisk, og vi ved ikke, hvad det bringer, men det skal nok bringe nye muligheder og åbninger. Fordi vi i høj grad selv skaber dem.

Mit fokus er på min bog og på mit psykospirituelle arbejde. Skruen i vandet. På min familie. På at fastholde vores skønne hverdag og gode relationer her. På de rejser, vi har i støbeskeen. På alle dem i Danmark, som jeg holder uendeligt meget af, og som jeg ikke er længere væk fra end en mail eller et telefonopkald. Det lander. Jeg åbner mig. Accepterer, at jeg ikke kan regne noget ud og kontrollere mig til fremtiden. Jeg kan drømme og kalde ind. Og jeg kalder bedst ind ved netop at åbne mig.

Vi kan alle sammen tåle det her. Det ved vi nu. Vi kan rigtig godt tåle det. Vi ved, at nye eventyr venter os her. Og i Danmark. Vi ved, at vi ikke er færdige med at bo og leve i Danmark. Og at vi ikke er færdig med at bo og leve i andre lande og kulturer. Vi ved, at vi har godt af hund, kat og hverdagsnatur i vores liv. Og at vi vil fortsætte med at rejse meget og opleve og udforske. Vi ved, at dem, der er langt væk, skal blive ved med at være tæt på. Og dét puslespil er vi så ved at lægge. Uden at have alle brikkerne endnu. Roligt, gennem gode snakke, mest os voksne, men også med børnenes besyv. Vi er på rejsen sammen.

And we shape the road as we walk it.

Bisou,

Sara <3