• Sara Hoejslet

Back to school



Det er meget tidlig morgen i Katy. Solen er ved at stå op, og en ny, varm dag er på vej. Vi ligger og svinger omkring de 35 grader nu, flere dage i denne uge har temperaturen været oppe over 40. Så føles det som at stå og indånde varmt sand, når man venter på sit kuld oppe ved skolen, alt imens enhver væske i ens krop siver i jorden.

Jeg har foreslået nogle af de andre ventende forældre, at vi anmoder om at få installeret overdækning, vanddepot og – vigtigt! – sprinklere. Men så indså jeg, at jeg jo også bare kunne lade være med at komme 10 minutter før, børnene overhovedet kommer ud af bygningen. Jeg var ellers lige blevet så ferm til at være i god tid (nyt for mig!), men man siger jo, at de dårlige vaner nemt vender tilbage, så mon ikke jeg sagtens kan finde ud af at komme i sidste øjeblik?


Onsdag var første skoledag her, hvor Ellen startede i første klasse, og drengene i 5. Store børn, der klarede det hele i stiv arm. August havde knap nok tid til at sige farvel, fordi han skulle ind og pakke ud og have styr på sine ting. Valdemar gav historiens hurtigste knus og var væk. Og Ellen tog sig sammen og vendte al sin opmærksomhed mod arbejdsarket på sit bord for at undgå en alt for hård farvelscene. Mestringsstrategier!


Vi var til Meet the Teacher mandag aften, hvor man kommer op på skolen sammen med samtlige andre elever og forældre (= mange!) og ser sin klasse, møder sine lærere, skriver under på en regnskov af papirer og lige mærker det hele lidt igen. Det er en god ting, for tre måneders ferie er lang tid. Til min overraskelse så lang tid, at børnene hen mod slutningen faktisk begyndte at glæde sig til at komme i skole igen.


Men selvfølgelig er det også hårdt at gå fra dage fyldt med frihed, daseri, hyggelige udflugter, legeaftaler, pool og sjov til at modtage undervisning i 7 timer. Ellen spurgte på dag 2 (og 3), om hun ikke godt kunne få en fridag. August gik kold i sølle 10 minutters lektielæsning, fordi han bare var træt. Og i går kørte drengene i rutchebane helt fra ’hvor er vi bare heldige’ til ’alting er bedre i Danmark’ og væltede fortumlede og rystede ud. Lige der tog det tid for mig at finde en god mestringsstrategi, desværre, men vi fandt den sammen til sidst. Sådan er det også.


Pludselig er huset tomt og stille i mange timer om dagen, og jeg har atter tid til at koncentrere mig om alt mit. Dejligt, men også lidt smertefuldt for moderhjertet. Vi skal alle lige finde på plads i nye rutiner.


Udover at prøve at få lidt motion i heden, inkluderer alt mit at genoptage mine online sessioner og mit terapeutiske og spirituelle arbejde, at læse og researche, og at skrive, skrive, skrive. Jeg har taget hul på et nyt, stort skriveprojekt, som har rumlet i mig i nogen tid, og det var da også det, der drev mig ud af sengen her til morgen. Bloggen er og bliver også en del af det hele. Jeg har desuden involveret mig i noget ESL-arbejde på skolen (ESL = English as a Second Language; mit gamle forskningsfelt), så jeg render også til nogle spændende møder. Og så har Grundfos sendt et nyt dansk par hertil, og pludselig befinder jeg mig (godt) i rollen som den mere erfarne expat mom, der kan være til lidt hjælp. Det har gjort det tydeligt, hvor meget der egentlig er sket, og hvor meget vi har fundet os til rette i, siden vi kom hertil i november.


Farmand har haft to ugers ferie denne sommer: de to uger hvor vi roadtrippede med dejlige venner og virkelig fik indtaget noget af USA's storslåede natur. (Det var så fantastisk en tur, der bragte os gennem the Rocky Mountains og the Black Hills, til Mount Rushmore, Crazy Horse, Devil’s Tower, Cody Rodeo, Yellostone, The Grand Tetons og meget mere, som jeg har skrevet om i en lidt dybere tone her). Ellers har Kim arbejdet og også været på flere korte rejser. Så børnene og jeg har virkelig været intenst i hinandens selskab; først en måned i Danmark, og her til sidst en måned i Katy.


Intensiteten har budt på det hele: magiske stunder i verdens dejligste og gladeste energi; uoverensstemmelser og uenigheder og udfordringer; stunder hvor jeg har følt, at jeg ikke slog til; og andre hvor intet i hele verden kunne være bedre.


