• Sara Hoejslet

Balancedans og spiritflowing

Updated: Aug 18, 2018

Måske har du hørt, at vi som mennesker fornyr og genskaber os selv, sådan helt biologisk. Celler forgår og opstår hele tiden, og på den måde kan vi aldrig rent fysisk være helt præcist den, vi var for blot et øjeblik siden. Det er en umulighed. Nogle siger, at kroppens proces med at forny alt varer 7 år. Andre blot 10-12 måneder. Uanset er det en vild tanke. For hvordan bliver jeg så egentlig ved med at være mig?


Svaret ligger nok på andre planer af vores eksistens: det mentale og det sjælelige. Vores personlighed, vores ego, vores tanker holder sammen på idéen om, hvem jeg er i dette konkrete liv. Mig med min historie, mine drømme, mine kriser, mine værdier, mine relationer, mine livretter osv.


På det sjælelige plan er dette liv blot et i rækken, om end et vigtigt og dyrebart et. Og måske skal vi endda snarere til at snakke om paralleliteter af liv end om en række. På sjælens plan er der tale om en uendelig, ekspanderende energi, der langt overskrider den fysiske krop og idéen om, hvem jeg er som menneske.


Min dybeste følelse af at være mig og være til har ændret sig mere end markant i takt med, at jeg er begyndt at forstå disse plan og mærke de mange energilag, der udspiller sig i og imellem dem. Det har været som at blive hvirvlet ind i en strøm af energi og bevidsthed, som jeg ikke har kunnet styre fuldstændig selv. Sådan er det stadig, og det er jeg i fred og tillid med. Mere og mere lys strømmer ind, og det har skabt et dengang og et nu i mit liv, som jeg vil udfolde lidt her.


Først et lille sagn om hende, jeg var:


Der var engang en pige. Som lille var hendes verden tryg, magisk og fuld af kærlighed. Men en dag blev pigens forældre blev skilt. Verden ændrede karakter. Og med tiden gjorde pigen det også. Hun blev en flinkepige og begyndte at begive sig ned ad den klassiske flinkepigevej. Klarede sig godt i skolen. Var meget pligtopfyldende. Satte andres behov før sine egne. Havde store forventninger til sig selv – fordi hun troede, at andre havde det. Hun sagde ja til alt det, som hendes sjæl og universet mere og mere insisterende forsøgte at få hende til at sige nej til. Ganske ung udviklede hun en spiseforstyrrelse – og overvandt den. Som voksen fik hun for lavt stofskifte – og lærte at leve med det. Derpå mistede hun et barn sent i graviditeten – og foragtede sin krop og røg i en dyb, dyb sorg. Men også den rejste hun sig fra. Og fortsatte. Til sidst var det en voldsom motorvejsulykke, som hun på mirakuløs vis overlevede, der fik hende til at indse, at nu kom der ikke flere advarsler. For hvad skulle det næste være? Kunne det blive værre uden at slutte helt?


***


Endelig, endelig, endelig vågnede jeg op. Tvivlen havde raset i mig mange, mange gange, og mine drømme om at skrive, blive terapeut og åbne mig mere for det spirituelle var aldrig holdt op med at presse sig på. Men jeg var blevet ved med at falde til patten. Og NU var det slut. Jeg sagde mit fine forskerjob på universitetet op og designede et patchworker-arbejdsliv, hvor der blev plads og luft til at gå med alt det, jeg havde lukket inde så længe.


Det var i 2013, og min rejse har siden været en, der primært har gået indad og opad.


I dag er jeg et menneske, der har åbnet op for mine kreative, æstetiske og spirituelle sider. Jeg skriver, skaber, kanaliserer. Og stortrives i at være på vej. På min vej.


Hvordan kunne den transformation ske?


Skåret helt ind til benet tror jeg med hele mit hjerte, at forklaringen er denne:


Da jeg endelig valgte at lytte efter, sagde jeg ja til en proces, der har løftet mig og mit liv til nye dimensioner af bevidsthed og glæde.


