• Sara Hoejslet

Ankomst



December har meldt sin ankomst. I morgen kommer mormor og bedstefar. Og på fredag ankommer vores container med alle vores ting endelig. Nøj, hvor vi glæder os – til jul, til bedsteforældrehygge og til at gøre vores nye hus til vores nye hjem.


Så gode, gode ting er under opsejling. Og jeg mærker et ønske om forinden at foretage et lille eftertænksomt kig ind i der, hvor vi er lige nu.


Den seneste uge har nemlig også budt på andre ankomster:


Børnenes skolestart har bragt en række fine mennesker ind i vores liv. Søde lærere, der støtter og hjælper. Samt friske børn, der glade dukker op til en dukkert i pølen eller en omgang basket i indkørslen.


Naturen har åbenbaret sig på smukkeste vis. Dels var der 25 grader i weekenden. Og dels har vi nu udforsket området nok til at have opdaget, at der ligger en stor og fantastisk sø lige om hjørnet med sti hele vejen rundt, smukke træer, masser af fugleliv og glitrende vandspejl. Ahh, det nærer.


Nabolaget fejrer julens ankomst med lys og udendørs pynt i mængder, jeg arbejder på at beundre uden, at mine øjenbryn ryger op i hårgrænsen. Og jo jo da, selvfølgelig er vi blevet grebet af stemningen og har nu selv en gigantisk, lysende snemand i forhaven, der byder nyankomne velkommen. Vi forsvarer det med, at vi jo ikke har en ærlig chance for at bygge en rigtig snemand på disse breddegrader.


Min lille fine bil – mommy’s car – er trillet ind i garagen og gør mig mobil og åben for at komme rundt og møde nyt. Iført høj musik og soltag.


Så alt i alt er der på det ydre plan masser af møder og ankomster af skønne ting, som vi kan glæde os over at få lov at opleve.


Og så er der det indre plan. Det er på dét plan, jeg ønsker at dvæle lidt lige nu. Fordi jeg gennem nogle dage også dér er blevet mødt af noget nyt. Dette blot mere forvirrende og knap så entydigt positivt.


Det bedste billede, jeg kan bruge om den tilstand, jeg har været i, er som et lille blad, der helt er overladt til vindens luner. Når der er vindstød, hvirvler det forvildet rundt. Når der er vindstille, lægger det sig og er i ro.


Vindstødene kommer både udefra og indefra. Og er grundlæggende blevet igangsat af, at Ellen, vores mindstemus, der aldrig har gået i skole før og hverken taler eller forstår engelsk, faktisk bare efter nogle lange skoledage nåede til et sted, hvor det var alt for overvældende for hende, og hun ikke havde den mindste lyst til, at det skulle fortsætte.


Fra et fredfyldt sted inden i mig og i dyb enighed med både Kim og skolen, tog jeg konsekvensen og trak tempoet helt ud af ligningen for hende. Så hun siden midten af sidste uge kun har haft halve dage i skolen. Og det har lettet det hele ganske betragteligt, og hun er nu så glad og fortællende, når jeg henter hende. MEN, for der må jo være et men, hvis fortællingen skal hænge sammen: hun er ked af at skulle afleveres. Ked af at skulle sige farvel. Ked af at skulle være væk fra mig. Utryg og alene.


Og selv om både Kim og jeg på det rationelle plan er overbevisende gode til at fortælle os selv og hinanden, at det selvfølgelig er okay, at hun har det sådan; at det bare er en fase; at det er klart, når hun aldrig har prøvet noget lignende før; at hun får det meget nemmere, så snart hun har lært sproget; at hun kommer til at vokse helt vildt af det og meget mere, så ændrer det ikke ved, at jeg langt, langt inde i mig, på et subtilt niveau, der ligger lysår væk fra rationalitetens fangearme, går en lille smule i stykker hver morgen. At jeg har det svært med at skulle presse hende igennem det her. At hendes tårer rammer mig et sted, hvor jeg er ekstremt sårbar.


Lige der bliver jeg et blad i vinden.


Og hey, det handler IKKE om, at jeg eller vi fortryder noget som helst. Eller har mistet troen på projektet. Eller bare gerne vil hjem. Der er vi slet, slet ikke. Som sagt så går det faktisk virkelig godt. Det er noget helt andet og mindre erkendt.