Det underlige er, at de gode stunder på en måde bliver forstærket af, at vi er her. I sol og varme og lækre omgivelser. I noget, der virker til at lykkes. I en livsoplevelse vi lige der er på toppen af.


Og ligeledes gør de hårde stunder, når vi (jeg) ikke er på toppen af noget som helst. For selv om det endnu aldrig har betydet, at jeg er begyndt at stille spørgsmålstegn ved hele projektet, så betyder det dog, at jeg mærker aleneheden.


Heldigvis er den en illusion. Vi er sådan cirka aldrig mere alene, end vi selv gør det til. Og heldigvis bliver jeg bedre og bedre til både at række indad og udad, når jeg ramler ind i tyngden af den slags følelser. Indad for at blive klar og ærlig med mig selv og få kontakt til mig selv igen. Og udad til dem omkring mig, som jo er der, altid, selv om de måske ikke lige fysisk er ved min side.


Min dejlige mutti har sagt til mig, at jeg skal huske, at hun aldrig er mere end 16 timer væk. Siger det ikke alt om hende?


Pludselig var der for begge parter uoverkommeligt langt til jul. Og turen til Danmark havde ikke ligefrem tilladt oceaner af tid sammen af mange lavpraktiske årsager. Så et tårevædet telefonopkald mellem hende og jeg samt et lynkursus til børnene i, hvordan man lokker med en ferietrængende (og dejligt nem) bedstefar, er nu blevet til, at de kommer her i september også. Det er så fantastisk, og jeg har svært ved at beskrive, hvor taknemmelige vi er.


De her besøg fra Danmark er som fine broer af energi, der binder os sammen med alt det derhjemme, og som samtidig giver os mulighed for at dele noget af alt det, vi har her. De er energioverførsler på så mange planer, og de er med til at holde os lige. Uden dem havde oplevelsen været anderledes. Mindre hel. Så det er så lykkeligt, at vi har en række skønne besøg at se frem til.


Og til alle dem, der kommer med børn: efter at have forsøgt at overleve varmen hver feriedag i en måned, kender vi nu så godt som alle indendørs, airconditionerede steder i børnehøjde i området, som det er værd at kende. Lige fra biografer, til trampolinland, til neonlegepladser i mørke, til baseball batting cages, til iscafeer, til shoppingcentre, til vores gode gamle, altid mageløse space center. Vi har i den grad oplevet børnenes (indendørs) Katy, og det bliver helt godt, når det bliver til at holde ud at tage i en helt almindelig park på en helt almindelig legeplads igen. Vi skal heldigvis(?) kun vente til slut september, til det – langsomt – begynder at vende igen. Siges der.


Ej, vi er faktisk enige om, at vi ikke vil brokke os over varmen her. Det kan vi simpelthen ikke tillade os, mener min kære mand, for det er jo en drøm for os at få lov at bo og leve i dette klima med alt hvad dertil hører. Det er sandt, og vi har da også haft mange feriedage, hvor vi bare har nydt vores pool, hvor drengene er stået tidligt op for at tage ud at fiske i søerne lige i nærheden, hvor vi har set en film midt på dagen, grillet til aften og badet igen. Vi har også dyppet vores varme kroppe i Den Mexicanske Golf. Dog uden på nogen måde at blive afkølet. Vandet var varmere end det i poolen! At spille basketball i indkørslen bliver en dødsfælde efter to minutter, men nu har vi taget konsekvensen og købt et basketballmål til poolen. Så nu er der dømt endnu mere svømmehud. Og man kan jo selv prøve at forestille sig, hvem der er det største legebarn!


Når vi har mødt nogen herovre, og de (på et splitsekund) har kunnet høre, at vi ikke er herfra, så har det længe udspillet sig cirka sådan her:


Texanerne: ’So, how long have you guys been here?’


Os: ’Since November.’


Texanerne: ’Oh, ha ha, you ain’t seen nothing yet.’


Os: ’The heat, you mean? So we have heard.’


Texanerne: ’If you survive that, you can survive anything!’


Nogle gange efterfulgt af: ’Good luck!’ og et lettere medlidende blik.


Well, hvis det er rigtigt, så tror jeg faktisk, at vi oven på en skøn sommer og en fin skolestart i varmen nu er ved at være der, hvor vi med rette kan sige, at vi kan overleve hvad som helst. Og oven i købet leve undervejs.


Bisou,

Sara <3



Drengenes engelsklærer gav børnene et viskelæder til skolestart. Denne hilsen fulgte med <3

108 views
  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon