Er lige landet på terrassen. Solens glitren får vandet i poolen til at se endnu dejligere ud, og vores palme vifter frejdigt med bladene i den varme vind. Her er godt. Virkelig, virkelig godt.

Når jeg giver mig til at tænke over det, føles det stadig helt ubegribeligt, at vi faktisk bor her, i Texas. At vi har foretaget dette ryk, og at det nu er her vi lever og har vores hverdag. Og samtidig så er det som om, at skiftet er sket. Jeg har hele tiden været klar over, at det skifte måtte og skulle indtræffe, men jeg har ikke vidst, hvornår det ville ske. Nu kan jeg bare mærke, at det er sket.

Skiftet hænger sammen med følelsen af at være hjemme. Følelsen af at kende sine omgivelser, have gode relationer, høre til, trives. Allerede for nogle uger siden sagde Valdemar i bilen efter en virkelig begivenhedsrig weekend, at nu ville han bare gerne hjem. Det var første gang, han brugte ordet hjem om det her sted, som er blevet vores. Og i dag, mens Ellen og jeg sad og hyggede os med et puslespil, sagde hun pludselig med sådan en mildhed og glæde i stemmen, at hun følte det fuldstændig, som var hun hjemme i Danmark. Jeg spurgte, hvordan det føltes, og hun svarede, at hun bare var så glad og havde det så godt indeni. Så talte vi lidt om, at det måske ikke så meget var følelsen af at være hjemme i Danmark, men følelsen af at være hjemme, hun følte. Jeg blev helt rørt.

For jeg har selv mærket den følelse mere og mere i den seneste tid. Det var besøget fra Danmark, der først fik mine øjne op for, hvor meget vi faktisk er faldet til. Og det var den lethed, hvormed hverdagen indtraf efter besøget, der fik det til at sive helt ind. Hver især trives vi endnu bedre nu. Begynder at folde nogle af de sider ud, som alt det nye og anderledes måske har fået os til at holde lidt igen med. Især frimodigheden. Nydelsen. Det føles som om, at vi alle åbner os endnu mere for at nyde det hele lige nu. Og det bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af det fantastiske vejr, plaskeriet i poolen, de gennemfriske råvarer, alle mulighederne for at opleve noget, vi aldrig har oplevet før, stort og småt.

Jeg kan især se det på børnene. De mærker mindre og mindre hjemve (hvilket ikke er ensbetydende med, at de ikke virkelig glæder sig til at komme hjem på sommerferie i juni, for det gør de i den grad!), og når hver især ind imellem bliver ramt af et lavtryk, så er det efterhånden meget kortvarigt, og det bliver ikke længere så omsiggribende. Vi har været til møde med børnenes lærere på skolen, og det har været så bekræftende at høre om, hvordan de alle klarer det hele så flot. Alle tre har taget nogle gigantiske ryk. August og Valdemar har charmet lærerne i en grad, så de sad med tårer i øjnene til mødet (det gjorde Kim og jeg også), og blandt eleverne er de så vellidte, at jeg har måttet fortælle andre mødre, hvordan de får deres hår klippet, så deres børn kan få den samme frisure. Vi har haft gode snakke herhjemme om at huske at holde hjertet åbent og blive ved med at gøre det gode. Selv om noget kommer let, så skal det stadig passes godt på.

Ellen, vores lille 5-årige mus, der for fire måneder siden aldrig havde gået i skole og ikke forstod andet end tre ord på engelsk, kan nu læse, tælle til 100, skrive en masse ord og sige endnu flere. På engelsk. Vi er målløse over hendes udvikling og dybt taknemmelige over den måde, lærerne har arbejdet med hende på og samtidig givet hende tid og plads til at kunne få hele sit system med. Det har gjort hele forskellen. Hun er nu på fuld tid i skolen, og hun er så glad for både lærere og klassekammerater. Den skal, som hun på en eller anden måde pakkede sig ind i, da vi flyttede hertil, og hun ikke kunne kommunikere, den har hun nu sprængt i atomer, og hun er så fuld af gå-på-mod, at vi bare glade må se til og følge med så godt, vi kan. Hendes seneste påfund er, at hun vil lære at svømme uden vinger i poolen, så det træner hende og jeg ihærdigt hver dag. Hun har på et dybt plan lært noget om at kunne overkomme sig selv og sine egne begrænsninger, og det er for mig at se en af de helt store gaver.

Kim arbejder som altid meget, men det mærkes tydeligt, at der er kommet et helt andet overskud, som han er kommet bedre og bedre ind i tingene. De sjove historier er begyndt at lande på køkkendisken om aftenen, når vi vasker op og smører madpakker, og humoren er det bedste tegn på trivsel hos ham. Et andet sikkert tegn er, at han er begyndt at se sig om efter mere eller mindre ekstreme løb, han kan deltage i Texas’ hede. Så ved man, at pilen står på overskud.

Også hos mig selv er der mere overskud at spore. Overskud (og virkelig inderlig lyst) til at kaste endnu mere energi ind i min clairvoyanceuddannelse. Overskud til at melde mig til forskellige frivillige ting på skolen. Overskud til at gå til hot yoga, i koneklub, til tøsefrokost (okay, grin bare af luksusdyret her:-)). Overskud til på skift at passe naboens dreng og lave ekstra portioner mad, da hans skønne mor skulle rygopereres. Ikke mindst overskud til at være sammen, sådan rigtigt sammen, med mine børn. Overskud til at opdage (igen og igen), at jeg skal huske at pleje følelsen af overskud og også vende blikket indad. Endda overskud til at bære over med mig selv på de dage, hvor der så er mindre overskud.

Livet her føles mere frit og åbent, og jeg har bevidst puttet en masse meningsfuldt indhold i det. Så timerne, hvor børnene går i skole, flyver af sted. Jeg giver en masse af mig selv i de clairvoyancesessioner, jeg har næsten hver dag, og jeg får så utroligt meget retur. Især energi og dybfølt glæde og taknemmelighed. Det er to store rejser, jeg har gang i på samme tid, men når jeg glider med og tager mig godt af mig, så flyder de sammen på smukkeste vis, og der opstår en lethed inden i mig. Den lethed har indfundet sig mere og mere på det sidste.

Vi er stadig så glade for vores hus og vores kvarter. Her er så fint og ordentligt og trygt. Mange børn at lege med. Søde naboer. Tæt til skolen. Flotte stier, træer og søer. Masser af dyreliv. Samtidig så er det hele så velfriseret og står i kæmpe kontrast til den rå natur, som vi blot behøver køre kort tid for at nå ud til. Og det gør vi så. Kører, stopper, hopper ud og går, mærker, snuser ind, lader op. For vi har sandet, at vi trives allerbedst i naturen. Når den er stor og åben og giver masser af luft. Alt det, som vi boede midt i i Danmark. Og som vi så skal søge lidt mere bevidst herovre. Men der er en gave i at mærke, hvad der gør os godt. Og så faktisk gå efter det. Det gælder vist på alle områder. Jeg kan godt undres lidt over, at vi skulle helt herover for at blive mere skarpe på at mærke og gå rigtigt efter det i vores familie. Men højnet bevidsthed kan indfinde sig på mange måder, og udstationeringen bidrager i hvert fald her.

Så dagene, hvor taknemmeligheden strømmer, er der flest af. Over dette liv, hvor jeg føler, at vi får så meget, at ønsket om at give vokser og strækker sig i mig. Jo, vi har også dage, hvor den der famøse høje bevidsthed trækker sig sammen til en lille runken ært, og gnidningerne er mange og opslidende. Selvfølgelig har vi det. Når forventninger og virkelighed ikke matcher, og virkeligheden ikke føles som god nok. Når vi dømmer vores egne og hinandens bidrag hertil ikke gode nok. Når perspektivet bliver mikroskopisk og al energetisk indstrømning kappes. Men lige der er det virkelig hårdt at stå. For virkeligheden tilpasser sig ikke. Først i det sekund vi kan rumme den lige, som den er. Beslutter at der er andre måder, vi hellere vil have det på indeni og går efter dem i stedet. Så åbner bevidstheden sig igen. Som et åndedrag. Indstrømning. Ilt. Liv.

På et eller andet plan er jeg nok i gang med at ændre hele min relation til virkeligheden. Ved at forstå, at den er så ufatteligt mange ting. Og nok mindst af alt virkelig. For alt afhænger af øjnene, der ser. Af min indre tilstand. Min vibration. Alt kan ændres på et splitsekund. Eller på fire måneder. For kort tid siden havde vi hele vores liv i Danmark. Nu har vi rigtig meget af det her i Texas. Den ene dag kan jeg få øje på alt det, jeg savner ved Danmark, og alt det, der er for meget her. Den næste er jeg lykkeberuset over at være lige her og have fået en pause for det, der snærede i Danmark. Det kan føles turbulent. Men kun når jeg bevæger mig på ydersiden. På overfladen. Så snart jeg dykker ind og sætter mit fokus på min indre tilstand, min vibration, så forstår jeg. Og derfra kan jeg begynde at arbejde mig op og genetablere forbindelsen til mig selv (min sjæl, mit højere selv), hvis den er røget. Hylde den og boltre mig i den, hvis den står helt skarpt. Dette bliver i stigende grad min måde at knytte an til virkeligheden. Indefra og ud. Og derfor bliver der også i stigende grad mere at give af. Ægte. Fra indersiden.

Og dét føles om noget virkeligt.

Over and out på et oplæg, der bevægede sig udefra og ind, for at ramme ærligheden i indefra og ud. Det er magisk for mig, når ordene trækker retningen frem helt af sig selv. Tak fordi du læser med.

Bisou,

Sara <3