Egentlig tror jeg bare, at Ellens situation blev katalysatoren for noget, der handler mere om mig end om hende. For hun skal nok klare den. Hun er mega sej. Mega stolt over at gå i skole. Mega glad for sine nye venner. Mega glad for sine lærere. Mega stædig. Og så passer vi godt på hende, hendes far og jeg. Så godt vi overhovedet kan.


For mit vedkommende – når man hvirvler rundt som et blad i vinden og påvirkes kraftigt af alt – så handler det nok allermest om, at jeg faktisk lige nu ikke har nogen rod. Havde jeg det – en rod og en stamme og en gren og en kvist, hvor det fine lille blad sad godt fast – så havde der nok ikke været så forvirrende inde i mig. Så havde jeg ikke været sådan en svamp, der suger alle andres energier op og lader dem fylde mig helt. I en grad, så det hele kan tippe på et splitsekund, afhængigt af hvad jeg opfanger.


Så havde det ikke været hårdt.


Det er i dag gået op for mig – godt hjulpet af to skønne, nære sjæle i DK samt af en dejlig meditation – at det faktisk først bliver rigtig hårdt for mig, når jeg kommer til at synes, at det er hårdt. Det er ikke dét, at noget er hårdt i sig selv. Det er, når jeg overgiver mig til tanken om, at det er hårdt, at det vitterligt bliver det. For lige der mister jeg meningen med det, der sker. Tilliden til, at alt er, som det skal være, og at det nok skal gå. Forbindelsen til det, der er større end mig. Jeg mister min rod. Og så bliver jeg tom indeni. Forvirret. Svampeagtig. Urolig.


Når jeg først kan se det, kan jeg også finde vej tilbage. Altid. Så det er jeg lige i gang med :-). En af mine sikre veje tilbage er at sætte ord på. Give stemme til det indeni og dermed komme det i møde med forståelse og åbenhed.


En anden vej er at se linjerne, sammenhængene. Det fik jeg også dejlig hjælp til i dag. For tomheden indeni kan også siges at afspejle den tomhed, vores hus omgiver os med. Vi er glade for at være her og føler os så godt taget imod. Både af huset selv og af omgivelserne her. Blot ændrer det ikke ved, at alting runger, og vi ikke har vores ting her til at skabe en ny rod. I den forstand har vi stadig den fulde ankomst til gode. Lige om hjørnet, når vores ting kommer, og vi kan få fylde og tyngde på. Så bliver vindretningen ikke så afgørende.


Min gode veninde talte i dag om dematerialisering og rematerialisering. Om ikke at underkende materiens betydning. Om at vi gennem en lang periode nu har været i gang med at dematerialisere. Rydde op, pakke ned, skille os af med. Rum for rum, lag for lag. Hele mit snart 40 år lange liv har jeg været igennem, og jeg har holdt hvert eneste lille symbol på levet liv i min hånd og forholdt mig til netop den. Jeg har pillet i roden. Og nu rematerialiserer vi så. Etablerer os på ny. Genopstår. Det føles nærmest som en naturlov. Og derfor faktisk ufarligt, når jeg mærker rigtigt efter.


For mig er der så oveni denne udstationering også et andet bidrag til den nye rod, og det kommer fra det energiarbejde, som clairvoyanceuddannelsen fører med sig. Også her er der heftigt arbejde i gang, som rykker i mig. I det lys kommer jeg pludselig til at forstå processen som en udblokning, der er meant to be, og så mærker jeg ankomsten af mening, tillid og forbindelse igen.


Så kom bare med i morgen, med december, med et nyt år. Kom bare med vindstød og vinterstille. Vi står her jo rent faktisk. Sammen. Og i strømmen af liv er der ingen tilstand, der varer ved. Jeg hylder både afrejse, ankomst og rodfæstelse. Og nu forstår jeg, at de er samhørige. Cykliske. Flygtige og netop derved bestandige. I det perspektiv skifter min overgivelse til en hengivelse, og det føles aldeles okay at være lige her lige nu. Og altid på vej.


Bisou,

Sara <3



  • Black Facebook Icon
  • Black LinkedIn Icon