Jeg har fået kontakt med min sjæl og er begyndt at lade dens energi strømme i mit liv. Jeg er startet på at mærke, hvem jeg er i de dimensioner, og jeg har indset, at det er det, jeg skal i denne omgang. Finde og forkynde kærligheden. Den helt store af slagsen. Til livet, til meningen med det hele, til mig selv, til relationerne, omgivelserne, hændelserne. Det er en ongoing proces, som jeg ELSKER og dedikerer mig til fuldt ud. Det er her, jeg finder mit flow og min frihed.


Heraf navnet spiritflowing. For det er min dybeste overbevisning, at vi mennesker ikke er skabt til at leve et liv styret udelukkende af vores ego og uden kontakt til den, vi dybest set er. Vi er her, fordi vores sjæl skal udvikle sig. Og det gør den netop i mødet med personligheden og det jordiske liv. Når vi åbner for dens flow og samtidig er ordentlige ved vores fysiske kroppe og formår at bruge vores mentale kræfter til det gode. Det er lige der, vi genfinder balancen. Og det er lige der, at kroppen fyldes af en fredfyldthed så stor, at vi bare ved, at dét her, det er rigtigt. Der er ikke tale om et bestemt punkt, vi skal nå til, eller en tilstand, som skal blive til en stilstand. Der er tale om livet selv. Om det smukke i at være på vejen og søge at lade sjælen være en sand følgesvend. Og det er en balancedans. Ind og ud. Igen og igen. Jo mere bevidsthed, jo smukkere dans.


Tidligere dansede jeg slet ikke. Jeg kæmpede. Jeg overlevede. Nu lever jeg. Jeg vidste, at jeg skulle og ville have mere ud af livet. Og da jeg overgav mig til alt det indeni, fandt dette mere vej til mig. Jeg åbnede min energi for at lukke det ind.


Det har jeg sat min intention på at gøre hver eneste dag. Nogle gange er det let og lyst og smukt. Andre gange kræver det en hudløst ærlig kiggen indad. Og atter andre gange slipper jeg min intention helt i en ego-aktivering og må finde min vej tilbage. Men jeg vender altid tilbage. For dengang er dengang, og nu er nu, og jeg er her og har altid muligheden for at vælge dansen. Spiritflowing i organiske, flydende bevægelser.


Jeg lever ikke længere i min historie; jeg er den ikke længere. Men jeg har min historie, og jeg bærer den i dag med mig med taknemmelighed og kærlighed. Taknemmelighed over, at universet ikke gav op (det gør det aldrig!). Og fuld af kærlighed til alle de udgaver af mig, der bare har forsøgt at gøre deres bedste.


Paradokset er, at vores historie - når vi er uerkendte om, hvor meget vi lader den definere os - kan afholde os fra at rykke os, åbne os, finde det dansegulv, hvor balancedansen kan udfolde sig; og samtidig er det netop vores historie, der - når vi stiller os ved siden af den og kaster et empatisk læringsperspektiv på den - kan skabe kvantespring i vores bevidsthed og dermed gøre dansen endnu smukkere.


Hvad med dig? Hvordan bærer du din historie? Danser du eller kæmper du? Fald helt til ro et øjeblik. Åbn hjertet. Se ærligt ud over dit indre landskab. Vær ægte. Og mærk så, om du også har et dengang og nu? Lytter du til alt det, der er inden i dig? Handler du det ud? Giver du nok credit til din livsrejse og til der, hvor du er lige nu?


Spiritflowing er en ongoing proces, som kræver bevidsthed, åbenhed, tillid. Det er det, 'ing-et' til sidst signalerer: bevægelsen; noget der kan sættes i gang; et her, der kan opstå i hvert eneste nu. Det er ikke et navneord, spiritflow, som du kan have eller ikke have. Det er ikke en personbeskrivelse, spiritflower, som du kan være eller ikke være. Det er noget, du gør. Noget, du lever. Noget du vokser i og af. Når du bevidst vælger det.


Jeg er glødende fan af bevidste valg og underskønne dance moves, og jeg ønsker bare, at vi ses på det der dansegulv.


Bisou,

Sara

  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon